Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Den brændende Busk. Av Charles Kent
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den brændende Busk
klart nok denne Digtnings Begrænsning:
Objektiviteten i Livsskildringen hadde ikke sit
Maal i sig selv, den blev et Middel til at
fremkalde Stemning, og fortrinsvis den
pessimistiske Stemning som var naturlig for en
Slægt som ikke længere trodde paa
Evangeliet om Menneskets naturlige Godhet, men
som ogsaa fandt Døren stængt til den gamle
Klassicisme med dens enkle Begreper om
godt og ondt. I den Grad indgik det i den
almindelige Bevidsthet, at Stemningen var
Digtningens Alfa og Omega, att selv de
Forfattere som reagerte mot den moralske
Anarkisme og prøvde at finde tilbake til en
svunden Tids Livsanskuelse, med Normer som var
uavhængige av den enkeltes Følelse, —
oftest gav en følelsesbetonet Begrundelse for
sin Omvendelse.
Det tyvende Aarhundrede har bragt en
Reaktion imot Føleriet baade i Livsanskuelse
og i Digtning. Den nye Saklighet trækker
Konsekvensen av det nittende Aarhundredes
Oprørstendens: rent Bord med Fortiden og
alle overleverte Hindringer og Hemninger
for Instinktene. Men til disse Hemninger
hører ogsaa det nittende Aarhundredes
Vurdering av den sympatiske Drift og av
Stem-ningslivet i Moral og Digtning. Der er ikke
andre Livsrealiteter end
Selvopholdelsesdriften og Kjønsdriften. Disse Drifter ikke blot
bærer hele Kulturen, de er i Virkeligheten
Kulturen, naar Illusionernes Fraser blaases
vækk.
Denne Opposition mot Følelsesmoralen er
ikke ubekjendt herhjemme —■ det er jo de
opløsende Tendenser fra den store Verden vi
fortrinsvis godgjør os med — skjønt den nye
Saklighet her i Landet hittil har satt Frukt
mere i Politiken end i Digtningen: vore
Digtere, selv de revolutionære, hænger endnu
igjen i Stemningsdigtningen. At der findes en
anden Opposition mot denne end den nye
Saklighets, er der ikke mange som har klart for
sig, og heller ikke, at en av de mest
fremragende Digtere paa denne Front har vi midt
iblandt os.
Den hnmanistisk-religiøse Bevægelse er
ikke mindre saklig end den revolutionære. De
Illusioner som lægger et bedragerisk Skjær
av Idealitet over Instinktene, er ogsaa de
moderne humanistiske og religiøse Forfattere
villige til at sønderrive: Legenden om det
naturlige Menneskes fuldkomne Godhet tror
de ikke paa. Derimot tror de, at hvis man
sø-ker lidt mere end halvandet hundre Aar til-
bake i Tiden, vil det vise sig at der blev
glemt igjen et Kulturelement av vital
Betydning, dengang Menneskeheten slog ind paa
den Vei Shaftesbury og Rousseau hadde
stukket ut. De finder dette Princip rationelt
ut-formet hos den store Filosof fra Kønigsberg,
den steile Klippe som Tidsaandens mudrede
Strøm ikke fik overskyllet, eller de finder det
i Kristendommen, eller de finder det hos
Oldtidens Vismænd: hos alle disse finder de
Bekræftelsen paa at Mennesket har Evnen til
at hæve sig op over det naturbestemte
Begi-venhetsforløp, hvori ogsaa Mennesket trækkes
med av sine Drifter og Instinkter, og at
næk-te at ta Del i det, naar dette strider mot en
høiere Lov end Naturens. De mener at denne
høiere Lov har en likesaa ubestridelig
Gyldig-het som Naturlovene, og at denne Gyldighet
kan fastslaaes paa samme Maate som
Naturlovenes, nemlig ved Erfaring (»paa deres
Frukter skal I kjende dem» ): at følge den
høiere Lov skaper nemlig den gode
Samvit-tighets Fred i Sindet, mens Kapløpet efter
Verdens Lov skaper Ufred og Misnøie. Den
høiere Lov skaper Lykke i Nuet (»Aandens
Frukt er Kjærlighet, Glæde, Fred . . .»)
mens den naturbundne Lov lægger Lykken i
det imorgen som aldrig blir idag, alltsaa i
Illusionens Verden.
For denne Anskuelse, der gaar ut fra
Erfaringen om den radikale Motsætning mellem
ondt og godt i hvert enkelt Menneskesind, er
der intet uforklarlig i den historiske
Utvikling som foreløbig kulminerte i
Verdenskrigen : naar den subjektive Følelse blir øverste
Dommer over Rett og Urett, vil Maktbegj
se-ret før eller siden finde et smukt Paaskudd til
at trække Sverdet. (»Jeg tror, at Krigen . . .
hellig Korstog blir, . . . naar Hæren
kommer som et kuet Folks Befrier.»1) Og ut fra
denne Anskuelse er der ogsaa al Grund til
at imøtese et Armageddon værre end det
første, et Opgjør, hvor Nationalisme og
Socialisme og alle »-ismer» som er fostret av
menneskelige Lidenskaber, vil sammensverge sig
mot Resterne av Vesterlandets Kultur.
Henrik Wergelands Suk, »Hvi skrider
Menneskeheden saa langsomt frem?» er for denne
Anskuelse besvart ved at minde om
Grundvilfa-relsen hos Wergeland selv, den som f. Ex.
kommer tilsyne i hans Citat efter Shaftesburys
tyske Discipel Herder: »den Gud, jeg søger
i Historien, maa være densamme, som er i
1 Henrik Wergeland: Nordmandens Katekisme.
2I3
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
