Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Bellman og Danmark. Af Birket-Smith. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fr. Birket-Smith
Saga og Runebergs Fänrik
Ståls sägner, der giver Sveriges
Poesi Verdensborgerrang.
Mere indgaaende havde Borchsenius i
Anledning af Ljunggrens:
Bellman og Fredmans Epistlar,
1867 behandlet Bellman og hans Digtning
i en Feuilleton (ligesom den anden nævnte
optrykt i Borchsenius: Literære
Feuilletoner, 1880). Han giver der
en kort Oversigt over
Bellmansdigtnin-gens Skæbne her i Danmark og anbefaler
sine Landsmænd, som altid har vist
Interesse for Bellman, ogsaa at stifte
Bekendtskab med Ljunggrens Bog. I en
anden Feuilleton: Om at synge
Bellman drager han kraftig til Felts mod den
her hjemme (og for Resten ogsaa i
Sverige) almindelige Maade at foredrage
Bellman paa: nemlig som Kvartet eller
Korsang. Borchsenius peger paa virkelig gode
Bellmansfortolkere, der er gaaet i Bellmans
egne Fodspor med Hensyn til Foredraget,
bl. a. Kernell og Lars Hjortsberg, og han
slutter: »Saa er det ogsaa værdt at tænke
over, hvorledes vi Danske, der elsker
denne vort Broderlands maaske største
Digter, skulle lade ham komme til sin fulde
Ret, naar vi prøve paa at udføre hans
udødelige Sange.»
Om denne Henstilling har virket, er det
umuligt at sige — endnu den Dag i Dag
finder man stadig Bellmanssange paa
Sangforeningernes Programmer, men den
viser en Forstaaelse af Naturen og
Karakterejendommelighederne ved
Bellmans-sangene, som først langt senere skulde gaa
op for det store danske Publikum.
Den Månd, i hvis Lod det faldt at aabne
Danskernes Øjne for det rigtige i disse
Betragtninger, og som mere end nogen
anden bidrog til at vedligeholde, ja, endog
i høj Grad forøge Interessen for Bellman
her hjemme, var imidlertid ikke nogen af
vore egne. Som ukendt kom han her til
og vakte en jublende Begejstring, han
rejste videre — men kom stadig igen; og
nu er der ingen Bellmansinteresseret, som
ikke kender Sven Scholanders Navn. Det
var i Nov. 1893, at han gav sin første
»Vise- og Bellmansaften» i København,
og om selve Aftenen fortæller Ch. Kjerulf
morsomt. Uden noget personligt Kendskab
til Scholander og hans Præstationer havde
han dog paa det varmeste, opflammet af
et Brev fra Scholander, anbefalet Wilhelm
Hansens Musikforlag at arrangere en
Koncert, og Kjerulf var mere end spændt
paa, hvorledes denne vilde forme sig.
Kjerulf beretter nu:
Det blev en Succes, saa stor, som vi ikke
meget længe havde kunnet antegne her
hjemme . . . Folk lo og pludrede og nynnede og
sang og var himmelhenrykte ned ad alle
Trapperne og foran Garderobe-Diskene. Jeg selv
var ganske hed i Hovedet af Spænding og
Henrykkelse over den Sejr, jeg syntes vi havde
vundet. For jeg havde virkelig spillet Hazard.
Men i Garderoben kom jeg til at staa ved
Siden af en af vore bedste og fineste Musikere,
en meget klog, men ogsaa meget kritisk
Syrn-foni-Komponist. Jeg ved ikke ret, hvordan de
kom. Men jeg havde nok midt i Begejstringen
ved Udgangen af Salen hørt et Par rigtige
Patent-Fag-Musikere haanligt hviske »Varieté!»
— det sad mig endnu i Kroppen ... og nu
havde jeg en sikker Forvisning om, at Symfo
nikeren der ved Siden af mig, der tog Tøjet
.paa, hørte til samme Kategori ... og Krigs
modet flammede op i mig i lyseste Lue.
Kamplysten vendte jeg mig til min Nabo og sagde
nok saa spydigt-spagfærdigt: »Naa, hvad siger
De? Det var jo ikke saa helt gält, vei?» — Men
da skulde De se. Den formodede Fjende foer
løs paa mig, og det kom ganske sammenbidt
rasende fra ham: »Ikke saa gält? Naa. mere
synes De ikke, det er? . . . Jeg vil sige Dem,
højstærede, at dette er noget af den fineste og
bedste Kunst, jeg har hørt, dette er
’Gesammt-kunst’ i Ordets bogstaveligste Betydning: Text
Musik, Plastik . . . Det er paa Højde med
Ristori . . . det er . . .!» Men da maatte jeg le,
som jeg var pisket, og berolige ham med et:
»De skal endelig" ikke forivre Dem . . . for det
er mig, der har skaffet ham hertil!» Og saa lo
vi to-stemmigt . . .
I de følgende Aar — lige op til de
37°
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
