Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Sophus Claussen. Af Jörgen Bukdahl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jörgen Bukdahl
i et søndret Prisme, selv Gentagelser brydes
paa ny Maader, isprængt med nye kulørte
Indfald. ’
Sophus Claussen har i »Pilefløjter» en
Vise om, hvordan han tabte en Kærlighed paa
Skanderborg Station; paa Valfarten til
Udlandet tabte han sit Hjerte i Paris, og uden
at han blev mindre dansk derved. Det danske
var netop den Grundtone i hans Vers, den
indre Forblødning eller det Sammenstød, det
Lydpunkt, vi er ude at søge efter. Selv
nærmer han sig det paa sin Udviklings Bane, og
han røber sig i Digtet til Johs. Jørgensen i
»Antonius i Paris» :
Der bygged i min Ungdoms Hus en Svale,
som bragte Breve langvejs fra om Lykken.
Jeg tog hvert Bud og Brev paa Tro og Love,
indtil den Vinter alle Svaler døde,
da fandt jeg dine løvfaldsbrune Skove.
Forlang ej andet Tegn paa Kunstens Møde
i denne Samtid snart saa sjæleøde,
end denne Fortid, hvoraf vi forbløde.
Denne anonyme Vinter skete det. Denne unge
Provins-Europæer, der var draget ud med
Livsbejaelsens og Livsfornægtelsens
tveæggede Sværd i sit Hjerte, forvandledes af et
Sammenstød, der laa dybere; mellem et stoisk
Humor og en raadvild Kvide, hvormed han
skyder Galgenhumorens Ildsluer ud i sit Digt
om »Digteren og Daarskaben» :
Med Daarskabens Tyvelygte gemt under
Kjortelens Flig,
man lever og dør. Al Alvor er Skæmt
og al Leg er Krig.
Her tier alle Ekkoer. Herfra kan han ogsaa
slaa en lysende Høstklarhed i et Digt som
det om Ingeborg Stuckenberg. Det rummer
ham helt, Modsætningen, Forblødningen. Det
Digt trækker hans Profil helt klart op.
Ypperligere Digt har han ikke skrevet, det
straaler af egen hemmelig Skønhed, det ejer en
sagtmodig Pathos, her er af alle 80ernes søde
og bitre Følelser krystet en kostelig Essens,
den alvorlige, urolige Grubler er blevet en
Medvider, der forstaar, hvor Forstaaelse ellers
ikke rækker til, men hvor Livets Hjerte
banker i Ve og Vellyst, af Emigranten er der
blevet en Heros, der ikke flygter, men tager
mod Livet, som det nu kommer i sin Fylde
eller Fattigdom, han ved, at ingen Form kan
rumme det, det er evigt som Stjernernes
Gang — det er flygtigt som Fnug i Solen,
det er vældigt som Vulkanen og skrøbeligt
som den flyvende Sommers Spindelvæv. Mod
skal der til for for at gribe det og lukke det
inde i et Digt. Saaledes grubler han da ved
Ingeborg Stuckenbergs Død over den
svundne Ungdom, over et levet Liv, og hun bliver
dette forgangne Livs Muse, bliver denne’
Ungdomsstrids Valkyrie:
I dine Øjnes Aandmusik
det kæmper og haaber, det hvirvler og spøger
som Genfærd fra tusinde Tider og Bøger,
du vilde ej taale, at Livet forgik.
Ej har dine Søstre paa tyve Aar
med Læberne røde af Kys og Løgne —
den Ro i to Uro-store Øjne,
den Straaleglans af usigelig Vaar.
Din Mund var en Gaade med lukkede Segl,
men Øjnene stirred saa blanke og kolde,
som skulde de dyste med Drager og Trolde
og blive ført bort under Sørøversejl.
Som skulde et Sted paa den sorte Jord
du vinde den Sandhed, hvorefter vi spejde,
og lykkelig frelse fra Livets Fejde
en Fabelblomst og et gyldent Flor.
Da dine Haandtryk og Spor forgik,
vi saa din Stolthed, som aldrig har sveget.
Der bliver fortvivlende lidt af saa meget:
kun Aandemusik.
Det var saaledes, at han blev ensom. Som
Dionysiker vilde han leve Øjeblikket til Bunds
— men fandt Evigheden. Som Emigrant vilde
han opsøge al Jorderigs Skønhed — men
fandt Forkrænkeligheden. — Det
forkrænkelige og det evige, det er Grundtonen i
Digtsamlingen »Heroica». Den bærer alle hans
diabolsk-dionysiske Lyriks hemmelige
Kendemærker. Man kan læse et Digt, man forstaar
ingen Ting, det rider paa Antydninger,
un-derforstaaede Meninger, sjældne Ord med
hemmelige Associationer, det kan være et helt
Spejlkabinet, og dog har det en egen indre
Sammenhæng gennem en Grundfølelse, der
netop fremkommer ved alt dette. Digtet kan
ikke rumme Oplevelsen, han prøver alle
Versemaal, endog her det tungtskridende
Hexameter eller den enkle Folkevise, ligemeget
hjælper det. Det Billede af Livets Under og
Gru, Claussen bar som Vision i sit Hjerte,
gik i Stykker som H. C. Andersens
Troldspejl, da det skulde omskabes til Illusion paa
Papiret. Derfor glimrer og gnistrer i sælsomt
Farvespil alle de Splinter og Brudstykker,
derfor disse Antydninger og dette
uforstaaelige, alt bærer dog Helhedens Vision i sig’.
Dette er Hemmeligheden ved hans Lyrik. Man
278
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
