Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Bellman og Danmark. Af Fr. Birket-Smith. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fr. Birket-Smith
strende Lyæos, hvis Vælde han forherligede i
de fortrinligste og mest originale bacchiske
Dithyramber, som vei i noget nyere Sprog ere
frembragte . . . Man kan vei sige om denne
sieldne og forunderlige Sanger, at Naturen i
ham vilde give et frapperende Exempel paa,
hvorledes den ideelle Skiønhed, som Poesien
bringer til Anskuelse, kan hentes fra Livets
laveste Kreds, saavelsom fra dens høieste
Regioner . . . Han er en svensk Folkesanger, og
det er Hovedstadens Almue, dens
Skienkever-ter, Kroholdere, Bierfidlere, Dansebodstøser,
der har tient til Modeller for hans yderst
levende Skildringer . . . Men hvorledes han i
sine snart grotesk komiske Carricaturer, snart
romantisk-jovialske Idyller har idealiseret disse
Personer, uden at berøve dem deres
Naturlighed, hvorledes han i sin bacchiske Begeistring
henriver os, at vi næsten reent glemme hvor vi
ere, og hvorledes han ved Poesiens Trolddom
forvandler de smudsige Krostuer til smilende
Boliger for Sangens og Glædens Guddomme,
gemene Kroværter og Spillemænd til
humoristiske Silener, Satyrer og Fauner, og Gadetøser
til tryllende Nympher og Bacchantinder: derom
kan man blot overbevise sig ved at læse og
forstaa ham selv . . . Man vil overhovedet
aldrig forstaae Bellmann, aldrig bedømme ham
æsthetisk rigtigt, naar man ikke i ham seer
en humoristisk og ægte komisk Natur, som dog
besad for meget Gemyt, til altid at kunne tabe
sig ganske i den Verden af groteske
Carricaturer, han skildrer med saa megen Styrke.
Derfor synes det ofte, som om han midt i
Begeistringens Ruus ikke kan undertrykke den
melancholske Følelse ... I flere af hans
vildeste Dithyramber yttrer sig en elegisk
Grundtone, og Lyset i de komisk-humoristiske Scener
mangler ikke altid den tragiske Skygge . . .
»Og nu hans Naturskildringer, hans Idyller,
kan noget være mere sandt, naivt, sødt og
barnligt, og i Enfoldigheden mere stort og
ophøjet? Hans ene Fiskersang: Op, Amaryllis,
vakna du hulde! kunde giøre ham udødelig...»
(Citat fra Arndt.)
Som man ser, er disse begejstrede
Udtalelser stærkt paavirkede af Arndts
Bell-manskarakteristik i Einleitung zu
historischen
Carakterschil-d e r u n g e n, Berlin 1810, som han jo
ogsaa citerer; og hans Omtale af
Bellman stemmer i mangt og meget overens
meel den nyromantiske Skoles Opfattelse,
saaledes som den fremsattes i
»Phosphoros» 1812; men den er dog paa visse
Punkter selvstændig, og den har for os
den Betydning, at det er med denne, at
Bellman indføres i Danmark som litterær
Personlighed1; og vi kan nu begynde at
spore Paavirkning fra Bellman hos
forskellige Digtere, ligesom ogsaa
Benyttelsen af hans Melodier tager Fart igen.
Efter Atterboms Udtalelse skal
Oehlenschläger selv have sunget Bellman, og i
»Fostbrødrene» (1817) benyttes Melodien til
Ep. 9 til en Bryllupssang (»Nu kiære
Venner, Broder og Syster» . . .), der
synges af en omvandrende Sanger, mens han
»slaaer sit Hakkebræt», men Teksten har
ganske vist intet med Bellman at gøre.
Samme Aar skrev Henrik Hertz en Vise
(»Barbitonen ved min Arm, — Glødende
af Vinen, varm — I det høje Græs jeg
hvilte» . . .) til Melodien af Fr. Ep. No.
42 (Ren kalad jag spår . . .) ; den blev
trykt 1819 i »S t u d e n t e r v i s e r», og
er (efter Erslevs Forfatterlexikon) saa
vidt vides det første Digt, Hertz fik trykt.
Selv om Indholdet her ikke er Bellmansk
i sin Stemning, saa fremgaar det dog af
Benyttelsen, at Hertz kendte Bellman
allerede paa dette Tidspunkt. Den
Bell-man’ske Indflydelse paa Hertz’s Digtning
spores imidlertid i adskillige andre Digte
fra hans tidligste Tid; her skal kun
nævnes »Reisen til Appeninerne»,
»Spadsere-touren» og særlig flere af Digtene i
»E-rindringer fra Hirschholm». I dem alle
findes en livlig og naturlig Dialog, hvis
Mønster man absolut maa søge i Fredmans
Epistlar. At han ogsaa til to af
Hirsch-holmdigtene benytter Bellman’ske
Melodier bestyrker den Overbevisning, at han
1 Den blev delvis gengivet i Con v er sat i o
ns-Lexikon eller encyclopædisk Haandbog
ved H. A. Kofod. 21 Bind. Kbh. 1S24 og
paa den Maade bekendt for en større Kreds
296
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
