- Project Runeberg -  Ord och Bild / Trettioåttonde årgången. 1929 /
640

(1892-1951)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Memoirer og Skildringer. Af Carl Behrens

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Carl Behrens

som gik jeg hjælpeløs min visse Undergang
i Møde. Hun fulgte mig østen ud af
Gaarden igennem den smalle Smuge, kanske
endda et Par Trin op over Toften, skønt det
ligger ikke til Bonden at følge paa Vej. Og
havde jeg endelig løsgjort mig for hendes
krystende Haand, og saa mig tilbage fra den
sidste Bakketop, saa stod hun endnu ved den
gamle Gavl og stirrede efter en, som var det
en given Sag, at mig saa hun da aldrig
mere».

Hvilket elskeligt Billede af en gammel
Bondekones rørende Omsorg og Frygt for
sin Søn — hun havde jo saa at sige aldrig
faaet sin Fod udenfor Sognegrænsen, »aldrig
benyttet et Tog, aldrig set et Dampskib
eller en Færge, næppe nogen Sinde været i
andre Købstæder end Skive. Hun saa
egentlig paa Omverdenen som noget fjernt og
fjendtligt, der vilde tage hendes Afkom fra
hende».

Og det var gennem denne Moder, at den
senere Digter kom i Berøring med Poesien.
Hans Skildring bliver let og yndefuld, da
han fortæller om Pinsemorgen, naar
Moderen med sin Børneflok var ude over
Tofterne og Foraars-Engene for at plukke
Blomster, og »Mor gik frem som i et Tempel,
frigjort for al Hverdagens Tynge, kun med
Tanke for at jage efter skønne Blomster.
Der kan ikke tænkes noget yndigere Syn, og
intet kan gaa et ømt Hjærte mere nært end
saadan en udstrakt, blomsterstrøet
Foraars-Eng, hvor hver en Grøftekant er som en
lille Afbildning af Edens Have. Hvor boltrede
vi Børn os i denne Sanserigdom omkring
Mors Fod, og hvor var hendes Øjne milde
og gode i en saadan Stund. Paa disse
Blomstervandringer helt nede ved altings
Begyndelse, da man kun var en lille dumlende
Unge, der paa krumme Ben skridtede efter
sin gode Mor ud over spraglede
Foraars-Enge, inddrak jeg ubevidst den Poesiens
Nektar, hvoraf jeg senere skulde forme mine
Sange. Det er sikkert disse paradisiske Enge,
disse endeløse Flader af den mest uberørte
Natursarthed og Farveynde, der sammen med
de dybe Vældkilder af Inderlighed og
Følsomhed i min Mors Bryst har gjort mig til
den Digter, jeg er».

Den indelukkede Tilværelse i Landsbyen
med dens mange kuriøse Existenser skildrer
Aakjær med intim Forstaaelse og i levende
Træk. Ejendommelige jyske Bønder, Sognets
Matroner, omvandrende Skrædderpiger,
kloge Koner, Aftægtsmænd og Bissekræmmere,

sagnfortællende Gaardmænd, Handlere og
Stoddere som den »slemme Dreng», skummel
at se til med de smaa udslukte, skulende
Øjne, vandrer forbi i den »lille forpjuskede
By», der var Aakjærs Lille-Verden inden
hans Konfirmation. Den afgrænsedes af
Moser, Heder og høje Bakker, og »som Byens
Horisont var stænget op og snæver, saadan
var ogsaa dens Beboeres».

Saaledes opgør tilsidst Aakjær Resultatet:
»Denne By og disse Mennesker med deres
gode og mindre gode Egenskaber, det var
den Grobund, hvori min Barndom randt, og
som Befolkningen var, saadan var dens Skole
og saadan dens Kirke. Det ene var som
passet til efter det andet. Saadan havde Livet
formet sig i Hundreder af Aar. Ingen
tænkte paa, at det nogen Sinde havde været
anderledes, og ingen nærede heller det
bitterste Ønske om, at det maatte forandres».

Men til Held for Aakjær kom der dog
Forandring. Herom beretter han i anden Del,
hvis Motto nok saa forhaabningsfuldt lyder:
»Kilderne springer og Bækken gaar». Hvad
der skete, var, at der den 7 Juli 1879 —
Aakjær har bevaret Datoen trofast i sin
Erindring — skete et Lærerskifte i Fly Skole,
hvor han gik, og den 34 aarige Niels
Jacobsen overtog Embedet.

Dette Skifte følte den vordende Digter som
en Revolution til Bunds. Alene at Vinduet
i Skolestuen blev aabnet paa vid Gab, var
som en Bebudelse af en ny Tid. Og nu
fortæller Aakjær i raske Træk om sin
Udvikling, om de Vilkaar, under hvilke han
fortsætter Læreaarene i Kjøbenhavn, hvortil han
ankommer 4de November 1884 i den
bevægede Vinter, da Christiansborg brændte og
Provisoriet udstedtes. Man læser med
Spænding om den unge Aakjærs aandelige Væxt,
om hans frygtløse, sejge Personlighed, hans
Udholdenhed overfor vanskelige Kaar, hans
ubøjelige Retsfølelse, der fører ham til
Sammenstød med Provisoriets Mænd og i
Fængsel. En af disse Inkvisitionsdommere af
reneste Vand, som Provisoriets Aar fostrede dem
i det ellers fredelige Danmark, faar sin Dom
af Aakjær, der i det hele ikke lægger
Fingrene imellem og f. Ex. skarpt kritiserer
Askovmændene og deres Højskole. Interessant er
Modsætningen mellem Holger Begtrups og
Aakjærs Karakteristikker af
Højskoleforstander Ludvig Schrøder og Jakob Knudsen.

Men den senere Digter med det djærve
Syn paa Livet er endnu uudfoldet. Hans
Sympati er f. Ex. endnu udpræget paa Bjørn-

640

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 14:02:03 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1929/0696.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free