Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Norske Romaner. Av Charles Kent
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
No r s k e Romaner
Hun hadde voxet op hos en Onkel av sig,
og han hadde misbrukt hende, fra hun var
bare Barnet. Det var for at komme vækk
fra ham at hun rømte med Fændrik. Da han
døde, kom hun paa Sykehuset i Arendal og
fødte sit Barn. Efter Fødselen blir hun længe
liggende av Aarebetændelse, og saasnart hun
er frisk blir hun hjemsendt av
Forsorgsvæ-sendet — men hjemsendt til ingen anden
end Onkelen hur er rømt fra. Barnslig og
uerfaren som hun er, vet hun ikke anden
Raad end at rømme igjen, hun gaar iland fra
Dampskibet og tar Landeveien fatt — hun
har en Forestilling om at hun skal ha en
Tante oppe i en av Fjeldbygdene, og hende
vil hun opsøke. Hendes Vandring med
Barnet paa Ryggen er én lang Lidelseshistorie.
Frykt for Myndighetene som hun tror vil
ta hende, Sult og Tørst, Bekymringer for
Barnet, Aarebetændelsen som bryter op igjen
— og som om ikke det var nok, blir hun
forfulgt av Mændenes Begjær, hvor hun
kommer, ja vi blir endogsaa Vidne til, hvordan
hun blir voldtat ute i vilde Skogen — —
Nu er Josefa ett av de enkle, barnefromme
Sind, som Gabriel Scott har skildret saa
mange av — De husker Markus i »Kilden»
og Kristofer med Kvisten i »Stien» og
Emanuel i Boken av samme Navn og Pater
Julius i »Hyrden». Dennegang er det en
Kvinde han utstyrer med dette Sind, og det
gjør det jo lettere at tro paa Skikkelsen. En
Månd av denne passive Fromhetstype er det
vanskeligere at gjøre rigtig menneskelig
tro-og aktværdig. Men nogen indre Sammenhæng
er der ikke i Josefas Oplevelser, det er altid
yttre Ting som bestemmer for hende og hun
selv reagerer mot Skjæbnen bare paa en Vis:
med Taknemlighet og Godhet, naar hun
mø-ter Medfølelse, med hjælpeløs Skræk og
ufor-staaende Smerte, naar hun lider Overlast.
Hævnfølelse, Vrede rummer hendes Sind ikke.
Stein Balstad.
Følgelig har hun aldrig nogen Kamp med sig
selv: hun er skapt slik av Naturen, at hun
bare ønsker at gi, at den sympatiske Drift
dominerer helt og holdent. Men det vil jo
igjen si, at hun er en Idealkonstruktion,
mere end et virkelig Menneske. At stille en
slik Idealskikkelse ind i vor onde Verden og
vise hvordan det gaar den, kan naturligtvis
virke rystende; men det er et Spørgsmaal om
det er denslags Rystelser som er Kunstens
Opgave: »hvis den tragiske Helt lider
absolut uskyldig, blir hans Historie oprørende og
ikke tragisk» —- som Regelen blev opstillet
for to tusen to hundrede Aar siden.
389
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
