419 (Ord och Bild / Fyrtioförsta årgången. 1932)

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - J. C. Christensen. Af Johannes Lehmann

scanned image

<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

J. C. C kristen se n

tige Livslyst ligesaa. Derfor er de ofte
straalende morsomme Karrikaturer helt
ved Siden af; J. C. Christensen var
hverken et Guds Lam eller en Ræv. Han var
en virkelig Politiker, med ikke saa lidt af
Spilleren i sig, og i Slægt med dem vi kan
kalde machiavelliske. Da han i sin Tid lod
Oberst Lütken føre de hemmeligste
Militærforhandlinger med den tyske
Generalstabschef Moltke, vidste han næppe, hvor
højt et Spil han satte sig ud for. Var det
gaaet, som han da ønskede det, var
Danmark styrtet i Afgrunden med
Verdenskrigens Udbrud. Manglende
Menneskekundskab var jo J. C. Christensens
svageste Side. Naar han overhovedet taalte
Albertikatastrofens Hovedperson i sin
Nærhed, dækkede ham til hver en Tid, var
det fordi Mænd, der som J. C.
Christensen er vokset lige ud af det umiddelbare
danske Demokrati, i nogen Grad
mangler de følsomme Nerver. Her har de gamle
Byslægter et Fortrin. Derfor taalte Mænd
af deres Midte heller ikke den
menneskelige Undtagelse som P. A. Alberti var,
de saa ham leve hinsides Godt og Ondt,
og de fik Ret. Stærk var J. C.
Christensens psykologiske Sans ingensinde og
dertil kom, at han var og blev fremmed
indstillet overfor alt, hvad der laa udenfor
Rigsdagspolitik. Og det gjorde de Lütken-

ske Affærer og Albertis Bedragerier.

* *

Det var efter Valget i Januar 1890, at
J. C. Christensen kom ind i Folketinget,
og det er siden hævdet med Styrke, at
Tiden da arbejdede for ham. Noget er der
om det. Skæbnen vilde, at Berg døde,
Bojsen led sit store Nederlag og Hørup gled
ud. Der blev Plads for J. C. Christensen.
Og han forstod paa sin Vis at fylde den
helt.

Arvtager blev J. C. Christensen efter
Christen Berg; det var paa dennes Poli-

Fot. Beiter, Ringkjöbing.

J. C• Christensen. 1890.

tik han var blevet valgt, og med
Selvstændighed vogtede han Arven, saadan som
en Månd af en helt anden Psyke og
Støbning gør det. Naar man har villet forene
dem som Vaudevillens Klister og Malle
og troet, de stod paa samme Niveau, er
det gält. Forskellighederne er større end
Lighederne. Den ene var Høvding, fordi
der i ham var Iderigdom, Grøde og Vækst,
en rastløs Iver efter at skabe og sætte i
Gang. Saadan var J. C. Christensen ikke.
Han var født til Fører, vidste det, rettede
sin Karakter og sit Blik derefter. Med sejg
Vilje indhentede han Maal efter Maal —
og det var ikke at undres over, at han
blev Minister, da han kun var fireogfyrre
Aar gammel. Det var jo ham, der havde
gennemført Systemskiftet, havde vundet
den endelige og afgørende Sejr for den
almindelige Valgret. Og i mange Aar
havde han med Rette været anset for
Landets stærkeste Månd.

Ukendt og uænset kom han ind paa
Thinget, tilsyneladende ikke med anden
Ballast end den, at han var en dygtig
Lærer ovre i Stadils lille Landsbyskole og

419

<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>

Project Runeberg, Mon Dec 11 14:03:46 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >> https://runeberg.org/ordochbild/1932/0463.html

		Ord och Bild / Fyrtioförsta årgången. 1932 / 419 (1892-1951) Table of Contents / Innehåll \| << Previous \| Next >>
	Project Runeberg \| Catalog \| Recent Changes \| Donate \| Comments? \|