Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Danske Bøger. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Danske Bøger
o
En yngre Forfatters Fremgang
dokumenteres i den Fortælling fra Havet
»Klabav-termanden» (Gyldendal), Aksel Sandemose
nylig har udsendt. Sandemose har selv haft
brogede Oplevelser. Livet har bibragt ham
adskillige haarde Stød — han er just
Manden til at skildre Søen og dens Skæbner,
»naar Nætterne bliver sorte om Høsten, og
Jævndøgnsstormene pisker med Haglbyger
ad Kattegatet»–-Al Havets Elende
skildrer han, dets Skræk og Storme,
Sømændenes Vildskab og Overtro, tilsidst samlet om
Klabavtermanden, der gaar paa Havet og
varsler Ulykke og Forlis — hans
»Velsignelse har Forbandelsens Virkning».–-
»Han skal gaa paa Havet, til det ikke mere
bærer Skibe.»
Det er en kraftig og virkningsfuld
Fortælling, Udtryk for en oprindelig
Forfatterbegavelse, som sikkert og maalbevidst
arbejder sig frem.
Desværre er Laurids Bruun stivnet i en
tilvant Form, naar han vedbliver med sine
Fortællinger om Van Zanten — denne Gang
lians »mærkelige Langfart over de vide
Vande» (Gyldendal). Han har sit Publikum,
som nyder det exotiske Sceneri i disse
Bøger og let tilgiver Forfatteren hans
forlorne Stil.
Nej, da er Marié Bregendahls triste
Vir-kelighedsfremstilling og stille Kunst at
foretrække, som disse Egenskaber kommer til
Orde i Novellerne »Den blinde Rytter»
(Gyldendal), et nyt Bevis paa denne
Forfatterindes Iagttagelsesevne og stilsikre
Fremstilling.
Kort før sin Død udgav Georg Brandes
endnu en Bog »Urkristendom» (Gyldendal),
der nøje slutter sig til de to foregaaende
»Sagnet om Jesus» og »Petrus». Man kan
sige, at han døde staaende som de gamle
Helte. Først da Sygdom til Doden
overmandede ham, gav han tabt. Han holdt Stillingen
til det sidste som et Modsigelsens Tegn —
ja, endnu efter hans Død sendes der
forgiftede Pile efter ham. »Urkristendom» er
et Vidnesbyrd om utrættelig Forskning og
Fordybelse i Problemer, der har fulgt ham
gennem Livet.
Interessen for Memoirer holder sig og har
det underlige Resultat, at forholdsvis yngre
Skribenter skriver deres Erindringer — f.
ex. »Friske Erindringer», som Sangeren
Johannes Fönss kalder det nye Bind, han har
udgivet (Woel), og som er friske i mere
end en Henseende. Noget lignende gælder
Gustav Bauditz’ Erindringsbog »En
lykkelig Tid» (V. Pio), hvori han dvæler i Mindet
om sit Fædrehjem og sin Fader,
Forfatteren Sophus Bauditz, hvis Fortællinger og
Romaner ejede Gemyt og Lune, en Evne til
at »fabulieren», som tiltaler den store
Læseverden. Sophus Bauditz virkede især
sympatetisk som Naturens varme Elsker, som
Jæ-gersmand, der yndede at strejfe om langt
borte fra det Kontor, hvortil hans
Embeds-gerning var knyttet, med Bøsse paa Nakke
og Hunden i fuldt Firspring vejrende foran
sig. Saaledes vil han leve i Erindringen,
saaledes ser vi ham ogsaa i Sønnens varmtfølte
og smukke Bog.
Palle Rosenkrantz skildrer i »Tre Aar
paa Herlufsholm» (Gyldendal) de Aar, han
gik i denne berømmelige Skole, ikke uden
mange Svinkeærinder til politiske og literære
Oplevelser. Han fortæller underholdende om
Kammerater og Lærere og faar samtidig
Lejlighed til adskillige tidshistoriske Rids,
som fængsler Opmærksomheden. Bogen
klinger ud i et virkeligt interessant Tidsbillede
fra Estrupiatets Danmark, da Rosenkrantz
er bleven Student.
Sextus Miskow, der som Komponist af
Drachmann-Vi sen »Den Spillemand
snap-ped Fiolen fra Væg» er bleven populær i vide
Kredse, har i »Det var dengang» (I. H.
Schultz) fortalt sine Barndoms- og
Ungdomsminder, der er værdifulde til
Forstaaelsen af sociale Forhold for et Par
Menneskealdre siden og desuden aabner et raskt
Indblik i Theaterforhold og de
Vanskeligheder, der møder en ung Opera-Debutant,
naar han betræder Scenens skraa Brædder.
Fremhæves maa endvidere det Billede, Forf.
tegner af Pianisten Neupert, hvis Ydre og
Indre stod i saa skarp Modsætning til
hinanden.
Scenen i dens højeste Kunstydelser
møder os i Henri Nathansens Bog om Karl
Mantzius (Henrik Koppel), der rummer en
gedigen Karakteristik af den saa bråt
bortrevne Skuespiller, der træder frem baade i
sin Storhed og sin Begrænsning. Nathansen
har evnet at tegne et ualmindelig livagtigt
Portræt af Mantzius og gennem selvoplevede
Træk formaaet at yde gode Bidrag til
Forstaaelsen af denne sammensatte
Personligheds Psyke.
Ejendommeligt virker Forfatterens
Forsøg paa at analysere et Par Roller, som
573
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
