Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Domkirken i Nidaros. Av Anders Bugge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Anders Bugge
stræbende hvælv og med en rigdom paa
vakre detaljer av fint stenarbeide. Da var
domkirken blit den storartede
valfartshel-ligdom som den var tænkt til at være,
særlig prægtig paa festdagene naar den
var klædt i sit bedste skrud, naar lyset faldt
mildt og i mangfoldige farver ind
gjennem vinduernes glasmalerier og fik det
store vindu i vestgavlen til at straale i al
sin skjönhet, det som en månd av selvsyn
skildrer som »en stor rose av sten som
var al forgyldt, og deruti var indsat en
stor karbunkelsten, saa at naar solen sken
derpaa, da kunde ingen fæste sine öine
derpaa for det glans som derav stod»,
og naar pilgrimmene gik i en ustanselig
ström op gjennem sideskibene paa den
ene siden og ned gjennem dem paa den
anden, efter at ha passeret omgangen i
oktogonen og skuet ind paa Olavs hellige
skrin paa alteret. Nu er vidnerne som
kunde berette om kirken i höitiderne og
under de daglige messetimer allesammen
borte. Og skulpturens stenansigter er
stumme, men de taler allikevel tydelig nok
om den kunst som utfoidet sig i den gamle
Kristkirke til Guds og Hellig Olavs ære,
om en kunst rik paa nuancer og av en
sjelden evne til at finde uttryk for
nær-sagt alle stemninger og egenskaper mellem
himmel og jord.
Ikke længe efter at kirkens bygning var
fuldbyrdet og Norges gamle kongeæt var
utdödd (1319) begyndte nedgangens tid
baade for landet og for Olavs helligdom.
Den brandt 4 april 1328. Alt træverket
strök med, murer og söiler raset ned.
Man sökte naturligvis at böte paa
skaden, men det blev aabenbart gjort paa en
temmelig brutal og skj emmende maate,
med tykke stöttemurer mellem pillene i
koret. Trods alt var det endnu en meget
anselig bygning, som italieneren Pietro
Quirini omtalte med beundring da han saa
T 1
den i 1432. Den 2 juli samme aar, efter
hans besök, brændte imidlertid kirken
paany. Den energiske erkebiskop Aslak Bolt
(1428—50) gik nok straks igang med et
istandsættelsesarbeide, som sagtens har
bötet paa meget av skaden. Men det var
adskillig han ikke magtet at utbedre. Dette
sökte erkebiskop Erik Walckendorff
(1510—2*1) at raade med efter bedste
evne. Specielt hadde han sin opmerksomhet
henvendt paa höikoret, som han bl. a.
provet at sikre mot forfald. Ja, den
pragtfulde gjennembrutte væg mellem langkoret
og höikoret fik vistnok sin utformning
under ham. Baade den og andre arbeider
som utförtes i hans tid viser en höi
kvalitet som vi ikke skulde ventet paa
Kristiern den andens tid, da Norge
gjennemlevet en av sine mest kritiske perioder.
Saken er imidlertid den, at det som
fandtes av norsk selvstændighetsfölelse sökte sit
samlingspunkt i den nationale helgens
helligdom. Av denne grund möter vi
fremforalt der et likefrem imponerende opbud
av det ellers svækkede folks kunstneriske
vilje og evne.
Desværre brandt kirken paany 3 mai
1531 og erkebiskop Olav Engelbrektson
(1523—37) maatte söke at raade bot paa
skaden ved hastverkesarbeider, som ikke
netop skulde virke flatterende paa
bygningens utseende. I langkoret blev
saaledes midtskipsvæggene med sine söiler tat
ned og glatte murer gjennembrutt av
spidsbuede aapninger opfort i steden.
Hvælvene som var ödelagt blev erstattet
med loft av træ o. s. v. Vel kan det være
at erkebiskoppen har hat til hensigt at
foreta en mere omfattende og
omhyggelig gjenreisning, men han fik krig og
andet at tænke paa. Tilslut flygtet han til
Holland og tok en stor del av kirkens
kostbarheter med sig dit. Mesteparten av
det övrige tok danskene og sendte ned til
kongen i Kjöbenhavn. Og saa kom
reformationen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
