Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Norske Romaner. Av Charles Kent
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Norske Romaner
Norge blir bare en Spurv i Tranedans uten
Opland til at trygge en Storindustri og
derför avhængig av Kunder som ikke er
av-hængige av os — som Poldværingene av
Sildens Luner.
Men August — »Redskapet» for denne
Omvæltning, hvilken Dom skal vi fælde om ham ?
Hamsun selv fordømmer ham igrunden ikke,
ja han har endogsaa adskillig tilovers for
denne sin pudsige Fantasiskapning. August er
en ansvarsløs Storskryter og en Månd som
ikke tar det saa nøie med Midiene; men han
er bestandig »i god Tro», oprigtig begeistret
for sit Ideal, — og han har et godt Hjerte.
Som Joakim sier om ham tilslut: »Han var
en Spasmaker og en Løgnhals, det var
moderne Tid og Mekanik og Amerikanisme i
ham, det var godt og ondt med ham, alt dette.
Men i en Ting var han bare Menneske og
August: han var snil og uegennyttig, han gav
bort indtil Skjorten og reiste sin Vei uten at
ha tilvendt sig en Øre.» Joakims Svoger Esra,
Nybyggerbonden som lever paa gammeldags
Manér og aldrig et Øieblik har ladt sig
be-daare av Augusts luftige Idéer, svarer
rigtignok at »det var bare Ansvarsløshet det
ogsaa .. . Han hadde nu heller ingen at sørge
for, han var alene.» Men Hamsun lar Joakim
faa det siste Ord: »Det er mange som er
alene, men som aldrig faar nok.» — Likesom
Hamsuns Polemik imot Kvantitetssynet peker
tilbake paa det rousseauanske Samfundsideal,
det enkle Liv i »Markens Grøde», saaledes
stanser hans Vurdering av det enkelte
Menneske ved det rousseauanske
Menneskelighets-ideal: den instinktive Broderkjærlighet. Med
andre Ord: Hamsun er den samme
Romantiker som før.
Det er ikke bare i Polden at Kampen staar
mellem gammelt og nytt. I Kristian Elsters
nye Roman1 utkjæmpes en lignende Strid —
Skuepladsen er her en liten Fjeldbygd oppe
under Jotunheimen. Paa den ene Side staar
det gamle Bondesyn, det samme som Hamsun
har saa meget tilovers for, Fornemmelsen av
at høre sammen med Jorden, saan at det
kjendes som en Forbrydelse at sælge Jord for
Penger, — og paa den anden Side den
samme Længsel bort fra Jorden som vi fandt hos
Lovise Margrete — bort fra Jorden og ind
til en tre Værelsers Ledighet i Byen. Denne
Motsætning fremtrær imidlertid ikke som hos
1 Bonde Vcirskjæg (Aschehoug).
25—Ord och Bild, 40:6 årg.
Hamsun i et enkelt og suggestivt Symbol, men
i et realistisk og kompliceret Livsbillede, et
direkte Speilbillede av vor egen Tid.
Dette vil ikke si at ikke ogsaa Elster har
sin bestemte og personlige Mening om de
Brytninger han skildrer; og denne Mening
er kanske, naar alt kommer til alt, ikke saa
svært forskjellig fra Hamsuns. Ialfald
er det tydelig at hans Sympati er paa den
gamle Tids Side. I Kampen mellem
Industrien som vil dæmme op Fjeldsjøene, og den
gammeldagse Bonde som ikke vil avhænde
sine Fiskerettigheter eller noen
Grundrettig-heter for Penger, kommer der imidlertid en
tredje Makt og blander sig ind —
Statsmakten, repræsentert i første Instans ved
Juristerna. Det er denne Makts Indblanding i
Kampen mellem de nævnte stridende
Interesser, som Elster i særlig Grad er forarget
over, og det er fremfor alt Motsætningen:
Jus og Liv — Jurister og Mennesker, som
danner Hovedtemaet i hans Bok. Det anslaaes
allerede i Bokens første Avsnit, hvor en
De-partementssekretær i en Betænkning kommer
i Skade for at skjelne mellem Jurister og
Mennesker, — han vilde skrevet »almindelige
Mennesker», men Tjenestemændene i
Departementets Fagavdeling gjør et Ordtak av det:
Fagavdelingens Mænd er Mennesker, den
administrative Avdelings er bare Jurister.
Der blir nedsat en offentlig Kommission
med det Formaal at faa et Forlik istand
mellem de stridende Parter — de er jo ikke bare
de to, Bonden og Industrien, ogsaa Staten har
sine Interesser at vareta som Eier av
Høi-fjeldet, og Smaafolket i Bygden er politisk
opagitert og vil de gamle Slægter som eier
Bondejorden, tillivs. Men alle disse Parter
finder hverandre i Grunden i fælles
Motsætning til de aristokratiske Grundeiere; og
selv Jordeierens egen Slægt svikter — det
moralske og det økonomiske Trykk er for
meget for Storbondens degenererte Barn.
Det er et Billede av stor Virkning, Elster
tegner av den gamle Storbonde Jon Maar —
en Månd av svære Dimensioner og med
Lidenskaber fra en mere primitiv Tid end vor
— hvorfor han da ogsaa faar Tilnavnet
»Bonde Veirskjæg» — hvilket, som kanske
bekjendt, er Navnet paa et Trold i et av
Asbjørnsens Eventyr. Morsomt, og betegnende,
er det naar Elster viser at nede i
Hovedstaden, hvor vi først møter ham, betyr han ikke
stort mere end en underlig og avstikkende
Figur, men naar han er hjemme paa sin egen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
