- Project Runeberg -  Ord och Bild / Trettiosjunde årgången. 1928 /
151

(1892-1951)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Ledende idéer i Henrik Ibsens diktning. Av Sigurd Høst

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Ledende idéer i Henrik Ibsens diktning

du hvide, seilskinnende flåde, som kom og
gik i dagglans og som bar bud mellem
himmel og jord?» Kløften mellem de to
verdener, spliden mellem ånd og kjød
finner vi igjen i alle Ibsens dramaer. Om
kampen for å nå himmelen er håbløs,
frelses det menneske som lever for å føre
denne kamp. Det er de store drømmere og
stridsmenn som teller for Ibsen, og
heltene i hans dramaer fra Catilina til Solness
har en glorie om sig fordi de har
drømmen. De kan ikke alltid dømmes efter sine
handlinger, men efter sine hensikter og sin
vilje. Dette forklarer hvorfor Ibsen så
ofte frikenner der hvor verden
fordømmer, det er grunnen til hans hemmelige
sympati for mange av livets skibbrudne.

Men likeså visst som det indre liv kan
frikjenne menneskene, må de hefte for
sine ønsker og begjær. Det er, underlig
nok, Dovregubben som på Ibsens vegne
må minde Peer Gynt om dette:

Aanden bekjender I alle med kjæverne;
dog agtes kun det, som kan fakkes med næ

verne.

Om det indre liv, tankelivet, er aldri så
skjønt, kan dog ingen leve uten å tre i
forhold til virkelighetens verden. Sårt og
dypt har Ibsen følt at den rene idealist
hvis aktiva kanskje bare er udiktede kvad
— at han vil komme til å leve det rene
skyggeliv, at alt hans gull og glimmer blir
til vissent løv.

Tanker av denne art er ikke mindre
fremtredende i de senere dramaer, enten
vi kalier dem realistiske eller
symbolistiske. I »Rosmersholm» møter vi den rene
drømmer og idealist, Ulrik Brendel, og
som hans motsetning den bastante
virkelighets fullbårne representant. Da Brendel
har møtt livskunsten i Peder Mortensgårds
skikkelse, merker han at alle hans idealer
blir til røk. Han har lært at bare én kan
virkelig handle, den mann som er kapabel
til å leve livet uten idealer. »Og det —
ser du — det er just handlingens og sei-

rens store hemmelighed. Det er summen
av al verdens visdom».

Som Brendel må alle de gå til grunne
der ikke på en eller ånnen måte kan tre i
forhold til virkeligheten. Det store
livsproblem må bli hvorledes den enkeltes
sjeleliv forholder sig likeoverfor den
omgivende verden. Idealene og virkeligheten
må møtes, der må slåes en bro, idealisten
må til slutt handle, hvor farlig og
skjebnesvangert det enn kan bli. Drømmen må
bli til dåd, det krav kan ikke avvises. En
drøm som ikke er drømt for å omsettes i
handling, er død og maktesløs, uten
enhver verdi. Den mann som ikke setter alt
inn på å virkeliggjøre sin drøm, er
uigjen-kaldelig dømt. På samme tid som Ibsen
kneler for ethvert opriktig menneskelig
vesen i hvem den hellige flamme brenner,
kjenner han ingen nåde for det menneske
som lever i tomme drømmerier. Ingen har
mere ubarmhjertig hudflettet dem som på
den måte vil slippe fra livskampen. Ibsen,
som vei selv manglet den »viljens
våben-førhet» som Julian beundrer og savner,
har altid forherliget stridsmannen. I
utkastet til »Keiser og Galilæer»
forekommer følgende replikk som sikkert bærer
bud fra Ibsens innerste: »I kampen er det
jeg søkte i bøger og i drømme. I kampen
er det sande samliv med ånderne; det
store, det isnende og ildnende. Mennesket
vokser ud over sig selv —.» Men striden
skal tjene drømmen. Ingen stor gjerning,
ingen virkelig dåd øves, så er Ibsens tro,
uten at drømmen er dens moder. Kun en
slik dåd kan inspirere dikteren. Av
drømmen spirer dåd, av dåden dikt. Ibsen fant
ingen skjønn idé bak Preussens krig i
1870, bare et militært regnestykke, derfor
var det ikke i høiere forstand en dåd som
en dikter kunde besynge.

Under Preussens dødning-farver
sorgens sorte-hvide klud
bryder dådens lodne larver
ei som sangens fjærild ud.

=TT

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 14:01:36 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1928/0175.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free