Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Norsk Front imod Kulturkrisen. Af Ove Lundbye
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ove Lit n d b y e
rigt paany minder os om, at de er indbyrdes
beslægtede. Hvori er de beslægtede? I
Mangelen af to væsentlige klassiske Egenskaber.
Holberg nægter ingenlunde Phaëton sin
Ad-miration. Han anerkender hans store Geni
(omend med den stille Ironi, hvormed han
gerne omgaas saa store Ord). Men det er jo
dog bekendt, at »hans Kørsel løb meget slet
af». Hvorfor? »Efterdi den ædle Kvalitet,
som han roses af, var ikke krydret med
Skjønsomhed, og han ikke saa dybt nok i
Tingen, det er, vejende sine egne Kræfter
imod det store Foretagendes Vanskelighed.»
»Skjønsomhed» — det er det klassiske
Maadehold, det klassiske Væsens centrale
Egenskab, der stammer fra Grækenland, og
som, dybt forankret i fransk
Nationalkarakter, har præget hele »det store Aarhundrede»
og derfra er givet videre til den senere
»Borgers» Type, der for en stor Del har præget
det 19. Aarhundrede (maaske bedst belyst ved
Thomas Manns Produktion), og som i vore
Dage er Genstand for Kommunismens, ja hele
Ungdommens mest brændende Had. Og
dernæst Manglen paa Evne (og Trang) til »at
se dybt nok i Tingen», og frem for alt i sig
selv og sin egen Begrænsning. Det er
Hovmodet, der maaske mere end alt andet
præger Rousseau og enhver Mennesketype, der
er beslægtet med ham, Selvforgudelsen, der
ikke anerkender nogen Autoritet over sig, ej
heller nogen Grænse for sine egne Kræfter
og for sin Ret til at bruge dem efter eget
Tykke. Men Tingenes Natur har sin egen
Logik, som ikke lader sig bedrage. Atter og
atter bekræfter Erfaringen, »at indbildt
Herlighed til Strikke let kan være» (Holberg).
Det klassiske Menneske »saa dybt nok i
Tingen» til at vide, at der dybt forankret i
Tilværelsen findes faste Værdier og Maal, som
ikke ustraffet kan krænkes. Det klassiske
Menneske er Realist i en ganske anderledes
ægte Betydning end de, der senere har villet
bilde sig selv og andre ind, at de var det.
Hele Holbergs Gerning, siger Fett, var jo
»at arbejde frem redelige Værdimaal».
Mellem Revolutionære og Spekulanter er der et
dybt Slægtskab; de tror begge paa
fantastiske Fremtidsdrømme, d. v. s. paa, at Ønsker
og Maal kan realiseres, der ligger ude over
hvad der er muligt i denne Verden, som den
er. Og den Del af Virkeligheden, som de mest
tager fejl af, er Menneskets Natur.
Enhver Tidsalders Væsen kan udledes af
dens Opfattelse af Menneskets Natur. I et
brilliant og morsomt Afsnit »Den
revolutionære Tante» giver Fett et Billede af
Rousseau og hans Forfalskning af Menneskets
Selverkendelse. »Han præket Menneskets
Majestæt i dets dyriske uskyldighetstilstand
med en intellektuel følsomhet, bak hvilken der
skjulte sig adskillig ødelæggelseslyst. I sin
retoriske fraseologi gav han alle de
destruktive ting i sjælen de skjønneste navne,
uorden kaldtes frihet, det konfuse blev kaldt
geni, og fra ham skriver sig en ganske slåp
æstetik, en dunkel filosofi, en sentimental
fø-lelsesmoral, en rotet instinktpolitik». Trods
den »psykiatriske Appetit», der er typisk for
vor — Freuds — Tidsalder, er hele
Tidsalderen dybt præget af Rousseaus Tro paa
Menneskenaturens Godhed og
Guddommelighed. Hele Psykoanalysen f. Ex. hviler jo paa
den Tro, at Mennesket uden andet
Hjælpemiddel end en dybere Selverkendelse kan
frelse sig selv; de farlige »Komplexer» er
kunstige Hæmninger, opstaaet ved ydre
Paavirkninger fra Samfund, Milieu, Oplevelser,
der kan neutraliseres og ophæves.
I skarp Modsætning hertil hviler det
klassiske Livssyn i det store og hele fast paa
den kristne, idealistiske Opfattelse af
Mennesket. Arvesynden er en Kendsgerning for
enhver, der med en uhildet Sans for
moralske Værdier forener et uhildet Blik i sin
egen Sjæl — hvorledes man saa end
theoretisk vil forklare dens Opstaaen. Det
klassiske Menneske har en Ærefrygt for Guds
Majestæt og en ydmyg Følelse af uendelig
Distance mellem Gud og Mennesket, som er
beslægtet med den middelalderlig-katholske,
og man er saa langt fjernet fra den
demo-kratisk-grundtvigianske Fortrolighed med
Gud som vei muligt. Følelsen af Guds
Kærlighed behøver ikke at blive mindre af den
Grund, men det personlige Forhold til Gud
bliver præget af en Blufærdighed, der
stemmer med hele den klassiske Sans for Form og
Anstand. Og atter her ser vi det
ejendommelige Forhold, at Tilbagetrængningen af
Subjektivismen netop giver den frodigste
Jordbund for Dannelsen baade af virkelig
personlig Storhed og af Fællesskabsfølelse. Fett
giver nogle ypperlige og betagende
Skildringer af store, norske Præsteskikkelser som
Hersleb, Peter Dass og Hans Egede, og
peger tillige paa, hvorledes den levende Sans
for Kirken som Institution og for
Gudstjenesten som Fælleskultus skabte et
Menighedsliv og en ydmyg Samfølelse, som ingen
602
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
