Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Harald Kidde. Af Chr. Rimestad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Chr. Rimestad
fortærende Inderlighed alle Forelskelsens,
alle Sværmeriets Stadier; og da dette
Forhold blev brudt, var han, skønt knap
tyve-aarig, en ældet Månd, og det var hans
Overbevisning, at han aldrig skulde elske nogen
Kvinde mere, aldrig som Kierkegaard
udtrykte sig, »realisere det almene».
Saa levede han da en Aarrække her i
København med sin Moder, han elskede saa
højt, og hvem han skyldte saa meget, og sin
ti Aar yngre Broder (der senere blev en
kendt Politiker og i meget ung Alder kom
ind i Tinget, men blev revet bort 30 Aar
gammel, ogsaa af den spanske Syge, en
Maaned efter sin Broder). Han havde
allerede skrevet en Mængde i Skoletiden, Digte,
Fortællinger og gjort vidtløftige Udkast til
Aage og Else. Kidde elskede Lyriken over alt
andet i Litteraturen. Han kunde Mængder
af tyske, svenske og danske Vers udenad.
Højest elskede han de søde, tungsindige
Strofer, de der rummer Enkelhed men
ogsaa Dybde, og derfor det fjerne
Perspektiv og den meget lange, saa at sige
»uendelige» Resonnans. Hvor mange Poeter har
han ikke taget ind til sit Hjærte, selv de
tilsyneladende saa ganske spinkle og helt
uanselige, naar blot Tonen var ren og han hørte
Hjærtet banke bag Ordene, selv om det var
nok saa tyst. Hans Yndlingsdigter blandt de
moderne blev Johs. Jørgensen, men han satte
ogsaa Kai Hoffman og Thøger Larsen
meget højt. Blandt Svenskerne elskede han
Oscar Levertin og Anders Österling, og hin
mærkelige Vilhelm Ekelund, som han aldrig
kunde blive træt af at tale om og citere.
Men forøvrigt holdt han af al Poesi — blot
den var oprigtig og var Udtryk for en
Personlighed. Han gouterede saaledes ogsaa
i høj Grad Niels Møllers pragtfulde, ofte
sære og i vanskelige Ord og Rytmer iklædte
Kunstpoesi, thi han mærkede bag al Pragten
et meget stærkt og mandigt Sind med høje
Krav til Mennesket. Niels Møllers Poesi blev
ham et næsten nødvendigt Komplement til
Johs. Jørgensens, der tolkede alt det i dansk
Race, der er vegt, og flyder hen i Længsel
og Hjemve, opløser sig til lutter Stemning.
Kidde, der i sin allerførste Ungdom skrev
saa mange Vers, opgav imidlertid selv
Lyriken. Han blev, sikkert med stor Smerte,
klar over, at det ikke var ved de Midler,
den bundne Rytmes og Rimets, at han skulde
udtrykke sit Væsen. Allerede som tyveaarig
viede han Prosaen hele sit Liv. Men derfor
sagde han ikke Poesien Farvel. Han blev
tværtimod en af den moderne danske Prosas
højst begavede Poeter. Man behøver kun at
læse en Side af ligegyldig hvilken Bog af
Kidde for at være klar over, at det er en
Poet, som taler. Han havde en vidunderlig
Sans for Sprogets Rytmik, og han opnaaede
ofte de mest pompøse Virkninger; faa, og
ingen i Nutiden, har i den Grad faaet det
tilsyneladende jævne, farveløse og klangløse
danske Sprog til at tone som et Orgel. Der
er Perioder i alle Kiddes Bøger, som Elskere
af Poesi kan udenad, som om det var Vers:
han forstod i overordentlig Grad at udnytte
Sætningernes Leddeling paa rytmisk Vis,
Kommaerne kom til at spille en afgørende
Rolle, paa den Maade fik de enkelte Dele af
Perioden en usædvanlig Vægt. Der er
Sætninger af Kidde, der virkelig er som et
Orgels Musik — langtfra vandrende og
langsomt fremrullende, fjernthen skridende .. .
ja man fristes, man næsten tvinges til at
anvende Præsens Participier, fordi ingen i
moderne dansk Prosa har udnyttet som han
Præsens Participiets Virkning, en prægtig,
en tonende Erstatning for det danske Sprogs
altfor mange flove »som»’er og »der»’er.
Derfor kom Kidde heller ikke i den Grad,
man kunde have ventet, til at føie Savnet
af Verset, han i sin Ungdom havde dyrket
saa passioneret. Han fik fuld Anvendelse
for sit Sinds rige Lyrik i sine Prosaværker,
uhæmmet af Rimet og af den taktfaste
Rytme. Der er en Mængde Passager i alle
hans Bøger, som vilde være Vers i moderne,
fri Forstand, hvis ban havde sat Linjerne op
som Vers. Paa den Vis vilde man af hans
Bøger kunne skabe en overordentlig
værdifuld Digtsamling af frie Vers, selvom disse
Passager naturligvis umuligt vilde kunne
vinde ved at løsrives fra Helheden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
