Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Hippolyte Taine. 1828—1893. Af Paul V. Rubow - I. För Forfatterskabet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Pa u / V. R ti bo w
dillacs Filosofi, og blev i 1848 Nr. 1 ved
Optagelsesprøven til École Normale, Landets
højeste Undervisningsinstitut. Paa hans Hold
var blandt andre, som senere skulde blive
berømte, About, Sarcey, J. J. Weiss og
Prévost-Paradol. Disse Unge førte et lidenskabeligt
Studieliv, uforstyrrede af de store politiske
Begivenheder, der fandt Sted omkring dem,
under Ledelse af saa ypperlige Lærere som
Filosoffen og Politikeren Jules Simon — der
i sin uforglemmelige Biografi af Victor
Cousin har taget aandrigt til Genmæle mod Taines
Karakteristik af hans berømte Mester —,
Havet — den bekendte Udgiver af Pascal —,
cg Vacherot — den lærde Forfatter af et
grundigt Værk om den alexandrinske
Filosofi, og ingen anden end den »M. Paul» der
fører Ordet i det sidste Kapitel af Taines
Angrebsskrift mod den eklektiske Skole.1 I
sin Egenskab af Læreanstaltens
Vidunderbarn bar han Tilnavnet »le grand bucheron»,
som Edmond About havde tildelt ham. Men
Opholdet derinde endte med en Explosion:
da han 1851 skulde tage den afsluttende
Prøve, blev han strøget af Listen. Det var den
nye Direktør som blev sat til at passe paa
Ungdommen, der ikke turde lade en
utvivlsom Fritænker og sandsynlig Republikaner
slippe igennem.2
Han blev nu sendt som Lærer til Provinsen,
Nevers, Poitiers, men da han Aaret efter
blev udnævnt til Sjettelærer i Besanqon, blev
det ham for stift et Stykke; han begærede
Orlov og fik den forlænget Aar efter Aar,
indtil hans Ansættelsestid var udløben.
Samtidig nægtede man ham Doktorgraden.
En Afhandling om Sansningen blev afvist:
Tankerne i den er senere gaaet over i hans
filosofiske Hovedværk. Næste Aar
disputerede han saa paa en latinsk Thesis om
Personerne hos Platon (benyttet til Les jeunes gens
de Platon i den første Samling Essays), og
et Essai sur les Fables de La Fontaine. Det
er det første af hans betydelige Skrifter, men
rigtig nok mindre anseligt i denne tidligste
Udgave end i den Skikkelse hvori det nu
læses. Han omstøbte det nemlig ganske i 1861
til Brug for tredje Oplag, og indarbejdede
deri fire højst betydningsfulde Artikler der
var offentliggjorte i Journal des Débats for
1 Petit de Julleville, Hist. de ta lahgue et
de ta litterature frangaise VIII 454.
3 Hele Holdet var suspekt: en af dem skrev
senere til Sainte-Beuve, at han og hans Kammerater
udgjorde to Partier, >Voltairianerne» og
»Atheist-erne».
1860. Først i sin definitive Form, under
Titelen La Fontaine et shy fables, er denne Bog
bleven et fuldgyldigt TjJdtryk for nogle af de
vigtigste Sætninger i Taines System, men
allerede som den først fremkom, i sin
akademiske Magerhed, angiver den tydeligt sin
Forfatters Tendenser: den studerer
Fabeldigte-ren i Forhold til sin Provins og dens
Indbyggeres Karakter, som indgaaende analyseres,
og den udskiller dens »faculté dominante»,
den poetiske Evne. Derfra blev det ham
senere let at gøre Overgangen til en Udvikling
af sin hele Poetik. Selve Karakteristikken af
La Fontaine er langt fra paa Højde med
Taines senere Ting. De Færreste vil
nuomstunder føie sig synderligt opbyggede ved
hans Gennemgang af Digterens
Naturkundskaber (som han højlig overdriver) eller af
de Samfunds- og Mennesketyper som (med
mere og ofte med mindre Ret) genfindes bag
Dyrenes Liv og Karakterer. Den Side af
Undersøgelsen som vender mod Emnet, er ikke
paa langt nær saa interessant som den der
vender mod de almene’ Ideer.
Det samme kan siges om den følgende Bog,
Essai sur Tit e-Live, skrevet 1854, udgivet
1856 som et af Akademiet kronet Prisskrift.
Det er ikke for Livius’ Skyld man nutildags
læser det, men som Vidnesbyrd om den
Fasthed Taines Metode allerede havde vundet.
Alt ligger i Bogens Motto: »in historia
orator», og i dens Fortale, der hævder at et
Menneskes Evner som en Plantes Organer
afhænger af hverandre, at man kan aflede de
enkelte Elementer i den individuelle
Begavelse, naar først man har bestemt dens faculté
maitresse. Livius’ herskende Egenskab var
den oratoriske Begavelse. Dennes Oprindelse
søges i det romerske Samfund paa hans Tid,
og den paavises Punkt for Punkt i hans
Praxis som Historieskriver; den begrænser
hans Evne til at øve historisk Kritik, hans
Verdensopfattelse, hans Fremstillingsmaade.
Det var det første og egentlig det eneste
Forsøg paa gennemført Determinisme i
Kritikken, som Litteraturen indtil da kendte. Ikke
for Intet erklærede Bogens Forfatter sig for
Tilhænger af Spinoza.
Taine havde hidtil kun kendt Verden af
Bøger og Teorier, og Verden kendte endnu
kun Taine som Bog- og Teorimenneske. Des
mere forunderligt virkede den næste Bog han
skrev: Voyage aux Eaux des Pyrenées, der
udkom allerede 1855 og senere er bleven
meget omarbejdet, kun delvis til sin Fordel.
Ganske vist genkender man Teoretikeren i den
210
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
