- Project Runeberg -  Ord och Bild / Trettioåttonde årgången. 1929 /
221

(1892-1951)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Harald Kidde. Af Chr. Rimestad

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

forvirrende, men derfor ikke mindre rigtige
Rigdom paa Nuancer og Mellemtoner. Og
Kiddes Bøger, ganske i Særdeleshed den
sidste »Jærnet», er rige paa Monologer. Selv
der, hvor Stoffet udstykkes i smaa Scener,
spiller Monologen en afgørende Rolle, thi
Kidde glemte aldrig, at Manden først og
sidst er et Enevæsen, og at selv om andre
Menneskeliv faar nok saa stor en Betydning
for den Retning, hans Skæbne tager, saa er
det dog med sig selv, han maa afgøre de
største Spørgsmaal, der bestemmer om end
ikke hans Skæbne i udvendig Forstand (thi
den er afhængig af blinde Magter, han ikke
selv er Herre over), saa dog i indvendig
Forstand, thi naar alt kommer til alt, er dog
det dybest bestemmende Maaden, hvorpaa
Manden tager de Tilskikkelser, Skæbnen
beskikker ham.

Kidde mistede i sin tidlige Ungdom sin
Barnetro, og saa vidt jeg ved, vandt han
den ikke tilbage. Men Kristus vedblev at
staa for ham som et Eksempel paa Storhed,
og man tør sige, at han glemte ham aldrig.
Men han var for bundet til Kulturen, han
havde baade for megen Respekt og for
megen Kærlighed til alt det i Kulturen, som den
egentlige Kristendom (og det var kun den,
der beskæftigede ham, thi Kompromis’ernes
Kristendom, der til en vis Grad har forenet
sig med og formælet sig med denne Verden,
var ham dybt imod) vrager ikke blot som
noget farligt, men som noget overflødigt.

Men hvor meget han end arbejdede med
andre Aandsværdier, Kristendommens absolute
Fordring til Mennesket kom han alligevel
aldrig helt uden om, og da ban var midt i
Trediverne, udgav han den storladne Bog
Helten (hvis første Del er et mægtigt
Mesterværk, men hvis anden Del for ofte er
blevet en Heksesabbat af Ekscentriciteter), og
i denne Bog havde han sat sig til Opgave at
vise Menneskene, hvad Kristendom er, vise
det i en levende Skikkelse, hvis beskedne
Liv bliver Ydmyghed, Selvudslettelse,
Opofrelse. Det er en af de danske Bøger fra den
sidste Menneskealder, som man tør spaa en
varig Tilværelse i endnu talrige
Generationers Erindring.

Det var ikke let at blive klar over,
hvorpaa den ejendommelige Magt, Kidde udøvede
over sine Venner, beroede. Denne yderst
stilfældige Mand virkede med en særegen
Autoritet. Maaske var det, fordi man
instinktivt, blot ved Synet af hans Ansigt, blot
ved Klangen af hans Stemme, følte, at hans
Gemyt var i en inderligere og stærkere
Kontakt end andres med det varigste og
værdifuldeste i Menneskets Aand. Han, der skulde
dø saa ung, havde aldrig været virkelig ung
— men han havde over sig et Præg af
noget evigt. Maaske beroede det paa, at hans
Indre helt havde præget hans Ydre. Thi
han, der ikke troede, levede sit Liv, hvert
Aars Uger og Døgn, som om en uendeligt
klarsynt og fordringsfuld Magt fulgte os
uophørligt og krævede os til Regnskab. Den
ubønhørlige og minutiøst nøjagtige
Sam-vittighedsgranskning der er Kærnen i Harald
Kiddes Digtning, den var ogsaa hans eget
Livs. I en Tid, hvor Menneskene har
forladt de gamle Idealer og har let, har altfor
let ved at glemme, ja ser i denne Evne til
Glemsel selve Livets skønne, brutale og
ustandseligt sig fornyende Princip — i en
saadan Tid var han et Vidnesbyrd om disse
ældgamle Idealers Storhed.

Han gav, i lige høj Grad ved sin Person
og sin Digtning, Menneskene Respekt for
noget, der ikke er fra i Dag eller i Gaar,
men har været til lige fra hin Tid, hvor
Mennesket er kommet til Bevidsthed om sin
Sjæl.

Ja — Glosen lyder i manges Øren
antikveret, men de, der har kendt Harald Kidde, og
de, der har læst ham med den Lydhørhed og
den Inderlighed, hans Poesi kræver, de
erkender, at han hørte til dem, der giver denne
Glose Virkelighed, en Virkelighed, som ikke
er mindre uomtvistelig end den, vore
Sanser og vor Fornuft erkender.

Denne Mand, som mange blandt Døgnets
travle Børn ansaa for livsfjern eller endog
livsfjendsk, han var netop en af dem, der
lyttede opmærksomt til Livets hemmeligste
og inderste Kilde.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 14:02:03 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1929/0249.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free