Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Ny dansk prosa. Av Kjeld Elfelt. 1—5
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kjeld Elfelt
skeligt nok at afgøre. Romanen hedder Leif
den Lykkelige. Han er lykkelig, fordi han
har vilje til at erobre en realitet og ikke
spilder sine evner paa udformningen af sin
menneskelighed. Hans vilje og hans lykke
staar paa bankkonto. Erik naar en anden
lykke: barnet. Udadtil er han gaaet i
stykker, han var for ærlig, troede drømme lod
sig realisere. Der er demokratisme i denne
skildring af de to ungdomsvenner og denne
fremhævelse af lykken som vilje, en
demokratisme, der næsten lugter. Han taler om
denne opøvelse i virkelighed, der blot er
afhængig af kraft. Det taler han mest om. Men
man ser ikke, hvorledes man skulde faa mod
til at leve. Og hvordan overvinde denne
haabløshed? »Det var i Grunden naturligt,
at det gik visse Mennesker bedre i
Tilværelsen end andre. At nogle maatte dø for at
andre kunde leve desto bedre. Ikke alle
kunde have det ligegodt og ikke alle kunde have
de samme Betingelser for at slippe let
gennem Dagene».
3-
Marcus Lauesens En Månd gaar bort
fra Vejen er en tung, alvorlig bog. Den har
et sønderjydsk motiv, foregaar i en lille
kystby under verdenskrigens første aar og
handler om to brødre, den ene er
pukkelrygget, den anden tuberkuløs. De hører til de
illusionstrætte, der søger en højere
virkelighed. De er uegnede til livet, men af tanke
og længsel vil de bygge sig en lykke bag
døden : om bare hvile er nok. De er færdige
her, har egentlig aldrig levet, krigen ligger
som en mørk truende skygge hen over deres
tilværelse og forøger den indre
meningsløshed. De er uden forbindelse med jorden eller
slægten, de har mistet den jordiske lykke, der
hedder det daglige arbejde. Det gentages
gang paa gang, af den grund følte han sig
ulykkelig og fremmed: han var uden
forbindelse med jorden og menneskene. Det er en
del af vor ungdoms tragedie.
Der er en brist i deres menneskelighed; de
er ikke mennesker nok til at lyve, de er uden
den forstillelse, uden den ironi, som kunde
redde dem ved at være en omstilling af
kraftforbruget. De fortaber sig i uklare
drømmeønsker. Gaar omkring i en ustandselig ring
af selvbeskuelse i den mørke, fugtige hytte.
Ser sjældent andre mennesker. Drømmerens
reaktion er ogsaa deres: en mani efter
handlingen, der skal bringe befrielse, at virke
praktisk, nyttigt med haand og værktøj.
Denne lykke i handlingen faar den ene af
brødrene til at begaa de besynderligste
forbrydelser, stjæle faar, skyde paa en fremmed en
mørk aften paa landevejen ...
Der er freudisme i bogen; befrielse for
besættelsen i handlingens desperation. Til
Arnes tragedie hører ogsaa det, at kvinden
kommer for sent i hans liv. Som drømmer
vil han livet, medens hans afmagt faar ham
til at hade. Sigrid er livet. Det kan han
tage med magt engang, naar blodet bruser i
ham, hidset af den farlige fantasi. Og saa
faar disse stakler deres fremtid i barnet.
Denne usædvanligt modne bog — naar man
tager i betragtning forfatterens ungdom —
har lært os den sorg, det er at være
menneske og den pligt, som forlanges opfyldt.
Har vi det rette mod og de nødvendige
kræfter? I bogen er intet befriet, intet løsnet fra
det mørke, hvori handlingen udspilles.
Derinde fra det tunge mørke hører vi stemmer
om sorg og lidelse. Figurerne er skaaret
stort og typisk til som motiver, som typer, i
en haard og skarp form, der kunde minde om
Pär Lagerkvist. Ogsaa her ser vi en
livsbane bestemt fra en tilfældighed. Et
ligegyldigt haab fra barndommen, der efterhaanden
tager magten fra forstanden og vokser sig
skævt og unaturligt. Magten over
barndommen var uvirkeligheden, et ubestemmeligt
religiøst haab, en lyrisme, der fortærer viljen
efterhaanden. »Fra vor Barndom har der
hvilet over os en uvirkelig Magt af
Bogstaver og af Gud. Men naar et Menneske
engang kommer saa langt, at han mærker sit
eget Kød, — det kan vare længe, — da er
denne Magt brudt.» Det er bogens kamp i
faa ord. De stumper af et menneske, der
tilsidst blev tilbage, havde endnu det haab, at
de skulde kunne blive førere for deres tids
unge, netop fordi de kendte mindre til livet
end til livets afveje, fordi de kendte til
ideerne, til kunsten og til gud. Disse haab er
blevet et slags afsind, de skal vokse sig fra.
Deres kamp er at befri sig for illusionerne.
»Aa, om vi kunde lære at brænde af alle de
Kirker og Templer og Musikhuse, som er i
vort Sind, og gaa ud og rede et Bundgarn
og fiske til Livets Ophold eller gaa ud og
hakke i Jorden efter Rødder til at spise.»
Bogen vil vise det vanskelige valg mellem
jorden og gud. Det er kunstens evige
problem, der ogsaa hedder: opøvelse i realitet.
Den er for digteren selv, tror man, en be-
172
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
