Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Norsk Front imod Kulturkrisen. Af Ove Lundbye
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ove Lundbye
Filosofi», og i adskillige andre
Tidsskriftsartikler har han bekæmpet Naturalisme og
Romantik — der er to Udtryk for samme
illusoriske Livsopfattelse. Fem af disse Artikler
udkom ifjor som Bog med Titlen »En
Lægmand orienterer sig i Tilværelsen» (Some &
Co.). Som Ronald Fangen og Sigrid
Undset er Kent Digter, men som disse har han
følt Nødvendigheden af en anden, mere
omfattende og mere forbindende Livsorientering
end den rent kunstneriske.
Det er interessant, at Kent selv fører sin
aandelige Afstamning tilbage til
Oplysningstiden. Afhandlingen »En Lægmand
orienterer sig» indleder han med at minde om,
hvorledes Oplysningstidens Maal — bedst
formuleret af Kant — var at gøre den
almindelige Månd, Lægmanden, myndig, »sætte
hans Fornuft i Arbejde, forlange at han skal
orientere sig i Tilværelsen paa egen Haand».
Kent ser meget rigtig, at Oplysningstiden
endnu ikke drog de fulde Konsekvenser af
den nye Indstilling (som i Virkeligheden
fødtes med Renæssancen). De ledende
Værdier vedblev nemlig saa nogenlunde at være
de overleverede evige Sandheder — jfr.
Harry Fetts »Enevælde» — og netop
derved blev Tiden det, som den endnu er for
os: stor, klassisk. Men vi er gaaet længere
ad den angivne Bane: den tvivlende Fornuft
har forlængst angrebet selve Livsmaalene.
Faren er, som Kent peger paa: Anarki,
Relativisme, Ophævelse af alle faste Værdimaal,
uindskrænket »fri Bane» for alle Impulser og
Drifter. Og det er jo ogsaa præcis, hvad vi
har set og idag ser. I Afhandlingen
»Imperialisme og Aand» giver Charles Kent f. Ex.
(i den anførte Bog) en ypperlig Fremstilling
af den Nationalromantik, som var en af
Aarsagerne til Verdenskrigen, som nu igen
fejrer Orgier, og som er en ægte Frugt af
Rousseaus falske Theorier. Netop Theori:
Begyndelsen er altid en national Mytedannelse, et
abstrakt Billede af Nationen, som fordrejer
og farver Virkeligheden. Sars’s Lære om de
»to Kulturer» i Norge og denne Læres
Fortsættelse i Theorien om »det skjulte Norge»
— aabenbart beslægtet med den moderne
Psykologis stærke og ensidige Fremhævelse
af det underbevidste Sjæleliv — er Exempler
derpaa, som Kent selv fremhæver; ogsaa
Danmark har sin Thorkild Gravlund og sin
Jørgen Bukdahl.
I Afhandlingen »Vesterlandet og
Nej-Moralen» polemiserer Kent imod Dr. Torsten
Fogelqvist, der som Nietzsche ønsker den
jødiske-kristelige Forbudsmoral erstattet med
en »sund livsbejakelse», vital Udfoldelse,
o. s. v. — hele den kendte Registratur paa
den moderne Naturalismes berusende Orgel.
Kent paaviser, at al Moral er og maa være
»Nej-Moral», og at ogsaa den græske var
det, trods Dr. Fogelqvists og mange andres
Forestillinger om det modsatte. At
Kristendommen har kunnet (hvad ingen kan
bestride) bygge den straalende europæiske
Kultur op paa en Folkegrund af et saa
genstridigt Stof som de krigselskende Germaner
skyldes netop, at den hævdede en udpræget
Nej-Moral, født af jødisk Aand og befrugtet
af antik Tradition.
At Reformationen ved ensidig
Overdrivelse af Individualismen og ved sin hele
opløsende Tendens fik en skæbnesvanger
Betydning, har Kent et meget skarpt Blik for, og
ligeledes for hele det moralske og kulturelle
Anarki, der maaske vil føre Europa til et
Armageddon; jeg henviser til den klare og
skarpe Indledning til hans Anmeldelse af
Sigrid Undsets »Den brændende Busk» i
dette Tidskrift ifjor, optrykt i den citerede
Bog. Og dog opgiver han ikke Kampen mod
Opløsningen. Hvad er det, vor Tids
Mennesker saa bitterligt savner, spørger han i en
anden Artikel »Frilynd (o: liberal)
Kristendom» (»Samtiden» 1930). Autoritet! Noget
eller nogen, man kan tro ubetinget paa,
saaledes at man kan leve og handle; thi paa
Tvivl og Relativisme kan ingen leve. Dette
er maaske den egentlige Forklaring paa den
stærke moderne Materialisme: at
Menneskene skal æde, drikke, sove, beskæftiges,
forplante sig — det forekommer saa indlysende,
at man tør tro ubetinget derpaa og foreløbig
nøjes med at handle efter den Religion:
Kommunismens. Eller man lader sin egen
Usikkerhed opsuges af en Diktators
Selvsikkerhed, eller hvor man nu ellers kan skaffe sig
Surrogater og Narcotica. Kent derimod ved,
at ingen ægte og varig Autoritet existerer,
uden den er af aandelig Art. Og han søger
den da der, hvor Immanuel Kant søgte og
fandt den: i det indre Moralkrav, i det
kategoriske Imperativ.
I sin dybe Forstaaelse af, at hele den
moderne Krise skyldes den absolute Ophævelse
af faste, objektive Værdier, og i sin
alvorlige Stræben efter atter at oprejse aandelig
Autoritet i Verden, er Charles Kent typisk
for en moderne Tendens, der ingenlunde ind-
604
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
