Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Ny dansk Lyrik. Af Kjeld Elfelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ny dansk Lyrik
ditionen paa den smukkeste Maade,
Traditionen, som den er bestemt af saa fine —
religiøse — Lyrikere som Johannes
Jørgensen og Helge Röde. Marcus Lauesens
Følelse har en religiøs Ydmyghed, der giver
Verset ikke blot en værdig Form, men ogsaa en
Stolthed, ingen kan tage fra ham: at have
faaet Livet og Evnen til at lide af Gud. Der
er den rette digteriske Taknemmelighed over
Livet i disse Vers, en Anelse om andre Riger
bag det synlige; syngende Riger, hvor Gud
bestemmer Melodien i Luften. Man kan da
læse et Par Strofer som disse. De indleder
Bogen:
Ser du, jeg er kun en Melodi,
som Gud har spillet engang.
Den skulde flyve i Verden ud
at finde sin egen Sang.
Ord til at føje sig lydigt ind
mellem Toner i mit Motiv,
at Dagene stemte dem sammen
til Tveklang af Jeg og Liv.
Jeg aner, at paa Guds Harpes Guld
var der drømt noget stort og fast.
Men Jorden er fattig paa Strenge,
og Guds Melodi den brast.
Nu flagrer dens splittede Klange paa Jord
og ved ej, hvorhen de skal ty.
De længes, at Gud vil røre sin Haand
for at spille dem sammen paany.
Hvis man ikke fandt megen Lidelse hos
en Digter som Harald H. Lund, saa kan
man gaa til Olaf Gynt, han har ganske
simpelt Mani for Lidelsen. Han digter om
hvad som helst, men hellere om Blod og
Drab, Raseri og Død, Smerte og rædselsfyldt
Musik. Hans versificatoriske Evner er
aldeles fænomenale, hans Skriveevne uopslidelig
— tilsyneladende. For at faa sine Motiver
gigantiske nok, sætter han Himmel og Jord
i Bevægelse med Orkaner, Lynild og Torden;
han digter om Historiens store Skikkelser,
om Hjob, Cesare Borgia, Michelangelo og
Brandes. Han beskriver over al Beskrivelse
næsten alle sine Motiver væk i Beskrivelser.
Men denne knap tyveaarige Digter behersker
Verseformerne med Virtuositet, han pisker
Sproget til at synge, danse, brumme og hyle,
ligesom han vil. Han lyver og praler, hans
Fantasi gaar amok nogle Gange om Dagen,
han er Konge, han er Kejser, han er
Tigger, han er Tosse; hvad som helst, bare ikke
Menneske. Der er ikke en prøvet Månd i
Digteren. Han er ikke Digter af Disharmoni.
Han er ikke Digter, fordi Hjertet begærer
Harald H. Lund.
Kærlighed og skuffes, hans Sind vil ikke
Handlingen og evner kun Drømmen og
Fantasien. I Stroferne er ikke Jublen over
Guds dejlige Verden og samtidig denne
forfærdelige Angst, fordi alt ikke kan ejes paa
engang og for bestandig. Der er nok
Livs-hunger, men uden Dødsangst; og uden
Forstaaelsen af altings Forgængelighed, er
Lykken og dette lyriske Mod ikke tragisk nok.
Det er en Digtning med Ord, Rytme og
Billeder, endnu uden den Personlighed, der
skal smelte dem sammen til den store Kunst.
Endnu er det meste kun en Blæst i en
Sætterkasse. Man skal høre ham messe om Hj obs
Genvordigheder, for at forstaa hvilke uanede
Muligheder denne Lyrik har.
Digtet staar i Drivende Skyer, Gynts
tre-die Digtsamling:
Skoven vaagner saa forundret, Bølgen danser
mørkeblaa.
Brune Mænd gaar ud med Latter for at synge og
at saa.
Kvinder bærer Vand fra Brønden. Alt er som i
Tusind Aar!
Men et Ravneskrig skal skære gennem Verdens
hvide Vaar.
Det er Hjob, som blind og ene skraber sine sorte
Saar!
Her er koldt i Somrens Hede. Her er Mulm i
Lysets Flom.
Død og Helved, Nat og Kvide midt i Somrens
Helligdom!
471
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
