Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Julebøker og andre Bøker. Av Charles Kent
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Juleboker og andre Bøker
spørre sig selv, om man overhodet hadde
hat noget Utbytte av Læsningen. Men
utelukket er det jo ikke, at en Fortsættelse
kan vise, at der er Reserver i den unge
Foregangsmand; og at han kan aapenbare
skjulte Værdier, der hvor han tar fat igjen.
En Fortælling av Edith Øberg1 og en
av Finn Halvorsen3 kan endnu nævnes,
selv om de begge har sin Mangler. Frk.
Øbergs Bok fortæller om en
Barneforelskelse — en fjortenaars Pikes Sværmeri
for en middelaldrende Månd. Fortællingen
er ikke noget fuldkomment Kunstverk, men
den røber ikke ringe Indsigt i
Overgangsalderens Sjæleliv, og den eier i sine bedste
Partier en fortættet Stemning, som gjør
den vei værd at læse. Finn Halvorsens
Fortælling skildrer en Mands Utvikling fra
de første Barneaar og ind i Manddommen.
Forfatteren har et ganske godt grep paa
Barnesindets og den allerførste, sky
Ungdoms Følelse- och Stemningsliv; men han
har ikke i denne Bok magtet at
overbevise os om at Helten vokser Barnesindet
av sig og blir det Mandfolk Forfatteren har
villet gjøre ham til.
Kristian Elster har dennegang utgit
en Novellesamling, som er knyttet sammen
ved en helt ytre Ramme, idet Fortællingen
er lagt i Munden paa tre Personer, som
tilbringer nogen Dager sammen i en Hytte
paa Fjeldet. Der er Feriestemning over
Boken, og ialfald én av Fortællingene,
Historien om »Tvillingene», er av stor
kunstnerisk Virkning.
Hermed forlater vi Menneskeskildringens
Gebet og gaar over til Dyreskildringene,
— Mikkjel Fønhus’s Specialitet. Romaner
om Dyr har som bekjendt sit trofaste
Publikum i alle Land — Friluftsmenneskenes
store Skare. For en Kritiker er der ikke
stort at si om denslags Bøker: Psykologi,
Miliøskildring, og hvad ellers en Kritiker
skal kontrollere, blir der jo av gode Grunde
ikke Spørsmaal om. Det er Stilen, alt
kommer an paa ved en Dyreskildring, og her
holder Fønhus fuldt ut Maal; Sproget er
friskt og naturlig og Naturskildringene
levende, saa enhver Fjeldvandrer vil kjende
sig igjen i hans Bok.3
I denne Forbindelse vil jeg nævne en
1 Vesla (Aschehoug). ’’ Svalerne (Gyldendal).
3 Reinsbukken paa Jotunfjell (Aschehoug).
Bok som ganske vist ikke er Digtning,
men som har sin Interesse likevel, — den
gamle Ishavsskipper Lars Hansens
Fortælling om norske Fangstfolks Oplevelser paa
Spitsbergen.1 Ogsaa her er det
Vildmansliv som skildres. •— Fønhus er Kunstner;
der er Stil over hans Fortælling. Lars
Hansen er, Gud bedre, ingen Digter. Han
fortæller ubehjælpelig, i et Sprog som er
den pudsigste Motsætning til Fønhus’
levende, intime Stil; Men hans klodsete
Fortælling om virkelige Menneskers virkelige
Oplevelser, om deres Strid for Livet og om
deres enfoldige Sinds Hjertevarme og
Trofasthet varmer og griper — og ved denne
sin Varme veier de op megen, stilfuld og
naturalistisk Vilddyrspoesi.
Siden jeg nu har nævnt en Bok som
falder utenfor Skjønliteraturen, vil jeg ikke
andet end omtale Vilhelm Krags
Barndomserindringer2, en Bok med en fin, lidt
sprød, kanske lidt tynd Stemning, men
nydelig fortalt, naturlig og menneskelig.
Vilhelm Krag, den fine Lyriker, tilhørte
som bekjendt den »nyromantiske» Retning
i Nittiaarene, og hans Erindringer gir et
Bidrag, som har sin Værdi, til Forstaaelsen
av Nittiaarsgenerationens Sjæleliv.
Regine Normann, kjendt som Forfatter
av flere ypperlige Nordlandsskildringer i
Romanform, samt av Romaner og Noveller
med Emner fra Skolelivet i Norges
Hovedstad, har de siste Aar utgit to
Eventyrsamlinger.3 Det var almindelig kjendt i
litterære Kredser, at Fru Normann sat inde
med et stort Forraad av nordlandske
Folke-traditioner, Eventyr og Folkesagn. Da hun
omsider forrige Aar bestemte sig til at
utgi sine Eventyr, blev det strax slaaet fast,
at vi her stod overfor en værdifuld norsk
Kulturindsats. Det var ikke en
Materialsamling, men en kunstnerisk utarbeidet
Eventyrsamling i Slægt med — men
stilistisk rigtig nok sterkt avvikende fra —
Asbjørnsens og Moes. Det samme gjælder
hendes nye Bok, hvor hun fortsætter at
meddele av sin Eventyrskat. Senere
kommer forhaabentlig Turen til hendes rike
Forraad av Folkesagn.
1 / Spitsbergens vold (Gyldendal).
2 Min barndoms have (Aschehoug).
3 Eventyr (1925), Nye Eventyr (1926, begge hos
Aschehoug).
361
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
