Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Memoirer og Skildringer. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Memoirer og Skildringer
stjerne Bjørnsons og ikke paa Georg
Brandes’ Side i den store Sædelighedskamp, hans
Trosforhold er naivt — »lad mig dog aldrig
miste min Barnetro! Intet Menneske er
lykkelig uden den», skriver han 1887 fra Askov
til sin senere Hustru. Og i et Digt »Hvad
gjør det», som Aakjær samtidig indførte i
en af Askov-Kammeraternes Poesibog,
hedder det:
Hvad gør det, at vi glemmes,
naar Livet her er forbi;
de kommer langt større efter
med stærkere Tro end vi.
Han slutter dette Bind med de Ord af
Paulus: »Da j.eg var et Barn, talte jeg som
et Barn, tænkte jeg som et Barn, drømte
jeg som et Barn; men da jeg blev Månd,
aflagde jeg det Barnagtige.»
Det næste Bind vil fortælle om Aakjærs
Væxt og modne Alder og sikkert tydeligt
vise Fremgangsviljen i hans Liv. Disse to
første Bind, som er blevne til under
Digterens alvorlige Sygdom, hvad der kan
mærkes i noget springende i Fremstillingen og
adskillige Gentagelser, hæver sig stolt frem
blandt danske Digtererindringer og er
betydningsfulde ved den gedigne Fremstilling af
de grundlæggende Brydningsaar i dansk
Samfundsliv i forrige Aarhundredes Slutning.
En anden dansk Forfatter Svend Leopold
fortsætter sine Memoirer, er nu naaet til
»Erindringer fra min første Forfattertid»
(H. Aschehoug & Co., Dansk Forlag), der
er skrevet i samme ironisk-sentimentale Stil
som de to foregaaende Bind. Men disse
Skriftemaal om en ung Skribents
Sammenstød med Livet, hans Dragen tilbage mod
Guldalderens Koryfæer og hans Følelse af
Sammenhæng med de gærende og brusende
Kræfter i hans egen Tid har betydelig
tidshistorisk Værdi. Bogen er farvet af Leopolds
uberegnelige Temperament, der ofte forleder
ham til hasarderede Domme, og af hans ikke
altid lige paalidelige Hukommelse overfor
Begivenhedernes Annaler. Men kedelig er
den ikke — den danner, baade naar man
føler Tilslutning eller Modvilje med
Forfatterens literære Kendelser, en saa
underholdende Perlekæde af literære
Stemningsbilleder, at man tilgiver Leopold hans mange
Skræmmeskud. Han skræmmer heller ikke,
men morer.
Med Christian Richardt naar vi tilbage
til Overgangstiden mellem 1864 og Georg
Brandes’ Fremtræden. Ingen dansk Digter
— Carl Ploug dog undtagen — har som
Richardt formaaet at finde Udtryk for de
Stemninger og Følelser, der i alvorsfulde
Øjeblikke, f. Ex. Tilbagetoget fra
Dannevirke, eller ved store nordiske Stævner
besjælede Brødrefolkehe. Hans Vers lever paa vore
Læber den Dag i Dag. Mindet om hans
Personlighed, i hvilken der brødes modsatte
Strømninger, til en eneste blev sejrrig, og
han gik ind til sin Præstegærning, har
Aarene ikke kunnet udslette.
Og nu har den Månd, der var Richardts
Kapellan i nogle Aar, Pastor J. Kj. Carlsen
skrevet en smuk Bog »Christian Richardt,
Hans Liv og Digtning» (G. E. C. Gad), der
skildrer hans Personlighed og Væsen, hans
Oplevelser og Skikkelse, som den lever i haus
Venners Erindring, indtil det sidste Stadium:
Præsteboligen i Vemmetofte.
Chr. Richardt var en af Georg Brandes’
Ungdomsvenner — et Venskab, der til Trods
for de dybe Modsætninger aldrig brast —
men nogen Gennembrudsmand blev han ikke.
Han følte sig som ung fristet til
dramatisk Forfatterskab, skrev den lille Vaudeville
»Deklarationen» efter Hostrups Forbillede
og skænkede Vennen Peter Heise den i
Folkevisens Tone affattede skønne Text til
Musikdramaet »Drot og Marsk», men det
lyriske Digt, Kantaten, Lejlighedsdigtet blev
dog hans egentlige Omraade. Sammen med
J. P. E. Hartmann som Komponist skabte
han ofte et saa monumentalt Udtryk for
Øjeblikkets Feststemning, at disse Kantater lever
langt ud over de Begivenheder, som
fremkaldte dem. Ord og Toner er nøje forbundne,
og Richardts strofiske Talent, hans ædle
Billedtale og ofte i Ordsprogets eller
Fyndordets Form støbte Hyldest til Folk og Land,
til Norden og dets Fyrster, til Videnskab og
Kunst har ingen følgende Kantate- eller
Lejlighedsdigter formaaet at overtræffe. Hans
store Digtning »Vort Land» er det ægteste
Udtryk for hans varme Fædrelandskærlighed.
Han finder ofte uforglemmelige Udtryk for
dansk landskabelig Skønhed, for Hav og
Himmel, Eng og Skov.
Hele denne Digtning gennemgaar Carlsen
med rigelige Citater. Men over alle disse
karakteriserende Udtryk og citerede
Enkeltheder hæver sig Billedet af selve Manden,
Digteren og Præsten, der forbandt Livets dybeste
Alvor med munter Skæmt, et Lune saa dansk
og smilende, at det ligesom er rundet af
Sjællands Jord.
Jeg erindrer kun en eneste Gang, at Chr.
41 — Ord och Bild, jS:t årg.
641
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
