Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Ny dansk prosa. Av Kjeld Elfelt. 1—5
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ny dansk prosa
ne, fordi mennesket ikke taaler mødet med
den store uberørte natur. Denne slags
literatur er altid aktuel, eftersom vi altid er
civi-lisationstrætte. Naar sanserne er blevet
kulturtrætte, hvorledes da bedre helbrede end
ved at befri sig ved at vende tilbage til den
større rigere virkelighed, der hedder natur.
Da Peter Tutein i efteraaret 1929
udsendte sin anden bog, reklamerede forlaget
med denne nye månd: en dansk Jack London.
Det var da synd. Peter Tutein er mere end
fremviste stærke muskler. Han fortsætter et
arbejde i dansk literatur, paabegyndt af
Johannes V. Jensen og fortsat af Aksel
Sandemose (Klabautermanden). Ogsaa her hos
Peter Tutein er problemet dette, hvorledes
instinktet ved ophøret af det ydre tryk af
civilisation sprænger menneskehammen af
dyret. Manden taaler ikke livet i polarnatten.
»For tre Uger siden var han sejlet ud af
Frihavnen som Helt ... I Dag var det gaaet
op for ham, at det er en Kunst at være Helt,
naar man er ene. Alle hans Luftkasteller og
Pelsjægerillusioner sänk i Grus. Han følte det
som en Nødvendighed at slynge Armene om
sine Knæ for ikke at føie sig saa frygtelig
lille og forladt.» Allerede paa første side af
har man saaledes problemet klart. Det er, i
mere end en betydning af ordet, a strugglc
for life. Om man vil, fra Johannes V. Jensen
over Sandemose en forlænget Darwinisme,
hvor instinktet er den hensynsløse
selvopholdelsesdrift, erotisk kamp og mærkelige
former for overtro, beskrevet i en noget
amerikansk jargon. Literært en sammenblandning
af Jack London og Frank Norris.
Larsen er en usentimental bog om tre
fangeres liv ved en fangststation paa den
grønlandske kyst. Den er vel ikke videre dyb
i sin behandling af emnet, men frisk og
kraftig. Skrive kan Peter Tutein. Disse tre mænd
øver deres had paa hinanden. Og de skjuler
noget af deres angst derved. Mørkret og
angsten slider deres nerver op. Man faar syn paa
hinandens svagheder. Han snorker jo som et
svin. Han æder som et dyr. Skal han smudse
mine følelser til? De vil flaa hinanden, dræbe
og skære ... Man ser ikke blot, hvor
vanskeligt det er at være helt, men ogsaa, hvor
svært det er at være menneske. Emnet
bliver let trivielt og noget monotont. Vi kender
denne polarkuller, dette ekspeditionsvanvid ;
det er en lang række daglige smaakævlerier,
som det er vanskeligt at give ny form. Men
man forbavses over forfatterens opfindsom-
Pan l la Con r.
hed, naar det gælder nye drillerier og nye
besynderlige eder. Han kender instinktets
udslag og dets luner. Og ban forstaar at give
den rette baggrund med faa streger: hele den
blændende og funklende polarnat. Saa
mærkes da civilisationen som den farligste
byrde, manden har att slæbe paa. Hvordan lære
at være alene? Det er her den større
realitet: at lære sig ensomhedens styrke. »Han
vilde være upaavirkelig, han vilde være tavs,
han vilde kunne undvære andres
Fortrolighed og Sympati. Det gick langsomt og
besværligt. Ofte opdagede han, at han tog fejl
og gik forkert til Værks. Kun ganske
langsomt mærkede han, at det kunde lade sig
gøre at blive lykkelig ensom. Ganske
langsomt gick det op for ham, att han med Tiden
vilde blive i Stand til at leve sit Liv, som
ban vilde, uafhængigt.» Saa kommer de
andres gemenhed som en hindring for denne
befrielse. Instinktet, der er selvopholdelsen.
bliver en besættelse, der forlanger befrielse
i handling. Drabstanken opstaar. Den bliver
til en tvangsforestilling: jeg bliver først fri og
lykkelig, naar jeg faar ham skudt. Tanken
arbejder sig dybere ned under den daglige
irritationskrig. Den ender tilsidst som en ret.
Det er min ret at beskytte mig selv ved at
dræbe ham. Og saa følger drabet som en
naturlig, »ubevidst» instinkthandling. En
dag Larsen fra .en fjeldtop ser isen bryde
op og gaa til havs, forstaar han, ban er
befriet for sin byrde. Hans kammerat maa
175
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
