Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Elfte häftet
- Norsk Front imod Kulturkrisen. Af Ove Lundbye
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Norsk Front imod K ult 21 r krisen
skrænker sig til Norge. Man kan kun yde
liam sin største Anerkendelse herfor. Men
hvor meget kan man bygge paa det indre
Moralkrav, den personlige Samvittighed? hvor
sikker er denne Stemme — og hvor stærkt
taler den ?
*
Ronald Fangen er vistnok den yngste af
de Forfattere, der her omhandles (f. 1895). .
Det mærkes paa hans Produktion; for ham
har Expressionismen været personlig
Oplevelse, og endnu i hans sidste Værk, Romanen
»Erik» (1931) sporer man dette i Indholdet,
mens Formen er langt fra Expressionismen.
Fangens Ideal synes stadig at være det
ex-pressionistiske: den rene, stærke Følelse, den
enkle, oprindelige, ureflekterede
Menneskelighed ■—- alt det, der i Tyskland forskaffede
denne Retning den ironiske Betegnelse »Oh
Mensch » -Litteratur.
I hans Skuespil, der alle er skrevet i
1920’-erne, er ogsaa Formen expressionistisk,
omend ganske fri for sygelig Extase,
Expe-rimenteren, Stillen paa Spidsen. Handlingen
er stærkt forenklet, Repliken koncentreret,
Udtrykket direkte, Figurerne mere Typer end
Individer (»Morén», »Søsteren», »Den
Fremmede», »Den gamle Lærer»), det hele
symbolsk tænkt, mere som en dramatisk
Konfrontation af Idéer og Livsindstillinger end som
et »realistisk» Spil af levende, individuelle
Personer. I Romanerne (fra de sidste Aar)
gaar dette Træk igen, omend her — som
Kunstformen vei ogsaa kræver det —
individuel Karakterisering og Nuancering gør
Fremstillingen mindre skematisk. Mig
forekommer det alligevel, at Dramaernes
kunstneriske Virkning er større; her skal
imidlertid kun den idémæssige og tidskritiske
Tendens i Fangens Forfatterskab behandles,
og i denne Henseende giver de to Romaner
meget Stof, foruden naturligvis
Essaysamlingen »Tegn og Gjerninger» fra 1927.
Gennem hele Fangens Forfatterskab lever
Religionen som en Virkelighed, der snart
drager og frastøder paa én Gang i sin
para-doxale Absoluthed (Pastor Aarvik i det
første trykte Skuespil, »Syndefald», 1920,
Pastor Holm i Romanen »Erik»), snart
fremstilles og kritiseres i sine mere menneskelige
Forklædninger (Pastor Gade i »Syndefald»,
den »humane Kristendom»), snart drøftes og
vurderes i sine litterære Udtryk (Artikler
om en engelsk Prækensamling og om nordisk
Salmedigtning, i Essaysamlingen).
Charles Kent.
I de to næste Skuespil, »Fienden» fra 1922
og »Den forjættede Dag» fra 1926, træder
det typisk moderne Generationsproblem klart
frem. Der ligger kun 4 Aar mellem disse to
Skuespil, og dog er Perspektivet skiftet. I
det første staar Fangen overvejende paa den
unge Generations Side. »Manden» har for
en Del af sine mange Penge oprettet en Slags
Højskole, hvor han i lyriske Sving holder
idealistiske Foredrag. Gjort seende af »den
Fremmede», hvem Manden vei føler som
Fjenden, men dog lader undervise paa
Skolen (»Frihed for Loke saavel som for
Thor!»), rejser Studenterne sig imod
denne evigt talende Idealist og siger ham
Sandheden: blind er han, fornægter Livets
Realiteter, sentimentalt skjuler han sin Fejghed
bag forloren og ansvarsløs Elskværdighed. De
brænder Skolen af over Hovedet paa ham.
»Den Fremmede» erklærer ham, at der nu
endelig gives ham en Lejlighed til at se
Virkeligheden, som den er; men Manden kan
ikke: »jeg tror ikke paa nogen anden
Virkelighed end mig selv», og nu har han, den ty-
605
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Mon Dec 11 14:03:46 2023
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1932/0661.html
