Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - J. C. Christensen. Af Johannes Lehmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johannes Lehman n
Forsvarssagen. Tegning af
Alfred Schmidt.
» Klods Hans> i gog.
Men da han. først havde gjort Skridtet,
da han ikke længere nøjedes med at være
»jeg og mine Venner —», viste han sig
som Føreren. Der kom noget rummeligt
over ham, selv de skarpeste
Modsætninger kunde han forene, og omend han for
en Sikkerheds Skyld havde betinget sig
Ret til at holde sin egen Gruppe sammen
indenfor Reformpartiet, var han en fuldt
loyal Leder af hele Partiet.
De seks Aar der nu gaar, indtil han i
1901 bringer Systemskiftet, er uden Tvivl
hans lykkeligste Tid. Nu var der
Lejlighed til at vise, hvem han var og hvad han
vilde. Fra Debat til Debat saa at sige,
afslører han et overlegent Kendskab til
politiske Motiver. Fik han et Nederlag,
rejste han sig kort efter igen; han var som
en Hund, der kastes i Vandet, men straks
svømmer paa Land og ryster det vaade
af sig. Rent taktisk var han friere og
større end alle andre siden J. A. Hansens
Glanstid i det forrige Aarhundredes Midte,
og han viste en forbløffende Evne til at
planlægge og organisere mere end ti Aar
frem i Tiden. Ved enkelte, for den ikke
opmærksomme ret ligegyldige Ytringer
kunde han forberede en Drejning, som
skulde blive til Handling en halv Snes Aar
senere. Det være nok at tænke paa
Forsvarssagen, Spørgsmaalet om den
kommunale Valglov og Kirkesagen. Og
allerede inden Verdenskrigen gav han den
Parole, at han, naar Kirkelovene var ført i
Havn, var rede til at staa i Spidsen for et
antisocialistisk Fremstød.
Uforlignelig var han fra 1895—1901 i
sin konsekvente Underminering af Højre.
Det var altid J. C. Christensen, som trak
det længste Straa. Aldrig gjorde han
mindste Indrømmelse men forhandlede det
mere og mere forpjuskede og afkræftede
Højre lige ind paa Livet; hele Landet
kendte til de store Reformer, Venstre
vilde bringe, naar det kom til Magten. Det
skortede ikke paa søde Lokketoner, og
flere og flere kom til. Højres Fald var
nær. Det kunde enhver se.
Det hjalp ham i disse Aars
kedsommelige Sejpineris Politik, at han var en
Månd, med et stærkt Sind og uden sarte
Nerver overfor Utaalmodighed. Fra den
radikalere Lejr forlangte man nu, at J. C.
Christensen skulde »flytte sig af Stedet».
Forrest blandt dem, der vilde føre ham
frem til Regeringsmagten, var »Politiken»s
Mænd med Ove Röde i Spidsen. Denne,
som under og efter Krigen viste sig som
den evnerigeste blandt de evnerige, fik
endog den kjøbenhavnsk-æstetisk farvede
Kultur til at se op til J. C. Christensen. Højres
gentagne Nederlag viste, at Tiden nu var
inde. Men J. C. Christensen lod sig ikke
rokke. Nølerpolitiken var blevet hans —
og paa den sejrede han.
Da han i 1901 blev Kultusminister i det
første Venstreministerium, som havde
Juristen Johan Henrik Deuntzer til ren
422
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
