Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Ny dansk Lyrik. Af Kjeld Elfelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kjeld Eifei,t
Se, jeg tændte mine Fakler, bod til Ungdomsfryd
og Fest.
Der var Vin i gamle Skaaler, Bras og Brod og
Toner glade.
Der var Sang og Elskovskvidren . . . men da fløj
som visne Blade
Ven og Broder rædselslagne. Lig en tavs og blodig
Gæst
kom med Sværdet i sin Kaabe den forfærdelige
Pest —
Livets Fak er blev til Funker under Dødens kolde
Blæst . . .
Jeg har set min Hustrus Øjne — aabnet i uhyre Gru,
straalende af Had og Smerte — briste, briste i et Nu.
o. s. V.
For at være helt retfærdig, afslutter vi
denne korte Oversigt med endnu nogle
Bemærkninger om et Par Digtsamlinger, der
nylig udkom, nemlig: Poul P. M. Pedersen
Den døende Dag og Cai M. Woel Sange
fra Støvet. Den første Samling viser sig ved
nærmere Eftersyn at være et Udvalg af
Digte, skrevet gennem en Aarrække i forskellige
Blade og Tidsskrifter. Denne Lyrik har ikke
noget stort Omfang, den spiller med et eneste
Motiv, den store Livangst. Digteren gør det
let for os ved selv at kursivere det i en
Strofe; han lader Døden kalde: »forgæves er al
din Venten, kommer du ikke nu ? Ingen i
Verden er ensom og hjemløs og fattig som
du».
Sine Vers former han nænsomt med virkelig
fin Kunstsans, en Sans, der ikke mindst
kommer frem i de Oversættelser af Rilke og
Le-nau, han har anbragt i Bogens sidste Afsnit.
Valget af netop de Lyrikere er ikke
tilfældigt, her røbes et Slægtskab. — Hvad Poul
P. M. Pedersen kan, ses maaske bedst af
Digtet »Mod Maalet». Ordvalget er et andet
end det han plejer at benytte, Rytmen
udtrykker paa en Gang Haan og noget
uforklarligt rørende, for en Gangs Skyld falder
der Solskin over et Vers hos ham og ikke
Regn og Taage. I Ordenes og Rytmens
Modsætning ses Digteren, hans Evner og hans
Karakter. Han tror paa intet og er kun
lykkelig ved sin Ulykke. »Forbi» er det rigeste
Ord Sproget og han ejer. Der er kun et
Haab, han venter opfyldt, at finde Fred, naar
dette triste, han kalder Livet er forbi,
engang naar alle Blomster er døde ...
Jeg takker for det hele, for Græs og grønne Træer
for lyse Dages Solskin og blege Aftners Skær,
jeg takker ogsaa Blæsten for dens Vandremelodi,
den fulgte mig, den følger, til Rejsen er forbi.
I Døden vil jeg længes mod Ting, jeg fik saa kær,
mod Havet, naar det blaaner, mod Nattens
Stjernehær,
mod Danmarks røde Skove i Solnedgangens Brand
og alle skønne Farver i Efteraarets Land.
Cai M. Woel har haft vanskeligt ved at
finde sin rette Form. Det skyldes maaske en
vis Mangel paa Begrænsning. Digteren har
sin besværlige Hverdag; sin Længsel og sin
Trang til Skønhed maa han omsætte i et
dagligt Arbejde. Hans Sorg bliver til Satire,
til Foragt for alt smaaligt og borgerligt. Han
giver sin Spot Udtryk i lange rimfrie Vers,
der henter sit Mønster hos Johannes V.
Jensen. Selv om man maa sige, at disse Vers
maaske er noget løse i Opbygningen, saa kan
man dog ikke andet end glæde sig over deres
Ærlighed, ikke saa meget ved deres direkte
Protest som ved det, de siger om Digterens
patetiske Evner. Hans Længsel efter
Skønhed, hans Trang til Idyl og Søndag har faaet
et virkeligt poetisk Udtryk i Samlingens
andre Digte. Her ses den lykkelige over
Støvet, befriet. Nu leger han med Stjernerne,
taler med større Inderlighed i Tonen. Han
besynger Hjemmet og den landlige Fred, og
med Brorson beder han ydmygt om Frelse
for en Sjæl i Nød. I denne Vekselvirkning
mellem Angsten og en Længsel efter Skønhed,
er Digteren naturligst; her er han helt sig
selv. Man skal læse de to »Salmer», som
afslutter Bogen.
Set i Sammenhæng er der Afveksling nok
i ny dansk Lyrik. Der er Evner og endnu
flere Navne. Der er mange Slags Former
og flere Idealer. Og der er Følelse nok, nogle
føler socialt og ser Mennesket i et
Samfund, andre føler nærmest panteistisk og ser
Mennesket i Naturen, nogle føler mest for
sig selv og egen lille Husholdning.
Instrumenterne er mangeartede. Nogle Digtere
spiller fint og fører Buen i bløde Strøg,
andre har et mere energisk Greb i
Strengene. En og anden foretrækker at slaa i
Violinhalsen med et Kosteskaft. Musik er det
altsammen. Og der er noget for enhver Smag.
Sammenligner man den danske Lyrik med
anden samtidig Lyrik, f. Eks. den unge
svenske Lyrik, er der kun Grund til at være
stolt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
