Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Hippolyte Taine. Af Paul V. Rubow - IV. Den historiske Efterskrift
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hippolyte Taine
tryk, brød han rask Staven over den
forherligende Karakteristik der stod over Stregen,
og erklærer sans faqon, at »Taine, par peur
et haine de la Commune, a établi la
philosophie de l’Histoire de la Revolution dont le
centre droit avait besoin en 1874».
Naturligvis havde Taine intet Ønske om at gaa højre
Centrum under Øjne, den partipolitiske
Tendens ligger mere hos Modstanderne end hos
ham selv. Men der maatte uanset dette
fore-staa ham et Opgør med den faglige
Historieforskning.
Dens Indvendinger var mange, og af og
til er de lærerige.
Den bebrejder ham hans Ukendskab til den
historiske Teknik. Taines Værk, det er nu
den almindelige Dom, er skrevet uden det
man i Fagsproget kalder Kritik. Hvad nu
foldet første angaar den mere filologiske Side
af Kritiken, maa deres Angreb siges at være
gaaet Hus forbi. Det uhyre Materiale Taine
har haft mellem Hænder, kan i andre
Henseender berede store Vanskeligheder, men
saadanne Spørgsmaal som Textkritik,
Datering, Forfatterbestemn;else kommer sjeldent
for.
Om et andet Spørgsmaal, Tilvejebringelsen
af Materialet og i det Hele taget Taines
Duelighed som Arkivmand har der været
modstridende Meninger blandt de Lærde.
Han kom sent til den Art Studier og undgik
ikke den særlige Fortryllelse som hviler
derover, men som Folk af Professionen
anser det for kompromitterende at tale om.
Seignobos skoptiserer en Smule over hans
naive Tilstaaelser i Fortalen til L’Ancien
regime. Men han indrømmer dog, at Taine var
»un consciencieux travailleur d’archives».
Aulard derimod mistænker Taine for at have
arbejdet uden tilstrækkeligt Kildekendskab;
det er nu den almindelige Opfattelse, at
Aulard har taget fejl, anslaaet Taines
Arbejdsiver og Arbejdskraft alt for lavt.
Saa kommer det for Historikeren vigtige
Punkt: Afhøringen af Vidnerne. Kritikken
har her været stærk og ofte rammende. Men
ogsaa her har man overdrevet meget, og
især har man ganske set bort fra en vigtig
Omstændighed. Bogen behandler ikke en
Kæde af Begivenheder, udreder ikke
Traa-dene i en Kriminalhistorie, den øser af det
store Forraad af Vidnesbyrd om
Revolutionens Uorden og Vildskab, som L’Ancien
regime af dem om Enevældens Misbrug. Hvis
nogle af disse Vidnesbyrd ikke har den Kraft
18 — Ord och Bild, 37:e årg.
Taine tillægger dem, kan man springe dem
over. Værket er tilstrækkeligt udstoppet med
Exempler — thi andet er Taines Bevissteder
i Reglen ikke. Det var neppe blevet
anderledes, om han havde haft en Stab af
Medarbejdere skolede i den historiske Kritik, til
at kontrollere og forøge Citatmassen.
De mange Unøjagtigheder svækker ikke
Værkets Karakter. Taine anses for at være
den unøjagtigste af Frankrigs
Historieskrivere. Han var dog forsigtigere end Michelet,
der gik i alle de Fælder som ældre Tiders
Retsopfattelse og Institutionshistorie satte
for ham: .han søgte Raastof til psykologisk
Dokumentation, og hans Samlingers Værdi
kommer man ikke uden om, selv om et og
andet Stykke maa udskydes. Mange af de
in-kriminerede Unøjagtigheder er desuden
blotte Fejlhenvisninger, som Enhver kan rette i
sit Exemplar ved Hjælp af Aulards og hans
Fællers Afhandlinger og Bøger. Taine vidste
simpelt hen ikke, at man skal læse en særlig
Korrektur paa den Slags Ting.1
En særlig Form for Skødesløshed eller
chevaleresk Omgang med Kilderne, som ikke
blot Historikerne, men enhver Filolog har
følt sig chokeret af, er Taines utrolig
summariske Henvisninger. Georg Brandes var i
saa Henseende en sand Engel mod ham.
Den navnkundigste er den der straaler os i
Møde fra Side 5 i L’Ancien regime: »cf.
passim Grégoire de Tours et la collection des
Bollandistes». La collection des Bollandistes
omfatter mere end tresindsstyve store
Folio-bind. Men allerede fra Taines
litteraturhistoriske Arbejder var man vant til denne
Fremgangsmaade. Taine, hvis Styrke var at
resumere, resumerede i Sandhed ogsaa sine
Henvisninger.
Alt dette er fagligt Kævl, men tilbage
bliver noget højst Forstaaeligt og Berettiget i
Historikernes Uvilje. Der er en Afgrund
mellem ham og den moderne universitære
Historieskrivning. Den interesserer sig ikke
synderlig varmt for Psykologi; med nogle faa
Undtagelser, som afdøde Lavisse, har den
ingen Psykologer. Aulards grundlæggende
Revolutionshistorie er den polære Modsætning
til Taines. Hans Valgsprog er: quod non est
1 En Kritik af Aulards Bog er givet hos A
Cochin, La crise de l’histoire révolutionnaire. Nogle
Tal: Af 550 Henvisninger paa 140 Sider regner
Aulard 28 for forkerte. Af disse er 13 efter Cochin
Fejlskud fra Aulards Side. Af de øvrige 15 er 6
Skrivefejl, 4 forkerte Sideangivelser, 3 Trykfejl, 2
er forkerte Dateringer.
273
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
