Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - J. C. Christensen. Af Johannes Lehmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
y. C. Christensen
i Dag har ført den igennem, gjorde De
smukt i, hvis De locl en af Deres
Ordførere, f. Eks. det ærede Medlem fra Præstø
Amts sjette Valgkreds (Bojsen), som jo er
Theolog, kalde hele Menigheden sammen
til en Aftensang ovenpaa, og lod ham
præke over et Ord, der staar i Peders
Brev, og som lyder saaledes: »Hunden
vender sig til sit eget Spy.»
Det var en stor Sag, som her var
blevet afgjort, og for de Opmærksomme
viste den, at der i J. C. Christensen stäk den
store Fører. For hvordan var han ikke
just da i Støbeskeen, hvilken Vækst var
der ikke i ham, ikke mindst som Taler.
Hvad han nu siger er meget, og det
bliver sagt i en djærv og aggressiv Tone. Han
vinder Gehør i Thinget, og de der i
kritiske Øjeblikke stod i Opposition til ham,
kunde ikke undlade at bide Mærke i, hvor
kolde, ja grusomme hans Øjne kunde
blive. Det var sjældent, men nu og da røbede
han dog, at der bag hans milde Væsen laa
den hensynsløse Magtvilje, som aldrig
bekymrede sig for den Enkeltes Velfærd.
Selv fra den i sit Udstyr saa grufuldt
kedelige Rigsdagstidende dirrer der fra hans
Taler en tæmmet Desperation, en Vilje til
at kue og sætte igennem, og den tager til
eftersom hans Indflydelse vokser.
Straks efter Forliget staar Heldet ham
paany bi. Ved Valget i 1895 fik dets
Modstandere, sikkert mod egen Forventning, et
solidt Flertal, fordi Højre i dum
Stædighed ikke havde taget Konsekvensen af den
trufne Afgørelse, havde ladet Estrup falde
og Bojsen komme til — med den unge,
saare talentfulde Niels Neergaard som
Finansminister. Meget havde da set helt
anderledes ud i dansk Politik. Der var hos
mange Forligsmodstandere et alvorligt
Ønske 0111 at samle de tre
Oppositionsgrupper, Bergianerne, Hørupperne og de
Høgsbro-Albertiske Fjortenmænd, som ved
Forliget havde skilt sig ud fra det
moderate Venstre. Men her var J. C. Chris-
Fødegaarden i Hoven.
tensen ikke med. Han vidste, hvad han
havde, og vilde ikke ud i Eksperimenter
à la »Det forenede Venstre». De
seksogtyve, der stod bag ved ham, var sikre nok
—• de saa i ham den eneste, den absolute
Fører. De vilde følge ham i et og alt.
Men trods det, at han ikke var virksom,
omend han ikke gik imod
Sammensmeltningen, kom den i Stand. De første Mænd
indenfor de tre Venstregrupper vilde den,
og da det nye Parti var en
Kendsgær-ning, fik det i J. C. Christensen den
bedste, den mest karakterfaste Fører.
For ham stod Venstre i disse Aar som
et Parti, der i Lighed med Jøderne skulde
staa med Murskeen i den ene Haand og
Sværdet i den anden. Det skulde være
stærkt for at kunne gaa i haard Kamp.
Derfor havde han kun tøvende opgivet sin
sikre Stilling som Bergianernes Chef, for
at blive Leder af det store uensartede
Parti. Har Selvtilliden svigtet den endnu
saa unge Månd, eller har han følt det for
broget at Jyder, Sjællændere og
Kjøbenhavnere skulde blande Blod? Hans
begrænsede Ærgærrighed har faaet ham til
en lille Tid at standse op, førend han gik
med.
421
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
