Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Hippolyte Taine. Af Paul V. Rubow - III. Erkendelsen - IV. Den historiske Efterskrift
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Paul V. Ruboiu
en stor Del hentet fra Sygehistorier, og den
Vej han slog ind paa, har franske
Psykologer siden efter fulgt: de har taget deres
Aktstykker hos Charcot og hans Elever. Men
Ideen om Mennesket som en prædestineret
Galning eller Hallucineret gaar tilbage til
Begyndelsen af Taines Forfatterskab. Han
havde i anden Del af sin engelske
Litteraturhistorie, spottende over den menneskelige
Visdom, skitseret hvad han i denne Bog
se-nere udførte: »Arbejdsstykkerne i
Menneskets indre Maskineri ligner et Urs Hjul,
som af sig selv altid gaar i Blinde...
saaledes trækker ogsaa Ideerne, naar først de
er kommet ind i Hovedet, hver til sin Side, i
Blinde, og deres ufuldkomne Ligevægt synes
hvert Öjeblik paa Nippet til at gaa tabt.
Egentlig er Mennesket gal, ligesom Legemet
af Naturen er sygt. Fornuft og Sundhed
existerer kun i os som et øjeblikkeligt Resultat
og et smukt Tilfælde.» Og saa langt tilbage
som til Les philosophes franqais kan man
gaa og finde udviklet Teorien om at
Legemet har en iboende Evne til at gaa i
Fordærvelse ; og at Opfattelsen af Omverdenen er
et Blændværk — det staar verbatim i
trettende Kapitel: »Si la psychologie est une
science, son objet est de découvrir des faits
inconnus, inaccessibles à l’observation
directe; et si ön la dédaigne, c’est qu’elle n’en
découvre pas. Il y en a et elie peut en
trou-ver. Elie en possédera un, par exemple, le
jour oü elie aura prouvé que la perception
extérieure est une hallucination vraie.»
Man maa ikke mistyde Taines
højtflyvende systematiske Stræben, den idealistiske
Flugt i hans store Synteser. Der er to
Mennesker i ham, en konstruktiv filosofisk
Begavelse, og en Menneskekender. Han holdt
ikke af at bære Menneskekenderen til Skue.
Men er man lydhør, kan man fornemme en
lønlig Debat imellem de to, temmelig langt
tilbage i hans Livsværk. I hans mange
litterære Portrætter viser der sig ofte en Slags
Foragt for den Enkelte, som man først
er tilbøjelig til at skrive paa Systematikerens
Regning: man mener det er af
Forkærlighed for Metoden at Individet saaledes gaar
op i Begreb. Men ogsaa Menneskekenderen
har Lod og Del i denne Fremgangsmaade,
han frygter for at komme til at gennembryde
det Slør som dølger det Allerinderste i
Mennesket. Dér mener han ikke Ideen har Plads,
dér lurer Vanvid og Grusomhed.
Vi har før mindet om La Rochefoucauld,
i Virkeligheden har Taine Træk til Fælles
med Folk som ham og Pascal og La Bruyére,
de Sortseende. Taine som Menneskekender
har som de kristne Moralister en Gru for
det naturlige Menneske, der mærkeligt
kontrasterer med Filosoffens Forherligelse af
Naturen og Alt hvad der hører den til.
Debatten fortsættes i hans følgende
Forfatterskab og kommer til sidst nær Overfladen.
IV.
Den historiske Efterskrift.
Oplevelsen af Krigen 1870—71 og
Kom-munardopstanden fik en meget stor
Betydning for Taines Forfatterskab. Taine var en
glødende Patriot: han bestemte sig, efter at
være bleven vraget til Militærtjenesten, til
at virke med sin Pen, skrev Artiklerne
L’opinion en Allemagne et les conditions de la
paix (optaget af ham selv i de senere
Udgaver af den første Samling Essais) og
L’intervention des neutres. Og efter de store
Ulykker slog hans længe nærede Pessimisme
med Hensyn til Frankrigs Fremtid ud i lys
Lue. Han lader i Lc Temps for 5. Dec. 1871
trykke en Artikel om den almindelige
Stemmerets Farlighed, Aaret efter udgivet som
Pjece: Du suff rage universel et de la
ma-nière de voter. Ligeledes i 1872 udsender
han en lille Bog, som bebuder det
kommende Kæmpeværk, en Oversættelse af
Gover-nor Morris’ Beretning om sit Ophold i
Frankrig 1792—95.
Taine satte sig til Opgave at gavne sit
Fædreland ved at fremstille Aarsagerne til
dets Tilbagegang og derigennem vise Vejen
til Redning og ny Fremgang. Men det store
Værk han skrev er ren Historieforskning,
efter hans egen Opfattelse Sjæleforskning.
Det er ingen politisk Pamflet og har ingen
politisk Tendens, hvad man saa har sagt.
Udarbejdelsen af Les Origines de la France
contemporaine optog Resten af Taines Liv.
Første Del, L’Ancien Regime, kom 1876;
anden Del, La Revolution, i tre Bind:
L’Anarchie 1878, La Conquéte jacobine 1881,
Le Gouvernement révolutionnaire 1884; af
tredje Del, Le Regime moderne, naaede han
at faa udgivet første Bind 1891, andet Bind
udkom ufuldendt efter hans Død 1893.
Metoden i dette samfundshistoriske
Arbejde er den samme som i de tidligere
litteratur- og kunsthistoriske. Taine indsam-
270
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
