Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - De vise Taaber. Eller naar man narrer Skæbnen. Af Edith Rode
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
De vise T a ab er
Yakko: Ak, han er langt borte i Betragtninger — han mærker ikke selv, at
hans Knæ bliver stive og kolde — hvor hans Stemme er sælsom og smuk, som
smaa Klokker, der kalder. — Kineya — fryser du ikke? Skal Yakko gnide dine
Knæ med sine Hænder, mens du grubler.
(Saruwaka mumler fremdeles.)
Yakko: Forstyrrer jeg dig? Skal jeg gaa?
(Saruwaka mumler.)
Yakko: Hvis du vil, at Yakko skal forlade dig og overlade dig til dine
heldbringende Tanker, saa forhold dig rolig som för, men hvis du vil, at jeg skal
gnide dine Knæ og varme dig med mine Arme, saa ræk en Haand frem under
Tæppet.
(Saruwakas Haand kommer tovende frem.)
Yakko (tager den i begge sine): Den er kold min Herre, skal jeg gnide den? —
Oh Kineya, nu blev den pludselig varm, som en Sol — Kineya, Kineya — hvad
gör du — trækker du Yakko til dig ind under dit Tæppe, eller er det mit eget
Blod, der drager mig — Kineya — Kineya — slip mine Hænder, hvis du vil, jeg
skal gaa.
(En anden Haand kommer frem, griber om hende og drager hende ind under Tæppet.
Solen gaar ned.)
II.
Solen staar op til venstre. Magnolietræet er slaaet ud i store lyserode Blomster. Yakko
kryber ud af Tæppet, rejser sig, tager ömt den indhyllede Mands Hoved i sine Hænder og
vugger det blidt frem og tilbage.
Yakko: Nu gaar jeg Kineya. — Og vær ikke bange, jeg skal vei vogte mig for
at minde dig om denne Nat, som du har paalagt mig. Oh, min strenge Husbond
og Herre, naar du atter ser paa Yakko med haarde Dagligblikke, skal mit Hjerte
huske alle de söde Ord, du hviskede i mit Öre, dine Kærtegn, der dryssede over
mit Legeme, som levende Blomsterblade, og at du fik min Lykke til at springe
ud under dit Hjertes store Sol. Farvel min Månd og Elsker, paa evigt Gensyn.
(Hun gaar.)
Kineya (ind): Godmorgen Saruwaka, gode Ven! Kom roligt frem. (Saruwaka
kommer frem.) Har nogen forstyrret dine Grublerier? Har mit Hus været ulydig
mod min Vilje? Sig det, for at jeg kan straffe den Formastelige.
Surawaka: Natten har været skön og stille som en hellig Dröm. Intet har
forstyrret min fuldkomne Lykke uden Tanken paa dig.
Kineya: Oh, Tak, min broderlige Ven.
Saruwaka: Men jeg synes, dit Ansigt er formorket? Var Sanana, min lille
Veninde, Blomsten paa Bjerget, ikke en Vederkvægelse for dit Syn, en Vellyd for
dit Öre, et Kærtegn for din Haand og en blomstrende Knop for dit længselsfulde
Legeme?
"559"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
