Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Ibsenjubilæet på teatrene i Oslo. Av Helge Krog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ibsenjubilæet på teatrene i Oslo
Waage, hadde laget to fortrinlige,
gjennem-studerte figurer av pastor Straamand og
kopisten Styver, og Borghild Kloumann
hadde som frøken Skjære det riktige smell i
replikken.
Så begyndte på Nationalteatret selve
Ibsenuken med opførelsen av Brand. De
fleste aviser noterte dagen efter at der hadde
rådet en festlig stemning i teatret. Nu
ef-terpå er det besst å indrømme at
feststemningen var mere præget av høflighet og
respekt end av umiddelbar begeistring.
Det er, selv for Ibsens landsmænd, ikke
helt let å døie en fire timer lang opførelse
av dette tunge dramatiske tankedigt. Et
moderne menneske finder ikke uanstrengt i sit
eget liv de paralleller til dramaets subtile
konflikter, som altid er betingelsen for den
uvilkårlige interesse og medfølelse.
Skuespillet imponerer, mere end det griper,
i kraft av den lidenskabelige energi hvormed
digteren forfølger sit mål og ved den patos
som hviler over hovedpersonens skjæbne. Det
er et mægtig, undertiden dypsindig, og om
man vil: et ophøiet digt. Mén det er
samtidig skematisk indtil det parodiske, det
savner intimitet og rummelig menneskelighet.
Det spekulative, evig antitetiske i idéens
utformning virker tilbake på
personskildringen, som blir rent abstrakt. Brand selv
irriterer os, når han i epigrammatisk
smelden-de og ikke altid like smakfulde vers
deklamerer om sit kald og i tide og utide kommer
stikkende med sit utrivelige og anmassende
»intet eller alt». Og han oprører os når
han til ære for sin gud piner livet av sin
snille kone, — det er en slags dramatisk
tortur, som storinkvisitoren Ibsen
underkaster os.
Brand er tidligere gjentagne gange og
med års mellemrum blit spillet på
Nationalteatret. Instruktøren, Halfdan Christensen,
har denne gang tat arbeidet op fra bunden
av, delvis med adskillig held. Dekorationerne
er nye, de virket på os indfødte i første
øieblik som en behagelig overraskelse, fordi
vi uvilkårlig sammenlignet dem med de
frygtelige, miserabelt naturalistiske kulisser,
hvori stykket tidligere blev spillet. — Men
teatermaleren, Oliver Nerland, burde i
virkeligheten gåt langt radikalere tillverks, hans
dekorationer er nu blit en blanding av
realisme og stilisering. Rammen burde vært rent
dekorativt antydende, svarende til
skuespillets fantastiske og symbolske karakter.
Egil Eide har aldrig spillet Brands rolle
så’ godt som nu. Han har såvidt mulig
dæmpet de deklamatoriske partier. Besst er
han, nu som altid, i de stilfærdige scener;
der er over hans spil i en række viktige
optrin en stor inderlighet. Såsnart dialogen
på noen måte tillater det, betoner Eide den
indre splid i Brands sind. Det er den
rigtige-fremgangsmåte: alene ved å vise os den
smerte Brand underkaster sig ved å tilføie
andre lidelser, kan skuespilleren til en viss.
grad gjøre ham menneskelig og, såvidt
mulig, forsone os med hans ubarmhjertighet.
Aagot Didriksen spiller Agnes, smukt og
uttryksfuldt, men i de første optrin med en
försigtighet, som en yngre skuespillerinde
ikke hadde behøvet å pålægge sig. Johanne
Dybwads Gerd er nu som før en fantastisk
figur: uhyggelig og betagende, dyrisk og~
visionær — et mesterstykke av teknik og
patetisk sjæleskildring. Harald Stormoen:
spiller fogeden, en vei avrundet, fint
gjen-nemarbeidet scenefigur i helt realistisk stil.
Noen hel fornyelse er nyopsætningen av
Brand langtfra blit. Det sier sig selv at den.
ikke kunde bli det, når man erindrer at
alle hovedroller er på de samme hænder
som da stykket første gang blev opført på.
Nationalteatret — i 1904!
Den næste aften blev kontakten sluttet
mellem scene og salong: Man moret sig helt.
uanstrengt og ubekymret over De unges
forblind.
De unges forbund hører ikke til de store
komedier; skuespillet har ingenting av
evighet i sig. Til gjengjæld har det
forbløffende meget av sin egen tid i sig, og Halfdan
Christensen har i sin opsætning av stykket
målbevisst lagt an på å bevare og utforme
dets eiendommelige provinsielle kulturpræg,.
dets historiske lokaltone. På denne måten
er det lykkedes ham av dette stykke, som.
for et nutidsmenneske knapt nok er
underholdende som læsning, å skape en særdeles
fornøielig forestilling: den danner et rikt,,
livlig og levende tidsbillede, som kaster
morsomme, pludselige streiflys både bakover og
fremover gjennem forrige århundredes
politiske og kulturelle historie.
Halfdan Christensen er selv Steensgård.
Han spiller rollen på det festlige og
selv-beruste i »den mandlige tøites» karakter, og;
281
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
