Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Dansk Literatur. Døde og levende. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carl Behrens
og lagttagelsesævne, udførte i henrivende
Pastelfarver, med en Lethed i Stilen, en
Pen-neføring, som røber den øvede Skribent,
levende i Tiden og Øjeblikket.
Som Poul Levin og Sven Lange dyrkede
Kritiken mellem Slagene, saaledes ogsaa
Henri Nathansen, der længe har været
tavs som Dramatiker, men dog forsøgt sig som
revsende Døgnlyriker i en Række Digte
under Dækkenavnet Frater taciturnus. Sidst har
han udgivet en Bog om Georg Brandes, som
ban stod venskabelig nær (Nyt nordisk
Forlag). Han har nøje studeret Brandes som
Aand, som Personlighed, nærmere bestemt
som jødisk Personlighed. Han har set paa
ham med udelt Sympati, vistnok forstaaet
ham i hans universelle Betydning, men
alligevel forsøgt paa at indgærde ham og nøjere
bestemme ham ud fra jødiske Synspunkter.
Bogen er skrevet med Bredde og Fylde,
det mærkes, at Nathansen er kommet ind paa
et Yndlingsemne, og han kommenterer og
fortolker, seende, hvad han vil se.
Et Portræt — ud fra dette Synspunkt vil
han have sin Skildring betragtet. Men
Portrætet svnes altfor ensidigt bestemt, altfor
snævert betonet — dets Farver er for
sparsomt blandede. Brandes var en Proteusnatur,
der ikke var saa lige at indfange. Mange
Momenter maa tages i Betragtning, naar ban
skal skildres ikkejødisk ensidig, men
ver-densmangfoldig, saaledes som hans
Personlighed var.
Nathansens Skildring er da ganske
subjektiv, baseret som den er paa tilfældige
Indtryk, Samtaler og Breve. Taget som saadan,
som en Fremstilling, der er farvet af
Temperament, af personlige Sympatier og
Antipatier — det urimelige Angreb paa Edv.
Brandes f. Eks. — læses den med Opmærksomhed
og kan paa et og andet Punkt berige.
Men den Bog om Georg Brandes, som var
ventet, er Nathansens langtfra. Den kan
heller ikke skrives endnu, saa faa Aar efter
Mesterens Død, da Striden om ham og hans
Livsværk endnu ikke er afblæst, da man endnu
synes at staa midt i Kampen om hans Navn
og Betydning.
Nathansens »Portræt» er kun en Station paa
Vejen henimod det Værk, som en Gang
kommer, hvor alle Traade vil løbe sammen, alle
Kilder blive gennemforskede, hvor Storm og
Bølger vil have lagt sig, og Brandes’
Personlighed vil ses høj og frigjort, springende
frem paa Baggrunden af den Tid, til hvis
historiske Indsats han i saa rigt Maal bidrog.
Faa Skribenter har været saa produktive
som Georg Brandes. Jævnsides sine store
Værker — som gammel skrev han »Goethe >,
»Voltaire», »Julius Cæsar», »Michael Angelo >
— strøede han om sig med literære
Afhandlinger og kritiske Artikler i Tidskrifter og
Dagblade i Ind- og Udland. Adskillige af
disse Bidrag optog han i sine Essays og i sine
samlede Værker, men adskillige naaede han
ikke at faa genoptrykt. Et vægtigt
Supplement til Brandes’ Værker danner derfor det
Bind Artikler, som Axel Fraenckel og
Paul V. Rubow har udgivet under Titlen
»Liv og Kunst» (Hage og Clausen), hvor
den aldrende Brandes endnu en Gang viser
sin Portrætkunsts Fasthed og sin
Karakteristiks funklende Liv.
Ogsaa Harald Nielsen tegner Portræter
i sin Bog »Mænd og deres Gerning»
(Aschehoug, Dansk Forlag). Han ejer ikke
Brandes’ lette og elegante Haandelag — han er
politisk Moralist, træder frem tungt væbnet
med alle Citater i Orden. Af de Portræter,
han her fremfører, er D. G. Monrads langt
det betydeligste. Harald Nielsen har anstrengt
sig for at forstaa denne mærkeligt
sammensatte Personlighed, der gav sig dé
forskelligste Udtryk, fra højsvungen Pathos til
ætsende Spot. Han greb skæbnesvangert ind i
Danmarks Politik 1864, ramtes saa dybt af
Nederlaget, at han expatrierede sig,
udvandrede til Ny Zeeland og først vendte hjem, da
hans lidenskabelige Sind havde fundet
Resignationens Ro. Men hans nye Gærning som
Biskop i den danske Folkekirke kunde ikke
forhindre ham i paany at deltage i det
politiske Liv — han skrev sine »Politiske
Breve» med mange dybsindige og bitre
Betragtninger, han deltog i Polemiken mod
Georg Brandes efter dennes første
Universitetsforelæsninger og stillede sig til Folketinget,
hvor han sad fra 1882—1886 og under
Provi-soriekampen som en af Grundlovens Fædre
vendte sig med skarpe og rammende Ord
mod Estrup, der synlig ophidsedes af hans
Taler. Hans sidste Indlæg i Folketinget vil
ingen, der hørte det, nogensinde kunne
glemme : Han ønskede, at han var død, inden
denne Skændsel havde ramt den danske
Forfatning.
Harald Nielsens Karakteristik af
Ministeren Monrad er i psykologisk Henseende baade
dybsindig og rig paa nye Synspunkter. Den
556
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
