Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Harald Kidde. Af Chr. Rimestad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ha raid Kiddc
sens og Tilbedelsens Offer krympe sig i
Smerte, synes samlet i- denne unge Kvinde:
hun er individuel til det mest facetterede,
men hun er saa fuldstændig en Repræsentant
for visse Sider i Kvinden, at hun erkendes
som en Tvpe. Månge store Skribenter har
skildret den samme Type, men kun faa med
saa vidt og fint forgrenet en Sporsans som
Kidde: hun er mangfoldig og dog een. Det
er paa samme Tid den mest individuelle og
mest repræsentative Kvinde i Kiddes
Produktion.
Men vel at mærke: kun i første Del. Det
er yderst vanskeligt at akceptere hende i
anden Del af Værket. Hun har gennemgaaet
en saadan Forandring, at det virker paa
Læserne som en Forvandling — man kan ikke
kende hende igen, man kan end ikke skimte
hendes tidligere Væsens Træk. Grundig,
samvittighedsfuld til det yderste, som Kidde var,
har han saa fyldestgørende, det var ham
muligt, søgt at forklare, hvordan denne
Forvandling kan være foregaaet — men det
bliver ikke nok, den egentlige inderste,
organiske Forklaring mangler, og man kan være
temmelig sikker paa, at naar den mangler,
saa er den simple Grund den, at den ikke
eksisterer. Kidde har, mod sin egen Vilje,
mod sit eget Vidende, her givet efter for
det, han ellers frygtede mere end
nogetsomhelst andet: Vilkaarligheden i en Digters
Fantasi.
Men alle hans Hovedpersoner (i hvert
Fald i de store Romaner) er granskede med
en lignende aarvaagen Sans for det
differentierede som Helene i første Del af »De
Blinde». Det er ubestrideligt, at hans
mandlige Hovedpersoner ligner hverandre som
Brødre, og alle staar i intim Kontakt med
ham selv. Det gælder om flere af dem, at de
ikke staar Maal med det Billede, Kiddes
Venner har bevaret af ham. Han var samtidlig
et meget sagtmodigt og et meget stejlt
Menneske. Han var tiltrods for alt det kvindeligt
følsomme i sin Natur en udpræget mandig
Karakter. Han var uendeligt overbærende
overfor Menneskenes Skrøbeligheder og’
Synder, naar han erkendte i Dybet af disse
Mennesker en Vilje til Sandhed og Godhed, en
Respekt for Aand, en Ærbødighed for det
Store her i Verden. Han var protestantisk i
sin Bedømmelse, for saa vidt han lagde meget
mere Vægt paa Sindelaget end paa
Gerningerne. Drejede det sig om Digtere, var der
faktisk ingen Grænser for Omfanget af hans
Overbærenhed. Forhutlede, af det
ubarm-hjærtige. nøgterne Nutidsliv og af egen Synd
og Svaghed tilsølede Digterbohëmer har han
taget ind i sin Sympati, fordi han instinktivt
erkendte, at det eneste, der for Alvor var
vigtigt for ham: Sjælen ikke var gaaet under.
Til Gengæld var ban ubarmhjærtig i sin Dom
over de afgjort »dennesidige», de der har
tilsat deres Sjæl for at opnaa denne Verdens
Goder, de begærlige, de selvtilfredse,
Egoismens haardhj ærtede Stympere bag det fine
mondæne Antræk. Kidde var et i dybeste
Forstand beskedent Menneske, jeg mener ikke
blot beskedent i den Forstand, at han
fordrede det mindst mulige for sig selv af just
det. Flertallet af Mennesker jager efter, men
beskeden i den langt dybere Betydning, at han
aldrig glemte, hvor langt han selv var fra
Idealet. Men denne beskedne Månd kunde
synes næsten hovmodig, naar ban saa visse
af det mondæne Livs Store, som Tilfældet
bragte ham sammen med, over Hovedet. Hans
Foragt kunde være isnende. Alen hans
Instinkt tog sjældent Fejl: usvigeligt sikkert
følte og erkendte han, hvor der var en
menneskelig Værdi igen, og hvor
Overfladetilværelsen havde kvalt den. Det var dette stejle,
der ikke vilde og heller ikke kunde gaa paa
Akkord, som gav Kiddes Karakter dens
afgørende Mandighed, dens Marv og dens
stærke Struktur.
Legemligt svag var ban heller ikke, skønt
han ved en flygtig Betragtning kunde se
saadan ud. Han havde en seig Styrke ogsaa i
sin fysiske Konstitution, der for saa vidt
var i fuld Overensstemmelse med hans
aandelige. Han trængte til megen Søvn, men
faa Skribenter har da ogsaa arbejdet saa
vedholdende — Dag ud og Dag ind Aar
igennem — og med et saadant Opbud af
sjælelig Energi. Hans Distraktioner var
Læsning og Vandring. I sin tidlige Barndom
fik han set vidstrakte Egne af Jylland til
Vogns, hans Fader, der var Vej inspektør i
Vejle, tog ham med paa Hundreder af
Køreture. Senere blev det ikke til Vogns, men
paa sine Fødder, at ban tilbagelagde meget
store Strækninger. Hvor brugte han ikke
sine Ben paa sine to Rejser i Svejts og
Schwarzwald, hvad har han ikke set af
Skove, Byer og Bjærge ! Visse Dele af
Sverige fra Skaane til Värmland kom han til
at kende som ingen anden dansk Skribent
har kendt disse Egne. Sine Indtryk fra
Sverige har ban benyttet i Lotni og Jærnct,
2 I 9
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
