Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Hippolyte Taine. Af Paul V. Rubow - III. Erkendelsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hippolyte Taine
kender Aarsagen, har vi ikke Lov til at
slutte til dens Ikke-Existens. Videnskabens
Historie viser, at hvor der er Lakuner i vor
Viden, skyldes det ikke Manglen af
forklarende Aarsager i Tingene, men Manglen
paa Forklaring i vor Aand: Lakunen
beror paa vor Uvidenhed eller Afmagt,
Fejlen ligger ikke i Virkeligheden, men i os.
Naar man paa Keplers Tid ikke formaaede
at forklare Planeternes Bevægelse, saa var
det fordi man ikke kendte Tiltræknings- og
Tyngdeloven. Og den samme Holdning maa
vi indtage over for Videnskabens Gaader i
vore Dage. »Partout et toujours, hors de
notre histoire et de notre monde, comme
dans notre histoire et dans notre monde,
les théorèmes peuvent s’appliquer.» Og
Aar-sags-Axiomet gælder paa det aandelige som
paa det materielle Omraade:
Legemverde-nens Sammensætninger er byggede som den
aandelige Verdens og undergivet de samme
almene og nødvendige Love: alle
Problemer om enhver som helst Foreteelse er til
Syvende og Sidst mekaniske Problemer.
Vendt nærmest mod Helmholtz formulerer
Taine sin Sætning saaledes: der er ingen
Grund til at tro, at vor Tilbøjelighed til at
søge Aarsagsforklaringer kun skulde ligge i
vor Aands Struktur; hvis de to Ideer
hvormed vi forestiller os to Ting er nødvendigt
forbundne i vor Aand, saa er det fordi
Tingene er nødvendigt forbundne i
Virkeligheden. Vor aandelige Struktur passer til
Tingenes. Det er som man hører Hegel
argumentere mod Kant.
Med en tredie af de den Gang berømte
engelske Positivister kom Taine i en ikke
helt hyggelig Prioritetsstrid. Spencer
beskyldte ham for at have plagerieret sig i
Fremstillingen af Sansningerne og deres
fysiologiske Grundlag, men Taines Kritikere,
der ellers ikke plejer at skaane ham, har
ganske frikendt ham paa dette Punkt. Det
er Fællesskab i Kilder og Forudsætninger,
som forklarer de iøjnefaldende Ligheder.
Herhen hører ogsaa Taines Laan fra
Fagvidenskaben, hvori han fra sin Ungdom var
indviet. Hans encyklopædiske Kundskaber
var overordentlige, han kan i saa Henseende
blandt sin Tidsalders franske Filosoffer kun
sammenlignes med Auguste Comte. Her er
baade Tale om Assimilation af
Kendsgerninger, hvorom hver Side i hans citatrige
Bog vidner; og om Valg mellem Teorier: et
ulykkeligt Valg gjorde han rigtig nok, efter
Sagkyndiges Udsagn, den Gang han tog
Vul-pian til Vejleder i sin Gennemgang af
Hjernens Fysiologi, hans Fremstilling var som en
Følge deraf allerede forældet, da Bogen kom
ud. Men ogsaa Ideer fra den biologiske
Verden har virket befrugtende paa ham: Claude
Bernard beraaber han sig paa, bl. A. i sit
Opgør med Stuart Mill; og denne store
Videnskabsmand var som en Ledestjerne for
• ham og hans Generation; hans Introdnction
à l’étude de la médecine experimentale var
deres Hovedpude-Bog.1
Taines Værk udmunder i nogle metafysiske
Fantasier og i en Hyldest til den
spekulerende Menneskeaand: »Saaledes er vor Aands
Materialier, og saaledes passer de ind i
hinanden. Den er som en Domkirke, hvis
mindste Bestanddele er Korn af Sand eller Kisel
sammenklæbede til Sten af forskellige
Former; forbundne to og to eller i større
Grupper, danner disse Stene Masser hvis Tryk
holder hinanden i Ligevægt; og alle disse
Tryk, og alle disse Forbindelser føjer sig
sammen til en udstrakt Harmoni.»
Men ak! med al denne Tillid til det
teoretiske Menneske forenede Taine en grundig
Mistillid til det empiriske Menneske. Det var
ham nu en Gang forundt at se baade Retten
og Vrangen af Menneskenaturen, og vil man
komme til det dybeste Lag i Taines Værk,
det hvori der er mest af ham selv, tror jeg
man maa søge andensteds i de to tankerige
Bind.
Han havde i den lange Række af
Afhandlinger fra sin store Tid undersøgt
Folkekarakterer og individuelle Karakterer. I sin
Fremstilling af Psykologien opløser han nu
Personlighedens Enhed, og hvoraf finder
han den bestaar? Menneskeaanden er et
System af Maskiner der er relativt uafhængige
indbyrdes; de regulerer gensidigt hinanden;
men enhvers Tendens gaar imod
Eneherredømmet, det vil for Menneskets
Vedkommende sige at blive en Vanvittig eller et vildt
Dyr. Selve Opfattelsen af Verden er en
Hallucination, dersom en enkelt af de Faktorer
som danner den, faar Lov til at virke frit,
giver den os et Gøglebillede. Man forstaar
at den naturalistiske Skole i
Skønlitteraturen kunde se sin Mester i Taine: Zolas La
Bete humaine er som skrevet efter hans
Teori.
Det Materiale Taine har anvendt, er for
1 Se herom Poul Levin: Den naturalistiske
Ro-man, S. 87 ff. og passim.
269
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
