Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Karl Larsen. Af Jörgen Bukdahl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ka rl Larsen
og jeg har set produktive Aander just
gennem Produktionen blive angrebne af den
Forfængelighed, som er al ægte Passions Ruin.»
Vise og dybe Ord; hvad Krigen var for
Dr. Ix, hvad Mindet var for Veteranerne og
den unge Kærlighed for Beate i »Seksten
Aar», hvad Barnet var for Fru Halck, det er
Samleinteressen for ham. Det skænker den
Illusion, der er Livets Sandhed og Mening
paa en Gang. Den afslører sig ofte som
Livsløgn, naar Døden gør Besøg, dette Stadium
er Karl Larsen endnu ikke kommet til, det
var forbeholdt Epilogen ...
Bag Ægteskabstragedien har Karl Larsen
saaledes tegnet den moderne Individualismes
Tragedie, for disse Mennesker betød det
personlige Liv mere end Samlivet. Derfor gik
Samspillet i Stykker. Det er dette, der førte
ham til at skrive »En moderne
Hverdagshistorie». Videnskabsmanden Henrik er af
Halcks Type, et Hjernemenneske, en
Forstaaer, Antonie er Kvinde og Moder helt ud,
ogsaa hvor hun forstaar; hendes
Hengivenhed og Hjælpsomhed er en Form for hendes
Moderlighed. I hende vil Karl Larsen skildre
den 40aarige Kvindes Psykologi. Det farlige
Tidsrum, der opstaar, da Børnene er vei fra
Haanden, men Livet endnu ikke endt.
Ogsaa Henrik føler Ensomheden og at
Baandene til Hustruen løsnes: »Han var en
Filosof, for hvem Livets Værdi mere og mere
blev en Betragtningens Stemning, krydret med
en forfinet Dyrkelse af Passioner, som havde
deres hemmelighedsfulde Rod i hans Væsens
Inderste, og som han syntes brød igennem
med stærkere og stærkere og uimodstaaeligere
Krav jo ældre han blev. Musiken hørte til
dem, den videnskabelige Samlen og Orden
ligeledes. Og overfor ham stod en Kvinde, der
ikke havde Passion skabt i sit Væsen, men
kun Trang til levende Kærlighed med Legeme
og Sjæl ... Han vidste godt, at det i saa
meget kun var jammerlige Surrogater, han havde
givet hende i sin Elskværdighed og Hygge, i
Bøger og Kunst ...» Altsaa Stillingen er
ganske den samme som i de forrige Bøger, Skibet
har den Læk, der vil bringe det til at synke.
Det samme Problem om Spænding mellem
Kunst og Liv, der jo er Spændingen mellem
Krav om udelukkende at følge sin Natur,
frigøre den, bekræfte den i Interesser — eller
hæmme den i et Samliv, i et
Menneskefællesskab, under store Ideers eller Offerets Lys,
fordi en Pligt byder, det samme Problem
behandler han ogsaa i den lille skønne Fortæl-
ling »Den Ensomme»: Den aldrende
Forfatter, der har oplevet alt hvad Livet kan byde
paa, og den ensomme Sømand og Guldgraver,
der kun har en Oplevelse, og det er Barnet,
der nu er død: »Han ejede jo ikke
Kulturmenneskets Rigdom paa Ideforbindelser. Hans
Liv havde været de haandgribelige Ting, hans
Religion behøvede en Fetisch, hans Smule
Fantasi de synlige Minder saa langt mere
end Andre — end Forfatteren, der sad her
midt inde i sin Barndoms By, mellem Møbler,
hvoraf hvert eneste havde sin Historie
knyttet til hans, blandt Bøger, Papirer, Billeder
paa Væggen, der dannede en uovervindelig
Hær i Kampen for at bevare alt det, som ikke
mere var.» Han skulde erfare andet. Han
træffer denne Månd paa Kirkegaarden, hvor
han plejer en lille Grav, Barnets. Mindet om
det er Meningen i hans Liv: »Døden havde
dog haft sit velsignede Bud indenfor hans
Dør. Livet havde dog været naadigt og
skænket ham Erindring. Menneskene havde dog
atter en Gang i deres Lavhed og
Løgnagtighed maattet tjene det skønne fromme Bedrag.»
Nøjere sætter nu Forfatteren sig ind i denne
ensomme Mands Historie, men med et lille
behændigt Pennetræk til Slut stiller han alt
paa sin rette Plads: »Denne Månd, som var
blevet gammel og ene og i Ensomheden havde
fundet sit Livs dybeste Indhold ... Denne
Månd, som Forfatteren i sin egen Ensomhed
bøjede sig saa dybt for og følte, at ingen
bedre end netop han kunde forstaa.»
Kunst og Liv, ja, de to, der saa ofte
udhuler hinanden, har i denne Fortælling
bekræftet hinanden.
Den anden Del af Karl Larsens
Forfatterskab, Rejseindtryk, begynder med den
muntre Skildring af hans første Tysklandstur:
»Cirkler.» Til denne Del af Forfatterskabet
hører: »Poetisk Tyskland», »I det store og
hellige Rusland», »Det skønne Portugal».
Hans Rejsebøger skiller sig paa et
væsentligt Punkt fra de to andre Rejsebogsforfattere
i dansk Litteratur: Johs. Jørgensen og Johs.
V. Jensen. Som Karl Gjellerup, der med »En
klassisk Maaned» og »Vandreaaret» skrev de
første moderne Rejsebøger, har de begge et
Problem med i Kufferten. Bag ved Rejsen
og Beskrivelsen stikker et tydeligt Formaal
Hovedet op. De kom ikke alene udvendig fra
Sted til Sted, men udover at beskrive dette,
har de ogsaa indvendigt tumlet med Problemer,
der klarede sig, mens de rejste.
32 7
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
