Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Maleren L. A. Ring. Af Sigurd Schultz
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sigtird Schtiltz
sig med hans Kanter o g rigtig fattede,
hvad han vilde, og hvad han gav. Men saa
vändt han ogsaa en Anerkendelse og en
Hengivenhed, der med mærkelig
Enstemmighed har holdt sig ganske uden for og
hævet over Kunstens og Modens
Omskiftelser iøvrigt. Paa den anden Side:
allerede saa tidligt som i 1889 — 7 Aar
efter Rings Debut paa Charlottenborg —
skrev Karl Madsen en Artikel, hvori han
fortolkede og vurderede Rings Kunst og
fastslog hans Indsats i dansk Aandsliv saa
udtømmende og saa rigtigt, at der den
Dag i Dag i det store og hele intet
væsentligt er at tilføje.
Fordi Ring »har staaet helt frisk, naiv
og ufordærvet over for sine Opgaver»,
sagde Karl Madsen, har han »formaaet at
give os en saa dybt træffende
Karakteristik af den sjællandske Landalmues
Fysiognomi, en Skildring af Livet paa
Landet, der i Henseende til Opfattelsens
Inderlighed og Dybde er den ypperste,
dansk Kunst ejer». »Man gaar ikke
oftere gennem en dansk Landsby, uden med
Tak at erindre, hvor sandt og hvor
kærligt hans Billeder har gengivet os dens
fattige Befolkning i hele dens ydre
Ejendommelighed, i Klædernes Snit og i
Klædernes Farve, og i hele dens indre
Ejendommelighed, i Klædernes Snit og i
Klæ-nesket bag Klæderne.»
Om Rings særegne maleriske Værdier,
»den ejendommelige Ringske
Landsby-Harmoni», hed det: »Rings Farvegivning
kan — især i hans Graavejrs
Friluftsbil-leder — tit være beundringsværdig, han
finder særdeles distingverede
Farveharmonier, hvis graalige Toner ikke alene har
den negative Egenskab, at de udelukker
alt, hvad der er grelt og skrigende, men
ogsaa den positive Egenskab, at de viser os
Skønheder, som Naturen ejer. De
temmelig stærke Farver i Landalmuens Dragter,
mildnede og forskønnede af Ælde, Slid og
Vejr, forstaar ban at stemme overordent-
lig fint til dæmpede og neutrale Toner i
Baggrunden.»
Endelig fastslog Karl Madsen det
afgørende Moment i Rings kunstneriske
Personlighed: »Ring er maaske den mest
ubestikkelige Sandhedssøger i hele vor
Kunst. Han regner ikke med, hvad
Verden anser for skønt, og hvad den anser for
hæsligt.» »Vi vil ikke oftere kunne narres
af overfladiske Billeder fra den Verden,
hvor han er hjemmevant, og som han
fremstiller for os med saa mandig en
Sandhedskærlighed, saa hellig en Enfold og
Ærlighed, saa dyb en Foragt for at behage ved
Løgn. Man har dumt bebrejdet ham en
Forkærlighed for det hæslige . . . Men
der hører Hjærte til for at elske
Virkelighedens Aasyn, som det viser sig uden al
Sminke, for at bøje sig kærligt og med
ydmyg Andagt mod det, der synes fattigt
og grimt, og finde den skjulte Skønhed,
det ejer.»
I de 40 Aar, der er gaaet, siden disse
Ord blev skrevet, har Ring gennemløbet
en Udvikling. Tidens Omskiftelser maatte
naturligt paavirke hans følsonlme og i
Virkeligheden ret modtagelige
Kunstnernatur. De gav ham større Vingefang.
Lejlighedsvis frembragte han Værker, der var
mere almenmenneskelige, større, enklere,
rigere i Følelsen, og hans Rækkevidde, de
Stemninger og Motiver, han formaaede at
omspænde, udvidedes. Men han bevarede
sin personlige Karakter ubrydeligt, med
saadan Fasthed, at Karl Madsens Ord
bestandig staar ved Magt, og saaledes, at
de personlige Egenskaber, der særlig
karakteriserer hans Begyndelse, paany er
blevet de stærkest fremtrædende i hans
Alderdoms Arbejder.
Selv om vi ikke besad andet fra Rings
Haand end, hvad han malede i Firserne,
vilde dette have været tilstrækkeligt til at
skabe hans Indsats. Han tegnede et
Billede af den sjællandske Landsby kultur, som
den saa ud paa hans Tid, og med almen-
582
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
