Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Nogle danske Bøger. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nogle danske Bøger
alderstegne og livskraftige Mænd, har fulgt
hinanden i Graven. Men deres Værker lever
efter dem, ja Georg Brandes’ Produktion
har været saa overvældende rig, at efter hans
Død nye Essaysamlinger har kunnet udgives.
Den sidst udkomne sammenfatter just »Store
Personligheder» (Hage og Clausens Forlag,
J. Fr. Clausen). Som Professor Paul V.
Rubow skriver i de Linjer, hvormed han
indleder Bogen, drog Brandes »bestandig ny
Næring af fransk Aaandsliv og anstrengte
sig stadig for at afvinde fransk Aand ny og
poetiske Sider». Saadanne franske
Personligheder som Moliére, Talleyrand, Taine, Guy
de Maupassant, Anatole France, Jean Jaurès
og Sarah Bernhardt vier Georg Brandes sin
lynsnare Karakteristik, blændende, æggende
undertiden til Modsigelse, men frodig ved at
føre Læseren til Selvtænkning og
Medarbejde. Faa Skribenter og Talere, om nogen
i det hele, har virket saa stimulerende paa
sine Læsere og Tilhørere som Brandes. Og
disse i deres Udgivelse posthume Essays og
Erindringer — til de nævnte Personligheder
slutter sig Eleonora Duse, Max Klinger,
Maximilian Harden og Pana’it Istrati — gør
Erindringen om Mesteren saa levende og
betagende ; det er, som om man atter hører hans
Stemme og ser hans letbevægelige,
udtryksfulde Ansigt og Glimtet i hans Øjne. Der er,
hvad ogsaa Professor Rubow gør opmærksom
paa, en af de her behandlede Personligheder,
der ligesom indleder og afslutter Brandes’
Gerning — Taine, der inspirerede ham til
hans første Bog »Dualismen i vor nyeste
Filosofi», omtrent samtidig afgav Stof til
hans Doktorsdisputats og faa Aar før sin
Død lod ham drage i Breschen for sin
Mester, da der fra norsk Side blev fældet Domme
og udtalt Formodninger om Taine, der var
»grundede paa den bare Læsning». Brandes
hylder sin Ungdoms Lærer i denne værdige
og følte Form: »Ja, han var som Menneske
et af de finest følende, mest taktfulde og mest
hensynsfulde, man kunde træffe. Det er en
Berigelse at have kendt ham. Saa dæmpet
hans Udtryksmaade var, man glemte aldrig et
Ord, han nogen Sinde havde sagt En.»
»En Berigelse at have kendt ham.» Dette
Udtryk passer ogsaa paa Brandes, det vil
underskrives af enhver, der har truffet ham
og beundret ham — hans Plads staar tom,
men hans Stemme lyder endnu en Gang med
indtrængende Varme gennem denne
efterladte Bog, der ejer Lidenskabens Flamme og
323
udsender djærve Hug mod Middelmaadighed
og Uvidenhed.
Samtidig med denne Bog udkom et Forsøg
paa at skildre Georg Brandes’ Personlighed,
saaledes som den fremtraadte i hans senere
Leveaar — Gertrud Rungs »Georg Brandes
i Samvær og Breve». (Gyldendal.) Man
kommer til at tænke paa, hvorledes mange store
Mænd efter deres Død er blevne skildrede
med Indiskretionens Hensynsløshed af Folk,
der i levende Live stod dem nær — Geniet
set i Slobrok og Tøfler og udleveret til
Pøblens Beskuelse med den Selvfølge, at
ingen er stor for sin Kammertjener.
Heldigvis rammes Gertrud Rungs Bog ikke af
saadanne Bebrejdelser, selv om Forfatterinden
burde have udvist mere literær Dømmekraft i
Behandlingen af Brandes’ Breve, som hun
meddeler brudstykkeagtigt og ofte tilfældigt.
Men hun giver et tilforladeligt og smukt
Indtryk af Brandes, som han var i sit
Studereværelse, hans Fæstning og Laboratorium, og
som hans Liv formede sig paa hans senere
Tids Rejser og under Sammentræf med
mange berømte Personligheder, der havde
Indflydelse paa Verdensløbet. Værdifuld er
især Beretningen om Brandes’ græske Rejse,
da Athen hædrede ham som en Aandens
Stormand.
I de meddelte Breve kastes der Strejflys
over Brandes’ senere Produktion, der er af
Værdi for en følgende Levnedsskildring.
Forøvrigt har Forfatterinden ganske fint givet
Læseren et Indtryk af Brandes’ Personlighed
med dens Ejendommeligheder — Heftigheden
og Lidenskaben, der bragtes i Balance af
Godhed og Hjælpsomhed.
»Georg Brandes i Samvær og Breve» er
vel ikke Bogen om Brandes, der engang vil
komme, men til Trods for sine aabenbare
Mangler har den dog søgt at forklare
Brandes’ Personlighed, som den ytrede sig i den
sidste Periode af hans Liv.
Henri Nathansen, som i sin Bog om
Brandes gav Træk til Forstaaelse af ham
som Menneske og Aand, har nu i
»Portrætstudier» (Nyt nordisk Forlag) samlet en
Række Karakteristikker af danske
Personligheder og en enkelt norsk — Henrik Ibsen.
Han er baade skarp og ironisk i sine
Studier, hvad især Vilhelm Andersen faar at
mærke. Med mere Forstaaelse og Sympati
dvæler han ved Henrik Pontoppidan og
Henrik Cavling, men hvad der gør hans Bog
værdifuld udover Øjeblikket er Portrætet af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
