Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Valdemar Rørdam. Af Ejnar Thomsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Valdemar Rørdam
Digtning1 — måske navnlig fra Swinburne
— er umiskendelig. Særlig karakteristisk er
hans Udnyttelse af det daktyliske Rim,
Korjamben og — fremfor alt — Spondeen. Hans
Vers er mere levende end musikalske, mere
nervøse end afklarede, men just derved af en
ganske særegen Skønhed, der kun tilegnes,
når man siger dem højt og på den Måde
deltager i Skabelsesprocessen. Den bundne
Forms aldeles dominerende Overvægt i hans
Forfatterskab har ikke indsnævret hans
Emnekreds; Verset er hans naturlige
Udtryksform, og han bruger det så at sige til alt.
Harald Nielsen, hans mest indtrængende og
dybest kongeniale danske Kritiker, er nået
til at opfatte det anstødeligt upoetiske hos ham
som nødvendigt samhørende med hans i
dobbelt Forstand sjældne Talent, og Fredrik
Böök er omtrent af samme Mening: »För
honom har poesien icke varit essensen, som i
sparsamma droppar pressats ut ur lifvets
krossade blomblad, den har varit vinden i seglen,
ljuset öfver världen, hvardagens bröd».
Hermed stemmer det overens, at Rørdams
sansende Erobring af Naturen og Tingene ikke
egentlig er den genialt præcise og verbalt
nyskabende Iagttagers, men at hans Forhold til
dem snarere har en viss almen Arbejdets
Betoning; han anskuer ikke som Forfatter af
Faget, men som Jæger, Havemand,
Håndværker o. s. v., i hvert Fald som Regel med
en egen aktiv Indstilling. Men er han
således Søgnedagens Tolk, er han på den anden
Side af en festlig Storhed i hele sin
menneskelige Stil, ikke så lidt af en chevaleresk
Grandseigneur, hvis kunstneriske Udløsning i
så Henseende falder mangen jævn og skævt
smilende Dansker for Brystet som noget
teatralsk. Ikke underligt, at han har følt sig
tiltrukket af svensk Glans og Holdning, — uden
at han dog derfor underkender sit eget Folks
Fortrin, hvor det måtte have dem:
Vi veed ..., hvorledes de forskellige
Stænder og Klasser i et Folk skal leve sammen
med gensidigt Hensyn og Respekt. Svenskerne
1 Rørdam, der — uden at afslutte med nogen
Examen — har drevet sproglige
Universitetsstudier, er vor ypperste Oversætter af engelsk Poesi.
2 Angående Rørdams Syn på mangt og meget
i Sverige, Finland og Norge og angående
Arten af hans Skandinavisme henvises til Taktløs
Tale på Prosa og Vers (1924).
veed ..., hvorledes et Folk som Helhed
hævder sin Selvrespekt og skaffer sig Agtelse
udefra.2
Denne sidste Bemærkning rummer en
bitter Antydning af, hvad der nager ham ved
at være dansk. Muligt, at Sønderjyderne (der
indtager en fremtrædende Plads i hans
Digtning) har udgjort den væsentligste
Bekræftelse af hans nationale Tro. Og muligt, at
hans inderste Syn på Danmarks Fremtid er
gennemisnet af en Undergangsangst i
Lighed med Henrik Pontoppidans. Det er næppe
rigtigt — som Böök har gjort det — at
bestemme Grunden i hans Væsen som Håb.
Selvfølgelig har heller ikke de ydre Kår,
der i et lille Land er beskåret en tungt lastet
Lyriker uden nogen Slags Partistøtte, skullet
stemme ham lysere. I det mandige og
smertelige Digt Min Abild taler han om det
kræftsyge Træ, som ikke kan leve af Beskæringen
alene:
En enkelt lille Frugt måske blir moden
med en sær tvefold Sødme fra det Rige,
hvor Blomsten vugger solbelyst, mens Roden
er Savn og Sult ... Hvad vil min Abild sige ?
Det løfter som et Muldskud under Foden,
og Træet sukker tungt som til sin Lige:
»Hjælpe mig kan du, Herre, hvis du vil.
Hent Øxen! Det er den, jeg trænger til».
Stille, min Abild, stille! Vi kan trænge
til mange Ting, vil gerne være frie
for al den Drift og Drøm, som gir kun Flænge
og buldne Sår. Ved Kristus og Marie!
De sultne Sjæles Liv kan vare længe.
Men jeg, din Gartner, byder dig at tie,
grønnes og blomstre, selv om alt er goldt
og håbløst. Sådan bliver Haven holdt.
Mere end én Mening anes i disse dejlige
Strofer, der sagtens er den ene Halvdel af
den Sandhed, hvormed Rørdam fejrer sin
Tresårsdag. Den anden er den, at »kun hvor
Sindet kaldte, har jeg søgt», og at
.. . gennem hedt og koldt
førte jeg mit eget Sangsinds Kraft og Svaghed
uden Svig. Et Løfte — som blev holdt.
Vi, der har Valdemar Rørdam behov, —•
og vi er flere, end han véd ■—-, takker ham,
fordi Haven blev holdt, og fordi Løftet blev
holdt.
505
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
