Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Bellman og Danmark. Af Birket-Smith. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fr. B i r k e t-S m i t h
Guden er Carl Michael selv. 1 dette Navn,
hvor Rus og Mystik, Helten og Erkeenglen
mødtes i en Sjæl og blev Poesi, kom Dionysos
først til Bevidsthed her i Norden, — alle de
andre, fra de groveste Fauner til Fredmans reneste
Satyrsind, er kun Udstraalinger af hans Væsen,
deres Navne Skjul for hans . . . Han har som
en Naturaand gjort sig til eet med Træer og
Skyer og med den nordiske Sommers Vemod;
han har gjort en fattig Piges Sovested til en
Liljeseng og søgt Dødens Salighed i hendes
Arme, han har gjort en Krostue til et dionysisk
Mysterium . . . Han har virkelig uden at vide
det eller kunne sige det saaledes — været
Dionysos, det evige Øjeblik . . .
Vilh. Andersens højsvungne, lyriske
Udtalelser viser, hvor højt han selv sætter
Bellman og hans Poesi; men de har ikke
rigtig Fodfæste paa Jorden, og kun for
den, som i Forvejen er fuldt fortrolig med
Bellman, har de Værdi; de har intet Bud
til den jævne Lægmand og har sikkert
heller ikke bidraget til Forstaaelse af -—- eller
blot Kendskab til Bellman her i Danmark.
I højere Grad var dette Tilfældet med en
Artikel af Harald Nielsen i »Illustreret
Tidende» 1901, hvor der anstilles en
Sammenligning — eller rettere gøres Rede for
Forskellighederne — mellem Bellman og
Wennerberg; men endnu mere gælder det
om Prof. Peter Hansen, der 1903 fik et
Eksemplar af Björkmans
»Bellmans-forskning» (udk. 1892) i Hænde og greb
Lejligheden til at skrive et Par lange
Artikler om Bellman i »Nationaltidende».
Først giver han et Resumé af Bogens
Indhold med dens Rigdom af biografiske
Oplysninger og Rettelser af tidligere
Fejltagelser, og derefter gaar han over til en
Vurdering af selve Bogen, hvis Betydning
han fastslaar i følgende Ord:
Af dette umaadelige Materiale stiger da for
første Gang det paalidelige Billede af Bellmans
personlige Liv og Færden, som der har været
gjort Tilløb eller Udkast til tidligere, men som
ingensinde før har haft saa sikker en Baggrund
som her . . . Bellmans-Forgudelsen vil ikke
undgaa at faa et Knæk ved det nærmere
Kendskab til Skjaldens menneskelige Skrøbeligheder
og Skavanker. Men Bellman-Forstaaelsen vil
vinde ved, at han ikke fjernes fra sin Digtning
som en højt over dens Djærvheder svævende
Seraf, men bringes i Livets egen naturlige
Forbindelse med dens Skikkels’er og Optiin. Og
Digtningen selv — den er og bliver til alle
Tider en enestaaende lyrisk Forherligelse af et
glad og ubundent Folkeliv, over hvis burleske
Udskejelser Humoren spreder sit forsonende
Skær og Tonerne deres harmonisk afstemte
Farver.
Som allerede nævnt er den digteriske
Paavirkning ikke paaviselig i nogen
væsentlig Grad for det yngre Slægtled i dansk
Poesi, først i de allersidste Aar synes den
at dukke op igen (f. Eks. hos Seedorff) ;
men et andet Udslag af Bellmansinteressen
har vi i de Oversættelser — mere eller
mindre vellykkede — der nu ser Lyset.
Enkelte Epistler og Sange fandtes — som
allerede før berørt — i Oversættelse fra
meget forskellige Hænder; de forskellige
Efterdigtninger — f. Eks. Heibergs og
Plougs — er ogsaa omtalte; men et
rationelt Forsøg paa at oversætte en Række
Bellmaniader finder vi først i den af Chr.
Nees 1900 udgivne Digtsamling »Fra
Ungdomstiden» (2. Udg. 1905 med Titlen:
»Rimbundne Minder»), hvori findes
vellykkede Oversættelser af Fr. Ep. No. 49,
81, 61, 58, 30, 76, Fr. S. No. 10, ii, 5 a
samt Fr. Test. No. 217; i samme Samling
er Oversættelse ved L. B. (o; afd.
Over-postinspektør L. Broge) af Fr. Ep. No. 3
og 26.
Allerede to Aar efter fulgte Martin
Petersens Prosaoversættelse af en Del af
Epistlerne og Sangene (2. Udgave 1905);,
nogen større litterær Værdi har disse
Gengivelser dog ikke, saalidt som de — vistnok
utrykte — Oversættelser (af W. Barbieri),,
som den gamle Skuespiller Carl Meyer
benyttede ved sit Foredrag til Luth af
Fredmans Epistler og Sange; langt nærmere
Bellman kommer Johannes Marers
Gengivelser fra 1918; men en virkelig
mønstergyldig Oversættelse kom først i 1920..
366
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
