Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - C. F. Tietgen. Af Johannes Lehmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jo hannes Lehmann
Han var forpint og følte sig ikke knyttet
til nogen. Men han lod sig ikke mærke
med det. Fra Moderens Død begyndte han
at øve den Kunst, han senere blev en
Mester i: den at skjule sine Følelser og
anlægge en Maske, som om den var
hugget i Sten. Allerede i Skoleaarene var
Forandringen kendelig; det haarde og
indesluttede blev nu karakteristisk for ham,
og kun i Momenter brød den gamle
Munterhed igennem. Moderen var efter hans
Mening segnet under Byrden af en
Uretfærdighed. Hendes Lod havde været den,
altid at maatte öfre sig for andre, og kun
i ringe Grad havde man været kærlig imod
hende. Jo mere hans Barnefantasi
arbejdede, jo højere steg hun; at værne
hendes Minde blev nu hans kæreste Pligt,
og da Faderen giftede sig igen, levede
Frits, romantisk anlagt som han var, med
Moderens Minde. At Faderen havde
givet Moderens Stilling til en anden, kom
han aldrig til at forstaa. »Livet igennem
var det for ham umuligt at tro, at Folk
gennem nyt Ægteskab kom til at leve
Livet om. Kom Døden imellem havde man
jo Minderne. Deres Rigdom maatte ikke
underkendes.»
Skoleaarene gik umærkeligt hen over
ham. Han havde meget let ved at lære,
Lektielæsning tog ham ikke nogen Tid og
kostede ej heller nogen Møje. Fritiden
blev derved lang, men han nyttede den
vel. Det gamle Ord fra Plinius: »Otio
prodimur» passede paa ham. Hans
Fritid røbede ham, gav Varsler om den
kommende Månd med den rige
Skaberkraft og det dristige Initiativ. Han var
aldrig i Hvile, men optaget af alt, hvad
der rørte sig om ham og i Tiden. Overalt
sugede han Næring til sig; hans levende
Fantasi lod ham med Held søge til de
Steder, hvor der var noget at lære, og
han var aldrig sen til at handle. Da han
hørte, at den merkantilistisksindede
Regering var gaaet ind for at ophjælpe en ra-
tionel Silkeavl her i Landet, meldte han
sig straks. Moderen maatte rømme et Par
solbeskinnede Vinduer for alle
Potteplanter, og i Stedet kom der Æsker med
Silkeorme. For at holde Liv i dem maatte
han hver anden Dag gaa henved en Mil
uden for Byen til en Gaard, hvor der var
Morbærtræer. Ormene trivedes
fortrinligt, men Fortjenesten udeblev. Tietgens
første Forsøg paa at skabe en rationel
Industri lykkedes kun for saa vidt, som han
fik Ormene til at leve. Først senere skulde
han vise, at ingen som han evnede at
skabe levende Virksomheder, der igen
bragte Liv, ikke blot indenfor de specielle
Faggrene men i hele Landet. Han
begyndte med at indrette sig i Moderens
Stue, kun et Par Decennier efter tog han
hele Danmarks Land og Verdenshavene
ind under sig, og Heldet fulgte ham.
Det var Faderens Ønske, at Frits skulde
blive Officer, men da han ikke mente, at
han egnede sig for at adlyde andre,
vilde han ikke gaa denne Vej. Akademiker
var der ikke Raad til at lade ham blive,
og han fik derfor Lov til at følge sit
Hjertes Trang: han kom i
Manufakturhandler-lære. Det var visse »fine Fornemmelser»
der fik ham til at vælge netop dette Fag,
og trods den noget strenge Tjeneste, fra
tidlig Morgen til hen paa Natten, hvor
han maatte lægge Principalen i Seng, naar
han kom fra Klubben, klarede han sig
godt. Lønnen var Kosten og Opholdet,
men nu og da skaffede han sig lidt
Indtægt paa en karakteristisk Maade. Ved
Selvstudium havde han lært sig Engelsk.
Kom der engelske Skibe til Havnen
præsenterede han sig for Kaptejnen og
fungerede som Tolk, saa længe Opholdet
varede. Ad den Vej knyttede han tillige
Forbindelser, der senere blev ham til stor
Gavn.
Flittig som en Bi var han, og han levede
efter den Sætning, aldrig at omgaas andre
end dem. man kunde lære noget af. Det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
