Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Domkirken i Nidaros. Av Anders Bugge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Domkirken i Nidaros
I de vanskelige tider som fulgte, opgav
man at sætte kirken i fuld stand. Man
indrettet höikoret, langkoret, nordre
tver-skibsvinge og rummet under taarnet til
menighetsbruk, mens det övrige blev
liggende i ruin. Og det ser ut til at man
hadde sin fulde hyre med at holde endog
disse deler saa nogenlunde vedlike,
specielt da man heller ikke nu blev
forskaa-net for ulykker. Den iio alen höie
taarn-hjelm blaaste ned under en storm i 1689
og kirken brandt paany i 1708. Den blev
sat istand, men brændte atter i 1719. Man
sökte naturligvis at böte paa skaden og
gjorde kirken til et ganske anstændig
gudshus efter tidens fordringer. Det var
saaledes ved denne leilighet domkirken fik
den skikkelse som den beholdt indtil
restaurationen, med den barokke
kobberhjelm over oktogonen, med det korte
brede taarn og med de delvis kalkede
mur-yægger som gav bygningen et avgjort
malerisk utseende. Langhuset i vest var
imidlertid nærmest at betrakte som en höi og
staselig mur omkring en fornem kirkegaard.
Byens mægtigste borgere og
rangspersoner hadde nemlig sine kister bisat i en
kjælder under gulvet i det gamle kirkerum.
Snart vokste der sig
dog frem en stigende
forstaaelse av at man i
domkirken hadde en
merkelig levning av et
herlig gammelt bygverk.
Dette kom især til
ut-tryk i den lærde rektor
Gerhard Schönings sto-
re verk om kirken i 1762. Og
bevisst-heten blev sterkere og endnu mere levende
efter frihetsverket paa Eidsvold i 1814,
hvor karakteristisk nok Trondhjems
domkirke blev utpekt til den norske
kronings-kirke. Tanken paa gjenreisning begyndte
at dæmre. Men intet blev gjort för der
pludselig hændte noget. I 1833 faldt
slutstenen i oktogonens hvælv ned under en
altergang. Da vaagnet man. Der blev
foretat en skillingssubskription til fordel for
kirken, stortinget bevilget midler, der blev
git bidrag fra Trondhjems sparebank og
delvis fra andet hold. Derfor kunde man
i 1869 gaa igang med restaureringen. Og
i dette arbeide har en række av Norges
bedste kunstneriske kræfter tat del:
arkitekterne Heinrich Ernst Schirmer,
Christian Christie og Olaf Nordhagen,
billedhuggerne Gustav Vigeland og Wilhelm
Rasmussen og glasmaleren Gabriel
Kielland — for at nævne de ledende
personligheter. Der har staat strid om
frem-gangsmaaten. Den har været bitter, men
viser allikevel den store plads kirken har
i nationens bevissthet. Naar den atter
staar færdig med höie hvælv og taarn i
den gyldne sol ved Nidarelvens bredd, da
vil det föles i hjerterne
at et gammelt saar er
læget, at et fjernt og
möisommelig maal er
naaet. Og hjerterne vil
juble som hos
pilgrimmene dengangen Hellig
Olav var deres og
Norges aandelige konge.
Olavsstatuen fra Fresvik
kirke. Hovedet.
139
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
