Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Ny dansk Lyrik. Af Kjeld Elfelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ny dansk Lyrik
lig Usselhed og den »selskabelige»
Forløjet-hed, saa var hans Evne til den nøjagtige
psykologiske Forklaring ikke mindre. I
Bogens eneste virkeligt lyriske Digt,
»Hoffmans Digt» saa man det. Med faa og smaa
Ord fortælles om en Kærligheds Undergang;
om Hverdagens smaa Pinagtigheder, der
dræber Følelsen. En dyb Sorg forsøgte at le,
en Månd prøvede paa at smile sin Sorg bort.
Det var virkelig patetisk Kunst. Desværre er
Verset tørt og kantet i sin Form, nærmest
en Prosa stablet op i Kolonner. Hans rette
Form vil da sikkert ogsaa vise sig at være
Romanen eller maaske Novellen.
De Digtere, som her er omtalt, er vel
alle naivt umiddelbare i deres Form, men
in-telektuelle i hele deres Bedømmelse. De vil
give Verset fra sig paa Papiret som en
Anskuelse. De vil mere end den lyriske
Sansning, de vil mere end opleve en Tilværelse,
hvad enten de finder den god eller ond; de
vil beherske den og tvinge den ind i et
Billede, en Kunst. Der findes ingen Tradition,
de ærer, de vil selv skabe en Verden, som
kan harmonere med deres Forestillinger og
deres Tilbøjeligheder. Deres Hyldest faar
Mennesket. De interesserer sig for ethvert
Udslag af det menneskelige. Ser man paa de
andre unge Lyrikere, finder man vel i nogen
Grad de samme Bestræbelser, men de
arbejder mere i egen Interesse og med
Hovedvægten lagt paa det formelle. Ikke saa
meget Anskuelse som Kunst, kunde man sige.
De er næsten alle »lyriske Begavelser» med
den Betydning lagt i Ordene, at de digter
spontant. Det er en umiddelbar Kraft i dem,
som maa udløses. De digter, fordi de maa,
ikke fordi de vil; og Digtningen betyder
Befrielse for dem. Vi nævner nogle Eksempler.
Poul la Cour er Maler, han ser i
Farvesammensætninger og »tænker» i Farver. Han
tegner med den enklest mulige Streg;
Tegningen er det vigtigste hos ham, Digtets
Skema saa at sige. Sin Forenklingskunst har
han vel lært dels hos det moderne franske
Maleri, dels i moderne fransk Poesi. Der
har han lært at se Motiverne malerisk, en
sort Figur mod en hvidkalket, solbeskinnet
Væg, en nøgen Kvinde mod et rødt Tapet,
en lys Skikkelse ved et blaat Hav. Motivets
Stemning føres saa over i Sindsstemningen
med fin Kunst. (Se f. Eks. Digtene »Broder
Frants og Fuglene» og »Pigen ved Brøn-
den», begge i Den galliske Sommer). Han
søger altid at tegne saa afgrænset som
muligt ved at fordele Lys og Skygge tydeligt
som et Træsnit. Ordets Værdi er ogsaa nøje
afmaalt, intet kan siges at være overflødigt.
Dansk Lyrik behøver denne Lyriker, vi
trænger til denne klassiske Ro i Verset. Han
har været mange Aar om at arbejde sig
frem, men allerede i 1922 havde han fundet
sin Form i Matisscbogen, en Række Vers,
der beskriver en Malers Motiver — og
typisk nok kun Tegningen — med kyske, lette
Ord, der endogsaa kan gøre det med rette
berygtede Stilleben betagende i sin
Enkelthed. Saa smukt former han Verset allerede
i Matissebogcn:
Gardinet svulmer svagt af Sommervind
der driver ind
med Solskinsild og Havets svale Luft
og Blomsterduft.
En Vifte falder fra det gyldne Hjul
i Stuens Skjul
og fænger fint i Gulvets röde Tegl
og lig et Sejl,
som Vinden ganske sagte puster op
staar Skovens Top
dærude, hvor i Havens grønne Pragt
alting er sagt.
Hærinde lever i hver Linies Form
Skønhedens Norm,
med søcle Stemmer trænger sagte ind
i Sjæl og Sind,
Tapetets sære Fabelfantasi
som Trylleri.
De rene Farver har saa skønt et Sprog
saa fat det dog,
se og forstaa den Ild, der staar omkring
hver simpel Ting.
Siden har han lært af Sollyset i Frankrig
at se Tingene endnu renere i Konturerne,
se den lyse, blaanende Tone og de strenge
Linier i et Landskab, Solen belyser haardt.
Frankrig og den farlige Hjemve har dannet
ham, givet ham et nyt Syn og vist ham, hvor
skønt det gamle var, den hjemlige Skov og
Barndommen. Af denne Brydning er hans
Kunst blevet levende og spillende ... Den
galliske Sommer (1927) og Den trcdie Dag
(1928). Ogsaa andre af de unge Digtere
arbejder paa at finde frem til den samme
Forenkling, baade i Synsmaade og
Fremstilling. De søger at faa Ordet til at veje
med dets fulde Vægt, at give det dets rette
lyriske Værdi tilbage. Saaledes har dansk
Lyrik faaet fine, melodiske Vers om den
evige Elskov, om Ungdom og Anemoner 1
den grønne Skov, Kærlighed under Æble-
469
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
