Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Ibsenjubilæet på teatrene i Oslo. Av Helge Krog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Helge Krog
me var sterkere end alle deres som lovpriste
ham.
Takket være teatrene blev jubilæet ikke en
gravlæggelse av klassikeren, men en
gjenopstandelse for digteren. På Nationalteatret
er nu Ibsen-suiten opført for tredje gang —
og for fulde hus. Alle vilde se disse
forestillinger, skjønt ingen av dem var nye.
Også Centralteatrets og Balkonens
Ibsenopførelser er blit smukke sukcesser. Det er et
sterkt vidnesbyrd om at jubilæet ikke har
medført noen Ibsentræthet.
Jeg skal i det følgende omtale
forestillingene enkeltvis efter skuespillenes kronologiske
rækkefølge i Ibsens produktion.
Ibsen hørte ikke til de lykkelige digtere
som tidlig finder sin egen form. Da han 28
år gammel skrev Fru Inger til Østråt,
hadde han bak sig en række skuespil som vidner
om hvorledes han har ligget under, snart for
den ene, snart for den anden indflydelse fra
ældre og anerkjendt litteratur. — I Fru
Inger til Østråt finder vi for første gang
Ibsens særlige idéer klart og fyldig uttrykt
i brytninger mellem selvstændig utformede
karakterer og gjennem brytninger i disse
karakterers eget indre. Fru Inger selv er
ihvertfald en utpræget »Ibsensk» skikkelse,
og hun virker monumental. Men selv om
man ofte i den måte hvorpå handlingen
utvikles merker den vordende mesters haand,
står digteren endnu ikke, formelt og teknisk,
på egne ben. Denne gang er det Scribe,
intrigeskuespillets franske mester, som har
vært hans lærer.
Ved Centralteatrets opførelse av Fru Inger
til Østråt blev alle skuespillets feil og
enkelte av dets fortrin iøinefaldende.
Handlingen skrider frem gjennem et virvar av
utrolige og forvirrende misforståelser. Man
godtar ikke alle disse utpønsket usandsynlige
situationer, og man trættes av den
overflødige tekniske fingerfærdighet. Men fru
Agnes Mowinckel er en staselig fru Inger. De
intimere nyanser er ikke hendes sak, men
det trænges heller ikke i denne rolle. Der er
store linjer og tragisk patos over hendes
spil.
Desværre blev Agnes Mowinckel stående
sågodtsom alene. Hendes medspillende hevet
sig ikke over det respektable, forestillingen
var som helhet ikke god. Det var også
årsaken til at den sterkere fremhevet
skuespillets svakheter end dets styrke.
Ganske anderledes heldig var
Centralteatret med Kjærlighetens komedie, som var sat
op i anledning av jubilæet (Fru Inger er
en ældre gjenoptat forestilling).
Når man idag læser Kjærlighetens
komedie virker stykket forunderlig forhenværende
og vissent. Man spør sig selv hvor digteren
egentlig vil hen med alle disse versifiserte
spydigheter, som han retter mot figurer han
selv har formet utelukkende med det for øie
at de skal tjene som skiver for viddets pile.
Stykket er fuldt av ørkesløs polemik, det
vrimler av bonmots og utpønskede rimvitser,
det har ofte et visst præg av
studenterkomedie eller finere revy. Vi er heller ikke et
øieblik istand til å tro på konfliktens
utgang: at det unge, forelskede par opgir
hverandre, fordi de ikke er sikker på at
kjærligheten vil vare evig —!
Så meget mere fortjenstfuldt er det at
Centralteatret har evnet å gjøre en god og
morsom forestilling ut av Kjærlighetens
komedie. Instruktøren, Theodor Berge, som
ellers ikke i sine iscenesættelser har
udmer-ket sig hverken ved • takt eller originalitet,
viser sig å ha et ganske merkelig sikkert
grep på dette gamle romantisk-realistiske
skuespil. Lokaltonen, femti—sekstiårenes
Drammensveimiljø i Kristiania, var morsomt
og troværdig anslåt, i dekorationer, i
dragter, i hele den sirlige omgangstone. Der var
over forestillingen en eiendommelig skjør
stemning, noe porselænsaktig, en fin og
forhenværende ynde, en erindringens charme.
Man gav sig smilende over, godtok uten
protest det Ibsenske hjernespind, og glædet
sig over dialogens poesi.
Centralteatret hadde ikke kunnet opføre
Kjærlighetens komedie uten sin fra Bergen
nyengagerte skuespiller Hans Jacob Nilsen.
Han spillet Falk. Her møtte man endelig —
endelig! •— en ny ung månd, som ganske
naturlig kan tale »fra hjertet», som kan ta de
store ord i sin mund uten å kvæles av dem,
uten å bli affektert eller føie sig affektert;
en ny lyriker. Den velkomsthyldest som blev
den unge skuespiller tildel var uttryk for et
længe næret og ofte skuffet behov hos vort
teaterpublikum.
Svanhild blev spillet av Ellen Isefjær.
Denne talentfulde skuespillerinde savner alle
naturlige betingelser for den romantiske
rolle, men der var stil og holdning over
hendes spil. De unge, meget lovende
karakterskuespillere, Egil Hiort-Jenssen og Einar
280
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
