Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Bellman og Danmark. Af Fr. Birket-Smith. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fr. Birket-Smith
Disse Sange vare paa den Tid saa godt som
ubekendte i Danmark. Nu sang vi dem for
Hertz, der ligeledes her hørte dem for første
Gang. Han blev saa henrevet af deres
Skjønhed og saa begjærlig efter at kende dem alle,
at han med ustandselig Iver opfordrede mig
til atter og atter at synge dem for ham . . .
Naar jeg nu paa Hertz’s Opfordring havde
gjentaget og atter gjentaget disse Sange for
ham, tog han tilsidst Bogen under Armen og
sagde: »Nu skal De have Tak! nu troer jeg
nok, at jeg kan synge dem; jeg vil nu gaa
ind til mig selv og prøve om jeg kan.» Da
gik han, men kom kort efter atter tilbage og
sagde paa sin godmodige og halv poliske
Maade: »Ak! jeg troede, at jeg kunde dem!
Vil De ikke blot synge dem een Gang endnu?
Blot een Gang, saa kan jeg dem.» Og jeg
begyndte da forfra, saa vi med Rette i senere
Aar kaldte denne Sommer:
Bellmanns-Som-meren . . .
Fru Heibergs Paastand: at Hertz først
1832 lærte Bellman at kende, er som vi
allerede har set, ikke rigtig. Hertz’s først
trykte Vise fra 1819 var jo til en
Bell-mansmelodi, og i »Kjærlighed og Politik»
fra 1827 benytter Hertz Melodierne til
Fr. Ep. No. 42 og No. 9. Men det skal
indrømmes, at Bellmanssværmeriet i
Hirschholm satte dybe Spor hos Hertz.
Under selve Opholdet dér skrev han den
allerede omtalte Digtsamling
Erindringer fra Hirschholm, hvori
navnlig de to Digte »Posthuset i
Hirschholm» og »Billardspillet» maa siges at
være bevidste Efterligninger af Bellman.
Foruden i hele Stemningen og i
Benyttelsen af den Bellman’ske Dialogform,
mærker man ogsaa i selve Sproget direkte
Paavirkning fra Fr. Ep. (saaledes Hertz’s
jævnlige Benyttelse af : Se ! og Ak ! Mærk !
og Hør!). I sin senere Digtning fortsatte
Hertz ad samme Spor og vandt i
Vaudevillerne et stadigt større Mesterskab i
Behandlingen af Dialogen, samtidig med
at han i mange af sine lyriske og
fortællende Digte bibeholder adskillige
Enkeltheder, som er ejendommelige for
Bellmans Stil.
At Skønheden i den malende
Naturskildring hos Bellman ogsaa var gaaet op
for andre danske Digtere, ser vi i Chr.
Winthers Digt »Vandring og Opdagelse»
(»N o g 1 e Digte», 1835), der er
skrevet til Melodien af Fr. Ep. No. 42.
Skjønt forvænt til By og Buur
Skal De gaa med mig en Tuur,
De skal se en kraftig, fyndig,
Frisk og yndig
Skovnatur! . . .
Ole vander, — han har Hast!
Peter binder Seilet fast,
Baaden gynger, hør, han synger
Mens han klynger
Sig til Mast . . .
Skyen truer sort mod Nord.
Som en Fæstningshvælving stor,
Men mod Vest, hvor Solen hviler,
Himlen smiler,
Freden bor.
Over Søens blanke Vand
Gaaer en bred og gylden Rand.
Skoven Kysten huldt omringer
Fisken springer
Fast i Land.
Ned ad Bakke Heste og Køer nu stiger
Og bagefter langsomt sniger
Dorsk en Bondemand.
At Chr. Winther, som den udprægede
Lyriker han var, kom under Bellmans
Indflydelse i sine Naturskildringer kan let
forstaas, men det er ogsaa naturligt, at
man derudover ikke mærker nogen
synderlig Paavirkning hos ham fra den
Fred-man’ske Digtning.
Anderledes stiller det sig med
Aarestrup, der allerede 1824 skrev et Digt
»Charlottenlund» (i »Digte», 1838), der
baade i Indhold og Form er en
Efterligning af Epistlerne:
Kom med Citronerne! adræt!
Pauline, du har Sukker!
Romflasken — saa, den lJrop var tæt!
Din Skaal! Hør hvor det klukker.
298
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
