Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Nikolai Astrup. Av Alf Harbitz
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Alf Harbitz
P r æ s te g a ar d e n i maaneskin. 1908.
Lærer A. Fond, Jölster.
refleksion faa vælte sig over stemningen.
Det var jo en national kunst han vilde gi,
norsk i farve og i linje.
Og han var et stort stykke av en digter.
»Begravelsesdagen» er malt med et visst
humoristisk blink i øiet. Sørgeoptoget har
ogsaa sin barokke side, og det er set med
humor og medfølelse.
I alle disse billeder fra hans første
periode taler baade digteren og maleren. En
tid er det ensomheten og ødsligheten som
mest griper ham, senere blir det duftfulde
sommernætter, vaarhaver, groende liv.
Men billedet staar aldrig bare for egen
regning, utenom det maleriske indhold er
der et digterisk, ja ofte er det kjernen,
og malerens kunst er bare midlet. Da
bru-ker man ord som romantiker, symbolist
og slikt om Astrup.
Men hans samtidige dyrket mere og
mere de rent formale værdier, og Astrup
kunde ikke i længden holde sig upaavirket.
Utviklingen gik naturlig, det var maleren
i ham som lidt efter lidt tok magten. En
sommernat husker jeg, der er et væld av
trær og en hvit husvæg og lys som staar
gult gjennem et vindu. Og her er
tusmørket mellem trærne ikke sløret og lyrisk,
men livfuldt og malerisk. Endda mere er
det slik med væggen — en deilig væg som
sitrer og skinner ut i natten. Men mest
er det slik med det gule lampegløt, for
der er det nu bare farven om at gjøre
og kontrasten med luften og den blaa nat,
og der er ingen mystik.
Hele opbygningen blir anderledes. Før
hadde figurerne været fjerne, som
staffage i et stort landskap. Nu rykker han.
dem nær, det blir grupper i et intimt
ut-snit, og han søker en rytmisk likevegt..
Man kan neppe si at han altid naadde
hvad han vilde; masserne er endnu i uro,
620
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
