Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Ibsenjubilæet på teatrene i Oslo. Av Helge Krog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ibsenjubilæet på teatrene i Oslo
Stub Wiberg—Byfogden, Stormoen—Morten Kiil (med Stokken), Egil Eide—Dr. Stockmann, Gustav Thomassen—Aslaksen
(ved dirigentbordet), Karin Meyer—Petra.
Fot. Rude.
En folkefiende, ‡:e akt.
National teatret.
skapte ham, viste os hvordan Ibsen egentlig
hadde tænkt ham. Schanches spil er
fremdeles ytterst fængslende og frapperende,
gjennemtænkt og beregnet til den mindste
detalj, en overmåde interessant studie.
Allikevel er figuren nu ifærd med å gli ut
for ham. Schanche har siden sist utreret sit
spil, og han kan ikke frikjendes for i visse
scener å gjøre sig for sterkt tilgode med
rollen, han smaker med dvelende velbehag
på sine replikker, og lager en
separatutstilling av figuren. Hans spil ligger på
grænsen av det utpønskede, et skridt til og det
hele er manér. Det er det samme Anders
Österling har ment, når han i sin høflige
kritik brukte det uttryk at denne Gregers
"Werle virker fremmedartet.
Det var skade at fru Ragna Wettergreen
under festspillene ikke fik anledning til å
vise flere sider av sit merkelige talent. Men
det er altid en stor glæde aa g i ense hendes
Gina, en helt fuldkommen skikkelse, som hun
gjenem alle år har fastholdt med en
aldrig svigtende kunstnerisk vilje.
Gamle Ekdals rolle ligger ikke godt
tilrette for Hauk Aabels virkelighetskjære ta-
lent, det har sikkert kostet et stort arbeide
før det, som nu, er lykkedes ham gjennem
sit spil å skape den nødvendige bakgrund
for de mystiske ord om skogen som hevner.
Halfdan Christensen som doktor Relling og
Eide som grossereren er på hvert sit vis
fortrinlige figurer, klare av omrids og fuld
av tryg bredde i utførelsen.
Betzy Holter er ny i Hedvigs vanskelige
rolle. Helt greier hun den ikke. Hun tripper
for meget og hun kvidrer for meget. Det er
vei av frygt for ikke å virke ung nok —
en ganske ubegrundet frygt: hun illuderer
fuldstændig som fjortenårs pike, av ansigt
og av skikkelse. Der er noe fra begyndelsen
av unødvendig opspilet, overdrevent
skjæbne-bestemt i hendes væsen. Men hun finder
gripende uttryk for Hedvigs fortvilelse da
faren ikke vil vite av hende, og der er i
mange av de stilfærdige scener en inderlig
hengivelse i hendes spil, som virker
fængslende og rørende. Den unge skuespillerinde
har med Hedvig gjort en stor erobring.
Opsætningen av Vildanden betegner
Nationalteatrets betydeligste nyvinding under
festspillene, og er Halfdan Christensens
285
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
