Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Livsskildringer i norske Romaner. Av Charles Kent
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ch ar le s Ke n t
er i det store og hele god, men Fru Anker
har like saa lidt som Duun kunnet undgaa
at bryte den istykker paa et Par Steder ved
at fortælle os Ting som foregaar bakom
Speilpersonens Ryg — uten samtidig at ta
os helt ind i de andre Personers
Fortrolig-het.
Over det lykkemættede Forhold mellem
Eli og hendes Månd hviler der et lyst og
varmt Skjær av ægte Poesi; og ogsaa i
Personskildringens Kunst har Fru Anker
dennegang en Trumf at opvise, nemlig i Billedet
av Steddatteren Ingrid. Dette tilsynelatende
saa ordinære, men i Grunden slet ikke saa
enkle lille Væsen er et Mesterstykke av
Menneskefremstilling og kan sættes ind med fuld
Honnør i Fru Ankers øvrige Galleri av
interessante og originalt skildrede
Kvindeskikkelser, fra Fru Mia Stendal og Anine
Hauke-berg til Veronica Maiman og »Fru Castrups
datter».
Med sin Roman iaar1 vandt den unge
Forfatter Johannes Thrap-Meyer sin første
Seir over baade Kritik og Publikum. I sine to
første Bøker »Tusmørke» og »Extaser» var
Thrap-Meyer den kolde Iagttager av
temmelig værdiløse Mennesker. Det var lett nok
at se at denne Kulde var tvungen, et
Resultat av en Vederhæftighetstrang som vilde
se Verden eller rettere sagt Menneskene som
de var i al sin Skrøpelighet. Men denne
Kunst lot ogsaa Læseren kold. Med
Romanen »Egoister» (1927) kom der større
menneskelig Interesse over hans
Karakterskildringer, men samtidig en subjektiv
Expansion i hans Stil som ikke lot hverken
Menneskene eller deres Handlinger tale for sig
selv paa noe Punkt; Forfatteren førte
uav-ladelig Ordet for dem paa en temmelig
trættende Maate. I Romanen iaar — som danner
en Fortsættelse av »Egoister», men likesaa
godt kan læses alene —, er denne stilistiske
Subjektivitet adskillig avdæmpet, samtidig
som Forf. for første Gang har tillatt sig
selv en virkelig sympatisk Indlevelse i sine
Personers Sjæleliv. De mangfoldige
Motiver som slynger sig ind ihverandre i denne
Dobbeltroman er ikke alle like interessante;
men der er ett fælles Træk ved dem alle:
hvad Forf. spør efter, er Personlighetens
Ægthet og Oprindelighet, specielt i det
erotiske. I »Anakreons Død» fanger et
specielt Motiv Interessen: det er Forholdet
mellem den aldrende Storkjøbmand Wilhelm
1 Anakreons Død. (Gyldendal.)
Linaae, chef for det gamle fine Handelshus,
og den trediveaarige Enke Laila Koboe med
hendes brogede Fortid. Romanen er henlagt
til Nittiaarenes Kristiania og skildrer en
Tilstand som nu er forbi: en Tilstand av
levende Forbindelse mellem aandelig og materiel
Kultur, en Forbindelse bygget paa Ro, paa
Selvtillid hos de socialt begunstigede.
Wilhelm Linaae tilhører en av de gamle
Slægter som eiet denne Ro. Han har Tid til at
sokne efter det oprindelige i sin Natur,
efter det ægte i sin Personlighet. Og der er
ogsaa blandt Kredsens Kvinder noen faa som
har Kultur til at interessere sig for andet
end Kortspil og Bysladder. Laila er dog den
interessanteste av Bokens Personer. Ogsaa
hun hører hjemme i det bedre
Kristiania-sel-skap, omend ikke i selve »den Linaaeske
Kreds». Hun kommer fra et typisk
avstum-pet Bourgeoisie-hjem, — men hun er et
Vildskud, et Stemningsmenneske: »Hun hadde
mere av et drømmesind end de allerfleste
kvinder, og endda hun fort blev verdensklok,
bevarte hun en rest av sjælens aller ældste
lag, det mytiske lag, som ligger ytterst ute
ved hukommelsens allersiste grænse, tidlig,
tidlig i barndommen.» Men hun har ogsaa en
liten Ansats til Karakter, og hun bevarer den
i sig som en Verk, en sterk Lyst til at si
sandt. Hendes Ulykke blir hendes Kjærlighet.
Hun faar en Månd som bare vil eie hende og
nvte hende, og som tilmed gjør sit for at
fordærve hende. Og som det gjerne gaar naar
en Kvinde er blit fordærvet erotisk, tar
hendes Sandfærdighet Skade. Driften jager
hende videre, men hun vil nødig vedkjende sig
det, hun pynter paa det, smaalyver; det er
nok sandt, det hun vænner sig til at si, at
hun søker fra Månd til Månd for at finde
Sjæl og Forstaaelse, men det er ogsaa sandt
at dette bare er en liten Del av Sandheten.
Saa er det hun møter Wilhelm Linaae.
Ogsaa han har en broget Fortid. Han har vært
alt andet end den mønstertro Ægtemand.
Ogsaa bak hans Utskeielser har der ligget
en Længsel — Længselen efter den store
Kjærlighet som han aldrig har følt. Men
han har aldrig digtet om paa sine
Oplevelser, altid erkjendt sine Utskeielser
for sig selv, kjendt sig som
Mindremand for deres Skyld. Og verdensklok
som Laila er og med en fin Indfølingsevne,
forstaar hun dette. Hun ser det fine og
ridderlige som findes i ham; og for ham er
denne Forstaaelse den store Oplevelse og den
store Opreisning. Men ogsaa hun kjender
476
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
