Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Norsk literatur i 1929. Av Alf Harbitz
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Alf Har bit z
Dette er ikke meget tilfredsstillende, og
man vil haabe at der i de fölgende bind er
en anden katolsk aand og inderlighet.
Naturligvis maa det ogsaa være meningen.
Först verdsligheten, saa inderligheten.
Og naar romanen er saa bred, med saa
mange mennesker, saa maa det sagtens være
forfatterindens hensikt at gi en religiös
samfundsskildring. Forresten ikke bare religiös.
Hun tænker her likesaa meget paa
katolicismen som en kulturmakt. Det blir da klart,
hvorfor hun gir sin satire saa frit löp.
Men her blir det spörsmaalet, om hendes
opfatning er riktig, hendes dom retfærdig.
Sigrid Undset har meget tilovers for
like-fremme og usnobbede mennesker, de aapne
og opriktige sind. Men man ser, med en viss
undring, at hun likesom ikke gider gi sig
av med dem lang tid. En meget stor del av
boken er et hurtig og flyktig referat, og det
er et referat uten fölelse og illusion, fordi
forfatterinden sitter paa sin höie stol og
fortæller med en litt for overlegen tone. I sin
forkynderiver har hun mistet den
kunstneriske kjærlighet til stoffet.
Og meget mer kommer dette frem overfor
de personer som ikke engang har den
usnobbede, friske verdslighet. I det hele, milieuet
har en duft av indestængt smaaborgerlighet,
og nu över Sigrid Undset sin kritik over det.
Man föler tanken: hadde dette samfundet
været katolsk, saa vilde det været varmere,
finere, bedre — likesom smaaborgerlaget i
katolske folk. Noget slikt föler man er
tanken. Altsaa katolicismen som kulturmakt.
Men da kan man ikke la være at huske,
at milieuet i Sigrid Undsets tidligere
realistiske fortællinger ogsaa var meget trangt.
Det oser i dem av hybler og fettete
pensionater og trange opganger, yderst illuderende
— men denne middelstandsodeur er jo ikke
den eneste i vort land. Med andre ord,
forfatterinden gir sine egne indtryk og
iagttagelser en altfor stor rækkevidde, og især
undrer man sig over at hun saa lite kjender
den lutherske aand og lutherske kultur i
Norge.
Romanen er ikke fri for arrogance — og
der har man aarsaken til dens kunstneriske
brist.
Trods alt er det realistiske illusionsspil det
gode i Sigrid Undsets bok, ideerne slæper
efter likesom halen paa en drage, de gir bare
styring. Akkurat omvendt er det i Ronald
Fangens Nogen unge mennesker. Der er
det ideerne som seiler frem, og selve
fortællingen med sine billeder, stemninger,
skjæbner spiller halens rolle.
Vi kan se noget typisk moderne og
efter-krigs i dette. Vel hadde for eksempel Sigrid
Undset sine »ideer» i sin tidligere realistiske
produktion, men det var svært jevne og
like-fremme tanker om fornuft og ufornuft for
kvinder, de sprang av iagttagelsen, de laa
gjemt i den. Det væsentlige dengang var
fortællingen, skildringen. For Ronald Fangen er
refleksionen hovedsaken, og menneskene hos
ham er til for at bære ideerne frem, somme
tider bare for at dröfte dem.
Handlingen i boken er lagt til aaret 1912,
og man kan altsaa si, at idékampen er
för-krigs — forfatterens mening er ogsaa at
av-slutte fortællingen med et bind, som skal
foregaa i aaret 1918. Han vil fölge denne
för-krigsungdom i dens utvikling. Men
hovedsaken er at denne bok ikke kunde været
skrevet för nu. Den kunde ikke bli skrevet
för overblikket var klarnet, og för dens
særegne form blev naturlig. Nu först, kan man
si, godtar vi en slik »roman», hvor de
naturalistiske krav til den ytre virkelighet er saa
pas forsömt. »Ideen» er blit den större
virkelighet. Dette er efterkrigs.
Forfatteren tar nogen unge mennesker,
fremstiller dem i typiske diskussioner og i
typiske fölelsesutbrudd. Han bryr sig saa
lite om illusion og om naturalistisk kolorit,
at han ikke engang skjelner riktig mellem
stemmerne. Det som blir sagt av de tre unge
mennesker og av den enes far, det er
forskjellig, hver hævder sit standpunkt, hver
tænker paa sin maate. Men stemmerne flyter
i hverandre. Og forfatteren er saa ivrig for
at faa utredet hvad de tænker at han ikke
altid dækker diskussionen med en situation,
han arbeider ikke altid ordskiftet ind i
handlingen.
Det kan hænde at dette vil svække boken
i det lange löp, men det gjör det ikke nu.
Ens opmerksomhet blir bare vendt sterkere
mot de tanker som optar de unge mennesker.
En spör lite efter hvad de föler erotisk, men
des mer efter deres indstilling til livets krav,
efter deres etik, deres aandelige reisning.
Midtfiguren, Nils Bang heter han, hörer
til den type som dengang hadde saa let for
at gaa under — og som nu pleier at redde
sig. Han er kommet paa glid med drik og
evindelig kaféliv, han svirrer omkring en
kunstnerkreds, han vil bli dikter, han orker
210
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>