Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Harald Kidde. Af Chr. Rimestad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Chr. Rime s t ad
hans Skildringer fra de gamle tyske Byer er
samlet i det efterladte Bind Vandringer, og
betegner et Højdepunkt i dansk deskriptiv
Kunst. Han elskede ingenlunde blot de
saakaldte smukke Aarstider — Foraaret,
Som-ren og Løvfaldsmaaneden — ban holdt ogsaa
af de barske og nøgne Maaneder. Han har
en Vinter vandret det halve Sjælland rundt,
og lian frygtede ikke Havets Kulde, selv om
Vinteren tog han af og til, uden at være
trænet, et Bad. Maaske var det netop hans
sunde Organisme, der ikke var medtaget
hverken af Alkohol, Tobak eller Nattesvir,
der gjorde ham til saa let et Offer for den
spanske Syge. der just begærligt kastede
sig over de Raske.
Alt i alt maa man sige, at Kidde i sine
Bøger kun gav et ufuldstændigt Billede af
sit eget Væsen. Det var meget mere
Sagtmodigheden, Overfølsomheden,
Nerveirritabiliteten, Sjælens Angst og Kvide, end det var
Stejlheden, Fastheden, Styrken, den
enestaaende Viljens Taalmod og Udholdenhed, han
gav Udtryk.
Men indenfor det forholdsvis begrænsede
sjælelige Omraade, ban valgte at beskrive,
var ban en ualmindeligt indtrængende og
skarpsynet Psykolog. Man kan maaske endog
sige, at ingen anden dansk Romanforfatter
(med Undtagelse af Kierkegaard i »Skyldig—
Ikke Skyldig», den tredje Del af »Stadier
paa Livets Vej», ved Siden af »Forførerens
Dagbog» i »Enten—Eller» det eneste af hans
Arbejder, man har Lov til at benævne
Roman) har haft en saadan Evne til at faa et
sjæleligt Stof til at yngle. Og indenfor de
talrige Afsnit, hvori hans Erindring eller
psykologiske Fantasi leddelte Stoffet,
eftersporede han de indre Bevægelser med en
Lydhørhed, der var overordentlig. Hans
Trang til Sandhed tvang ham ofte til at
gøre Replikerne næsten pinligt brudte, netop
saa ufuldstændige, som de under svære
Sinds-rørelser bliver det i Livet. Her var der en,
forøvrigt lidet heldig Indflydelse fra
Herman Bang at spore — Digtning staar sig
ikke ved at ville tage en direkte
Konkurrence med Virkeligheden op, Digtning maa
altid blive en Syntese.
Men beundringsværdig var den Sans, Kidde
viste for Eftersporingen af den Sværm af
Tanker, der akkompagnerer Repliker —
ingen i dansk Litteratur havde vist sig saa
opmærksom, saa gennemskuende, saa
lydhør. Han aabenbarede det, Mennesker
skjuler, det der dølger sig af væsentligt bag det
sagte, alle de Maader, hvorpaa Menneskene,
hvad enten det sker bevidst eller ubevidst,
bedrager sig selv eller de andre. Han var især
i Stand til at gøre Rede for det Kaos af
Tanker, der farer gennem en Hjærne i de
store oprevne Øjeblikke, hvor det,
Menneskene faar udtrykt i Sætninger, der stammer
og famler, som om de segnede under den
indre Vægt, er for lidet, næsten intet at
regne i Sammenligning med den Verden af
Følelser og Forestillinger, der huserer i
deres Indre.
Man kan beklage, at Kidde, der faktisk
havde saa stærk en Sans for det
Almenmenneskelige, for den store enkle Rytme i
Menneskets Liv fra Vuggen til Graven, at
han kun en eneste Gang i »Aage og Else»
fik Lejlighed til at skildre nogle af de mest
uundgaaelige Tilskikkelser. Men man maa
indrømme, at indenfor de Felter, hvortil han
hyppigst begrænsede sin sjælelige Forskning,
udfoldede han en sjældent klarsynet,
minutiøst ransagende Psykologi. Det var saa
meget des mere anerkendelsesværdigt, som han
først og fremmest var et lyrisk Gemyt, og i
Virkeligheden først rørte sig helt frit, naar
han fik Lov til at give sig sin visionære og
musikalske Lyrisme i Vold. De lyriske
Digtere plejer at være Epikere paa en ganske
anden Vis end Kidde. Tænk paa en Victor
Hugo, paa en Selma Lagerlöf, paa saa at
sige alle de Romantikere, der ved Siden af
Poesien har dyrket Romanen. Ingen af dem
— maaske med Undtagelse af Jean Paul —
blev Psykolog i moderne Forstand, som
Kidde var det. Havde Kidde tilhørt et af de
store Lande, havde han, med en lignende
Kunst og med lignende
Fremgangsmaader, skrevet paa Fransk, Engelsk
eller Tysk, kunde han maaske være
blevet en af Foregangsmændene for den
psykologiske Litteratur, der er blomstret
frem i alle de tre Lande i Tiaaret efter
Krigen. Aldrig har Monologen været saa
højt i Kurs som nu — det er den Form, en
Række begavede unge foretrækker, fordi den
er dem det sikreste Middel til at afsløre
Sjælens Liv i dens komplicerede og organiske
Tilstand, kun gennem den naar de den ofte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
