Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Olav Duun. Av Eugenia Kielland. I—II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Olav Duun
ikkje si meg regtig fri for; men kncgaat han
har eg no ikkje da!» ■—• Hos andre træffer
vi paa en spaltning i sindet som opstaar ved
at tanken er ved at frigjøre sig, mens
instinkterne med uslitelige røtter sitter fast i
det gamle. »Jeg tror ikke Vorherre finds»,
siger Unge-Lars Lines; »men han har et eget
lag til at plage folk likevel.»
Ind i et samfund av denne religiøse type
bryter saa av og til en pietistisk vækkelse.
Dels virker prædikanten ved at skjærpe
naturelementet i religionen, frygten, ångst for
døden og dommen. Dels vækker han trangen
til at flyte ut i følelse, broderfølelse,
frelses-glæde. Undertiden faar han tak i den enkelte
samvittighet og vrir den religiøst til.
Saaledes med Unge-Lars; de religiøse kilder som
løses i ham ved vækkelsen, ledes ind i hans
samvittighets Augiasstald og renser den i en
fart; rigtignok river de hele huset ned med
det samme.
I Paa Lyngsøya er det selve
prædikantens psyke som beskjæftiger Duun. Martin
Brudalen er en gut som andre gutter til han
i 15 aarsalderen mister far og mor ved et
forlis; selv reddes han fra hvælvet som ved
et under. Av sjælsrvstelsen og folks undrende
medlidenhet stiger den tanke i ham at han
er en som sorgen har utvalgt sig, og denne
tanke har en forunderlig sødme. Hvor han
kan komme til, vælger han fra nu av
ulykken. Under lek med en pike paa et høiloft blir
hans sanser voldsomt og uhyggeligt vækket.
Skammen svier som piskeslag; men ogsaa
denne smerte har sin vellyst: saa ondt skal
netop han ha det! Paa samme vis tar han det
da han faar mistanke paa sig for at ha
slaat rutene ind hos presten med en
brændevinsflaske; han lar mistanken sitte, skjønt
den driver ham fra bygden —■ det fuldbyrder
hans martyrium, og gir ham desuten en
livsplan : engang at komme tilbake og si sine
sambygdinger et sandhetsord! Snart er han
en navngjeten lægprædikant som tordner
väldig mot tidens urenhet og ondskap. Bare av
og til er det som han ser for sig et lite
muntert skøierfjæs: »Men er det ikkje berre
du som er furtin da Martin?» Det er hans
unge søster, Astrid, det eneste menneske han
er glad i, som har strævet trofast for at rive
ham ut av hans usunde selvoptathet.
Endelig skal han efter aars fravær
virkelig tale i hjembygden. Da har han aftenen
før en oplevelse : fra skogen ser han en ung
pike klæ sig av og gaa i bad. Og pludselig
bryter dyret løs i ham; han maa rømme
tilskogs for ikke at kaste sig over hende.
Skrækslagen, sønderknust stirrer han ind i
sig selv: slik lever den1 i ham, den urenhet
han har søkt at præke sig væk fra! Endda
værre blir det for ham fordi han under sin
sexuelle ophidselse ogsaa tilsmudser
forholdet til Astrid, det reneste og skjæreste han
eier, med sykelig erotik. Braat slutter han
som prædikant. Han maa ha ro til at rense
sig, tid til at komme til opgjør med Gud.
Saa tar han paa med grovt bondearbeide
ute i havkanten. Og arbeidet gjør ham godt,
tar tankene bort fra ham selv og lar ham
kjende den sunde glæde ved at gjøre nytte.
Og Tora, den unge glade datteren paa
gaarden, forelsker sig i den tungsindige
gaards-stvreren, og fanger ham en stjernekveld. Han
lar sig fange — skjønt han vet han spiller
falskt spil: hans følelser er ringere end
hendes, er sanser og ikke sind. Hendes fulde,
hengivne kjærlighet vinder dog ind paa ham,
og lykken begynder at smile til ham. Da viser
det sig at han som saa længe har valgt
ulykken,. ikke har sind til at bære lykken; han
mangler motet og troen som skal til for at
holde den fast. Pint av angst, i evig uro
kastet frem og tilbake mellem frygten for at
tilegne sig sin lykke og frygten for at miste
den, kjender Martin sig for anden gang
sjælelig fallit. Atter skriker det i ham efter et
opgjør, brændende begjærer han at se Gud.
En vetløst forfærdelig nat ute i havkjæften,
hvor stormen pisker alle primitive angster
tillive i ham, naar han virkelig ogsaa denne
oplevelse. Utmattet til det yderste løftes han
til en ekstase av mystisk følelse. Men straks
han vaakner av den, vender han igjen blikket
indover og ser sit indre, istykkerhakket av
refleksion, vrængt ut og ind i selvbespeiling;
og denne mangel paa umiddelbarhet kjender
han som en mangel paa egthet — slik kan
Gud ikke slutte pakt med! Paa vanviddets
rand beslutter han et blodoffer for at vise
Gud sin ærlighet; over sine kjæres lik vil
han tilrope Vorherre: Tror du mig nu? Han
har alt kniven i haanden; da reagerer hans
menneskelige følelse, og en voldsom graat
redder hans forstand. Endnu er dog hans sind
sykt. Men saa kuldseiler han en dag; og
timerne paa baathvælvet, som viser ham
dødens ansigt saa nær at dens aande er i hans
strupe, helbreder for alvor hans krise. For
i de timer kjender han i sig en følelse saa
sund og oprindelig at den er nok til at leve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
