Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Memoirer og Skildringer. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carl Behrens
er Holger Begtrup, der har udsendt første
Bind af »Holger Begtrups Levned, fortalt at
ham selv» (G. E. C. Gads Forlag). Den
kendte Højskolemand og Grundtvigianer,
Stifteren af Frederiksborg Højskole ved
Hillerød, tegner som Indledning
Konturerne af sin Slægts Historie, idet han finder
helt tilbage til den ældste Månd i Ætten, som
kendes ved Navn, hans Farfars Farfars
Farfars Far, der hed Peder Nielssøn eller
populært kaldet Per Skriver, da han var Skriver
og Foged paa Rosenholm hos Rigsraad
Jørgen Rosenkrantz.
Sin egen Udvikling skildrer Begtrup i
store afgørende Træk, som den formede sig
i hans Faders Præstegaard i Birkerød —
allerede ved sin Fødsel blev han knyttet til det
Nordsjælland, der blev Sædet for hans
Manddomsvirke. Han har — som han
fortæller — altid været glad for de to Fornavne,
han fik i Daaben: Holger Christian.
»Holger er», siger han, »jo selve Danskhedens
Kendingsnavn. — Holger Danske blev min
Helt i Drengeaarene. Jeg blev rød i
Hovedet, naar vi sang: I alle de Riger og Lande —,
som var den første Sang, jeg lærte at synge
nogenlunde rigtigt. Især gik det mig til
Marv og Ben, naar det lød:
De saa, jeg var Holger Danske
og ingen formummet Skælm!
Det blev en Æressag for mig at være en
rigtig dansk Dreng, som kunde svare til det
store Navn.
Det andet Navn Christian mindede mig om
min Kristendom. Og skønt jeg i mit senere
Liv ikke bruger det til daglig, saa har jeg
altid i mit Hjerte ønsket at kunne bære det
med Rette.»
Saaledes blev han allerede ved sine Navne
indviet til den Manddomsgærning, han
skulde tage op.
Men foreløbig hører vi om hans
Drengeaar og Ungdom, om Skolens Krav og
Lærernes Personligheder, fremfor alt om
Skolemanden Johan Mantzius, Kristian
Mant-zius’ Broder og Karl Mantzius’ Farbroder,
der blev den unge Begtrups Huslærer og
senere grundede den kendte Kostskole i
Birkerød.
Denne lille Landsby med dens hyggelige
Præstegaard danner Rammen om lykkelige
Opvæxtaar. Faderens og Moderens saa
forskelligartede Personligheder mødes med
andre Skikkelser for at levendegøre Forfatte-
rens Minder. Kjøbenhavn indenfor Voldene
med de gamle Huse bliver hans nye Hjem,
da i August 1872 Metropolitanskolen Port
aabner sig for ham.
Allerede tidlig var han bleven ført ind i
Grundtvigs historisk-poetiske Betragtning af
Menneskelivet. Han mener selv, at »den maa
svare mærkelig til min sjælelige Natur,
siden jeg saa glad tilegnede mig den og
kunde fastholde den uanfægtet overfor den mere
materialistiske Opfattelse af Historien, der
mødte mig paa min senere Skolevej».
Grundtvig bliver nu hans aandelige Fører, og i det
historisk-poetiske, i Mellemriget »mellem den
tørre Virkelighed, som den historiske
Videnskab stræber at oplyse, og den rene Poesi,
som Digterne frembringer», har han altid
senere fundet sig ret i sit Es, hverken
»anlagt for streng Videnskabelighed eller for
skabende Fantasi».
Denne Selvkarakteristik vil ogsaa
Læserne af »Holger Begtrups Levned»
underskrive. Bogen fortæller livligt og anskueligt om,
hvorledes den ny Tids Tanker dels gennem
den moderne Videnskab, dels gennem
Skøn-literaturen naar ud til de Kredse af de
Studerende, som staar tvivlende og usikre
overfor de brusende Strømninger. Georg
Brandes virker paa Begtrup »som en Lucifer,
der skimtedes bag den Fylking af mindre
farlige Meningsfæller, som vi møder i
Literaturen».
Om Begtrups Manddomsgærning skal det
følgende Bind fortælle. Han slutter
foreløbig med sin Ansættelse paa Askov Højskole,
til hvilken hans Ungdomsven, den senere saa
kendte Digter Jakob Knudsen havde jævnet
ham Vejen.
Jævnaldrende med Begtrup er Henrik
Cavling, der efter at have afsluttet sin
Re-daktørgærning ved »Politiken» har begyndt
at nedskrive sine Erindringer: »Efter
Redaktionens Slutning» (Gyldendal). Titlen er
illustrerende, Indholdet friskt og
bevægende. Optakten viser Cavlings skildrende Evne:
det gamle Lyngby nær ved Hovedstaden,
hvor han blev født, og hvorfra han kæmpede
sig frem, den lille By, som han skildrer med
den Forstaaelse og den Kritik, som er
baseret baade paa Barndomserindringer og
senere Indtryk. Jeg saa Cavling første Gang
just i hans Barndomsby en bevæget
Vinteraften under det store Valgslag 1887 og har
bevaret Erindringen med fotografisk
Nøjagtighed i Hjærnen: den oprørte Sal under
Fanatismens Højtryk, med Slagsmaal mel-
638
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
