Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Den brændende Busk. Av Charles Kent
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Charles K e n t
Naturen», — den som, for at bruke
Wergelands egne Ord, »sætter vor Slægts Mærke
kun i Virken for andre.» Dette »kun» er det
Shibboleth, som kjendetegner den
romantisknaturalistiske Livsanskuelse i Motsætning til
den humanistisk-religiøse. For det humanistisk
som for det religiøst bestemte Menneske er
der en høiere Lov end Menneskevenlighetens,
og den Altruisme som ikke underordner sig
under denne Lov, synker ned til
Sentimentalitet — »Humanitetens liderlige Karrikatur»
for at bruke en norsk Skribents Ord. Det vil
si, der blir ingen Virkelighet i den; den blir
en Illusion som Mennesket før eller siden
vaagner av — for at se sig stillet overfor det
avgjørende Valg: enten at betragte sig som
det rene Naturvæsen uten sentimental
Ut-smykning, eller at erkjende Sandheten i
Ordet at det store Bud er først at elske Gud —
eller i det filosofiske Sprog at opdage den
høiere Lov i Menneskets Væsen og handle
efter dens Principer — ogsaa overfor
Næsten.
For en Digtning inspirert av denne
Anskuelse, blir Opgaven da at gi en
Virkelig-hetsskildring i strengere Forstand end den
emotionelt betonede Digtning i den
forgangne Tid kunde gi den. Det Speil den sætter
op for Tidens Ansigt stræber den at gjøre
mere virkelighetstro end ogsaa den nye
Saklighets; nemlig ved at indføre i Billedet en
Virkelighet som denne »Saklighet»
fornæk-ter: Menneskets Bevidsthet om den høiere
Lov, dets Vurdering av sit eget Liv i Lyset
av denne Liv, og dets Vilje til at skape sig
selv om efter Lovens Bud.
Av denne Skiftning i Livsanskuelse følger
nødvendigvis en ny Hensigt med Værket.
Li-kesaa naturlig som det er for den
romantisknaturalistiske Digtning at appellere til
Læserens Sensibilitet, at prøve at sætte ham i
Stemning paa en eller anden Maate, — likesaa
naturlig blir det for den humanistisk-religiøse
Digtning at appellere til Læserens høiere
Vilje. Det betyr ikke at Følelsen elimineres;
tvertimot: det er jo en psykologisk
Kjendsgjerning at en Følelse bare holder sig frisk
ved at underordnes den Forestilling, den
knytter sig til. I samme Stund den dyrkes for sin
egen Skyld, forflyktiges den og maa
paaspædes med interessert Begjær, altsaa
forvandles til Sentimentalitet. I den
humanistisk-religiøse Digtning maa Følelsen være tilstede,
men disciplinert, underordnet under
Bevidsthet og Vilje. Og Bevidstheten blir den Over-
bevisning som Paul Selmer, Hovedpersonen i
Gymnadenia og Den brændende Busk
vinder ved sin Omvendelse: at den
Virkelighet han og de fleste Mennesker har trodd paa,
den som vi maser for at beherske, eller som
vi forfærdes over eller morer os over, den er
for en Illusion at regne. Den eneste
Virkelighet som det er lønt at regne med, er den
vi har Kontakt med gjennem vor høiere
Vilje — den vi behersker Drifter og Instinkter
med. Som Paul Selmer uttrykker det:
Lykken er der og venter paa os. Men
menneskene kan ikke vaagne op og se det; de blir
liggende med lukkede øine og væver sine drømmer,
— mareridt av rædsler, latterlige drømmetriumfer,
uanstændige drømmefarcer — og synes der er god
mening i det mest idiotiske drømmespind, akkurat
som vi gjør naar vi ligger og halvsover .. . Og ved
siden av os har hele tiden den virkelige
virkeligheten været, herlig og frygtelig. Det har alle
mennesker visst og trodd altid — saanær som vi
efterkristne hedninger.
Paulus har et Ord om at »bruke denne
Verden som om vi ikke brukte den». Det er
samme Tanke som ligger i Platons Ord at
»hvad Menneskene har for sig, er ikke værd
at ta alvorlig, men vi har en Tvang paa os
til at være alvorlige, og dette er vor
Vanskæbne». Likefra dengang Pindar kaldte
Mennesket for »Skyggen av en Drøm» til
Shakespeare formet Sentensen »Vi er det Stof som
Drømme spindes av, fra Søvn til Søvn vi gaar
vort korte Liv» — og vor egen Holberg
nedskrev sin Bekjendelse:
Alt hvad Naturens er, til fæle Ruiner skal vorde,
Sæden voxer hvor før Troja det mægtige stod.
Slanger og Ravne bor, og Rovdyr søger sit Bytte
her hvor den høiste Gud havde paa Jorden sit Bo.
Templet faldt, da der bygdes et nytt i Aand og i
Sandhet,
Templer er Skygge og Skin, Aanden er Legem og
Stof,
— bestandig har Tanken paa den synlige
Verdens Uvirkelighet vært nærværende hos
de store Aander blandt Digterne. Og likesaa
nærværende har hos de bedste av dem vært
Bevidstheten om Virkeligheten av en
usynlig Verden — Aandens, som Holberg kaldte
Legem og Stoff. Men Aanden er ikke andet
end Menneskets Bevidsthet om den
principielle Motsætning i dets eget Væsen og dets Vilje
til at overvinde det onde »saavidt som det er
et dødelig Menneske mulig», som Platon sier.
Aandens Verden er ganske visst bare virkelig
i vor Bevidsthet og vor Vilje; den Existens,
214
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
